Første jul i mit nye hus.

Det er vildt at skrive ”mit nye hus”.
Det er mit jeg ejer det, jeg lejer ikke.
(Jeg har realkreditlån og skal betale termin. Puuhhh så er man godt nok voksen.)
For lidt over et år siden, havde jeg ikke engang en bil og nu har jeg både bil og hus. Det går godt nok hurtigt.
Det får mig til at blive nysgerrig på hvilke forandringer næste år bringer.

Og nu er det næsten jul.
Om 24 timer sidder jeg hjemme hos min forældre og hygger.
Og jeg glæder mig som et lille barn. Det er længe siden jeg har glædet mig så meget til jul.
Og jeg nyder hvert sekund.
Jeg har bagt, jeg har rullet og jeg har pakket gaver ind.
Boblerne i min mave hopper bare mere og mere og det er dejligt, men også lidt forstyrrende – får ikke rigtig ro til at lave noget, og da slet ikke til at slappe af.
Så nu sidder jeg her og prøver at få lidt orden i mine tanker (jeg undskylder for at I skal udsættes for det) og så går det op for mig, at selv om glæden er den samme som da jeg var barn, er det nu noget helt andet, som fremkalder den.
Jeg vil ikke lyve og sige at gaverne ikke har nogen betydning, men de har ikke så stor betydning som da jeg var barn. De er blevet en lillebitte del af det meget større nemlig; samværet med min familie.
For jeg kan jo rent faktisk lide min familie. Og jeg kan rent faktisk holde dem ud en hel aften.
Lyder det hårdt?
Men der er jo mennesker, som hader julen fordi de er tvangsindlagt til at tilbringe en aften med deres familie.
Vi er jo lidt nogen julefascister – vi mener at vores traditioner er de vigtigste – og er der noget, der kan bringe blodet i kog, så er det da, at skulle blive enige om sammenførte juletraditioner 

Men pyt for min families tradition går ud på, at have det så hyggeligt som muligt, det er jul i morgen og jeg har købt et hus.
Jeg havde jule-warming i forgårs. Der kom ikke så mange, for hvem har tid til det den 21. dec. ?
Men de, som kom, var her længe og lagde meget hygge ind i væggene.
Nu glæder jeg mig til den 28. julefrokost og til nytår, for i år er det mig, der lægger hus til nytåret. Endnu mere hygge ind i væggene.
Det bliver godt og måske ender det med, at mit lille hus bliver ”det sidste hyggelige hus” som min mor kalder det.

hvorfor jeg ikke er et godt menneske

Når nu man bruger det meste af en nat på at tale i den store hvide porcelæns telefon. Så kommer man uværgeligt til at tænke over sit liv – mest fordi man ikke er sikker på at om man skal dø (jep jeg har været mande-syg)
Så der var jeg så, i gang med at tale i den store hvide porcelæns telefon. Og så kom jeg frem til at jeg ikke er et særlig godt menneske. Jeg er heller ikke et specielt dårligt menneske. Jeg er bare et lidt fensen et af slagsen.
Jeg er ikke specielt ekstraordinær på nogen måde – der er ting jeg er god til, men ikke overdrevet fantastisk til noget.
Jeg er egoistisk, utålmodig, misundelig, selvoptaget, selvhøjtidelig, usportig, lyststyret, stædig, overvægtig, ucharmerende, kedelig, nærtagende, bedrevidende, belærende og nedladende. Og så er man ikke et godt menneske.
Heldigvis er jeg også; kreativ, loyal, tålmodig, interesseret, tosset (på den fede måde), vidende, sød, venlig, omsorgsfuld, sjov, opmuntrende, med-undelig, kærlig, anerkendende og hyggelig.
Og så er man ikke et dårligt menneske.
Jeg ved egentlig ikke, om jeg har ambitioner om at være et godt menneske?
Det der med selvopofrende godhed er lidt for fundamentalistisk til mig. Helgener og martyrer siger mig ikke rigtig noget; Så du er villig til at dø for din ideologi? Hvad med at være villig til at leve for din ideologi?
Undskyld det var et lille sidespring, men dog et sidespring.
Men altså jeg har ikke nogen ambitioner om at være et godt menneske – Måske bare et lidt bedre menneske.
Måske jeg kunne prøve at være lidt gladere?
Måske jeg skulle synge mere, grine mere og hygge mere?
Måske skulle jeg invitere mere. Det er faktisk også længe siden (nu kan det jo hænde at jeg får mere plads at invitere på – man har lov at håbe)
Måske kunne jeg starte i det små. En damekaffe går man aldrig galt med.
Jeg burde nok sy mig en ja-hat og gå med den (jeg ser godt ud med hat)

Øv bøv busse mand - eller hvornår bliver det så bedre?

Jeg har øv-hed for tiden.
Sådan noget rigtig gammeldags øv-hed, hvor det hele er sådan lidt ”øv”.
Og det dukker op på de underligste tidspunkter og steder (og forsvinder i øvrigt ditto).
For eksempel synes jeg facebook er mega ØV! I øjeblikket – Alle er ultra trels at høre på (mig selv inklusiv) og jeg holder det ikke ud. Til gengæld vil jeg rigtig gerne spille på facebook. Det kræver voldsom meget selvdisciplin, at gå på facebook for at spille og ikke læse opdateringer (øv) og se alt for hyggelige (øvøv) billeder.
Jeg har præcis så meget rygrad som en ubeslutsom regnorm (for jeg er totalt øv-agtig nysgerrig) så jeg trawler dem alle igennem og føler øv-heden snige sig ind på mig.
Det er egentlig ikke fair, for folk faktisk både kloge, relevante og interessante i deres link og opdateringer.
Ok ca. 50% er – resten er sygt ligegyldige. I beslutter selv hvilken kategori I hører til i. (Hvorfor er det lige, jeg begynder at skrive som en teenager lyder når jeg her for meget øv?? Mega? ultra trels? –agtig? sygt? Hvad fanden sker der? ØV!)
Øv-hed er i øvrigt nok det mest øv af alting.
Så jeg tror sgu jeg vil røbe øv og gå i seng – og håbe på mindre øv i morgen
God nat og ..
ØV!!

Hvad hjertet er fuldt af, flyder bloggen over med

Det er nu ca. fire uger siden, jeg kom hjem fra en ualmindelig god ferie i det norske og jeg burde for længst have skrevet om den.
Det var min intention at skrive om den.
Jeg ville skrive om, hvor mærkeligt det var at stå en silende regnvejrsdag i Oslo lige der hvor Breiviks bombe sprang.
Men mit hoved er fuld af tal og beregninger.
Jeg ville så gerne komme med malende beskrivelser af den smukke, smukke togtur fra Oslo til Bergen (en tur alle burde tage mindst en gang i sit liv). Om det vilde landskab man fik at se og om hvordan man næsten begynder, at tro på trolde fordi der er klipper og fjeld, som ser ud som om de kunne finde på at rejse sig og gå deres vej.
Men jeg er bekymret for, at jeg måske har gjort noget helt forkert og nu ikke kan få råd til at købe hus.
Jeg ville skrive om min glæde ved at ”møde” Nikolai Astrup. Om hvor dejlige, spændende og livsbekræftende hans malerier er og hvor mørke, uhyggelige og spændende hans tryk er.
Men jeg håber og beder til, at intet jeg hidtil har gjort mht. huskøbet ikke kan gøres om.
Jeg kunne tænke mig, at beskrive Bergen i bevingede vendinger. Fortælle om det hyggelige og smukke, det turistede og moderne.
Jeg burde fortælle om den dag vi var med fløjbanen oppe på fjeldet og skyerne lå så lavt at man ikke kunne se udsigten.
Men jeg har fundet et hus, jeg sådan ville ønske, at jeg kunne bo i og jeg svinger mellem glæde over at der er lys forude og angsten for, at fucke det hele op før det er begyndt.

Og så rejste de af gårde...

Så sidder man på 21. etage på Radisson hotel i et temmlig fugtigt Oslo.
Da vi i går eftemiddags forlod København var vi fortrøstningsfulde; solen skinnede, havet viste sig fra sin bedste og ikke midst roligste side og Crown of Scandinavia (for det hed båden) var fuld af glade børn og voksne.
De udendørs barer var åbne og folk nød en kold drink og solen i bedste cruice-stil.
Vi endte selvfølgelig ved et bord hos den tjener, der elskede sit arbejde aller mest da vi skulle spise (sjov fyr).
Og jo vi nåede osse ned og se den "polske" sangerinde (ja altså teknisk set ved vi jo ikke om hun, og bandet i øvrigt osse, er fra Polen, men noget østeuropæisk var de vist).
Det var ikke så slemt som man kunne frygte - men heller ikke rigtig godt.
Vi gik i seng til en fantastisk solnedgang og vågnede op til regn.
Først meget lidt, men som vi nærmede os Oslo blev det mere og mere udtal.
Det første vi købte var en paraply til min fru moder ....og den fik hun brug for.
Men der skal mere end lidt regn (ok en hel del regn) til at stoppe os. Den faldt jo lige ned og der var ingen blæst.
Skal det forestille at være uvejr??? PHØ!! - Vi ler i ansigtet af den slags regn. Undskyld sidder og ser/hører Tour de France og så bliver jeg lidt fransk i det.
Nåh men det regnede altså og vi var lige glade.
Vi rundede alle de butikscentre vi kunne finde (og der er mange), vi fandt osse både en Søstrene Grene og en Pabduro Hobby, men ting er lidt dyre her mod nord.
Vi var osse nede forbi regerigskvarteret og se hvor Brevik sprang bomben.
Der er nu ikke så meget at se. De er ved at genopbygge og umiddelbart ser det ud som om de snart er færdige.
Men selv om det ligner et hvert andet renoverings arbejde, er det sært at stå der og vide at; her sprang en bombe i forbindelse med den største terroraktion i nordens historie - her er folk døde for ikke så længe siden.
I morgen går turen mod Bergen - Og Gudhjælpemig om de ikke laver sporarbejde i Norge osse, så den første del af turen foregår i bus. Det lyder jo frygtelig bekendt.
Heldigvis er det den lidt kedelige del af turen og ikke den flotteste del.
Nu krydser vi fingre for lidt bedre vejr så man kan se bare en lille del af landskabet.

Noget om "og'er"

Der er alt for få ”og’er” i mit liv.
Eller også er der alt for mange. Det er lidt svært at finde ud af.
Der er en del og’er med opgaver, som f.eks. skrive referat og lave sedler til Glim, passe børn og rydde op, være sød og tålmodig (i kaos), arrangere en fest (hvilket jeg ikke har noget i mod) og forholde sig til en a-uge. Og nogen af mine kollegaer har 1000 gange flere ”og’er” (jeg er fuld af næsegrus beundring)

Men jeg tror nu, jeg holder mig til min første udtalelse og beslutter der er alt for få ”og’er” i mit liv.
For få ”og’er” i stil med;
Hus og have,
kys og kram,
køkkenhave og drivhus,
min kæreste og jeg,
børn og mand,
fest og ballade,
stille og roligt,
storsindet og tålmodig,
høns og gæs,
sol og strand,
jordbær og rabarber
fantastisk og utrolig mv.
Jo der er helt klart for få ”og’er” i mit liv

Abstinenser

Det er nu ca. 4 dage, 23 timer og 27 minutter siden jeg sidst har spillet teater og jeg har de vildeste abstinenser.


Det var ikke så slemt de første par dage, men nu….
Jeg tager mig selv i at sidde i et hjørne af min sofa og rokke frem og tilbage mens jeg desperat synger; Gem et lille smil til det bliver’ gråvejr igen og igen.
Jeg får ustyrlig trang til at skrige ”IIIIIIHHHHHH!!” eller ”NÆÆÆÆHHHH!!!” med skinger ”rådskvinde-stemme” på de mest upassende tidspunkter.
Og jeg har overdrævet meget overskudsenergi, som jeg skal have brændt af i løbet af dagen. Det går så ud over mine stakkels kollegaer og ungerne på SFO’en (undskyld allesammen).
Min hjerne arbejder på ca. 700 ideer på en gang (vanviddet vil ingen ende tage) og det kommer ud her.
Lad mig i den forbindelse undskylde, jeg ved godt at ikke alt behøver at komme på nettet, og ikke alt jeg smider ud her er lige klogt eller sammenhængende. Meeeeen der er jo på den anden side, ingen som tvinger jer til at læse det.
Nåh hvor var jeg??
Nåh jo; Det allerværste er dog at jeg ikke har den fjerneste anelse om hvad jeg skal bruge mine aftner til. (”Hvad skal vi lave i aften??” )
Faktisk er jeg begyndt at lægge planer for overtagelse af verdensherredømmet. De er snart klar; jeg skal bare lige skaffe en mammut, et enhjørninghorn og en dråbekrystal fra Venus – så skal I bare se løjer.
Det bliver så sjovt.

1. lektion: Universets opståen

Universet opstod en torsdag eftermiddag kl. lidt over 5.
Selvfølgelig fandtes hverken torsdage eller kl. lidt over 5 om eftermiddagen, før universet opstod.
Men det nanosekund Big bang hvislede gennem det ikke-sted, hvor universet indtil nu ikke havde været, opstod tiden og så var kl. lidt over 5 om eftermiddagen på en helt ualmindelig torsdag.
Mange milliarder år senere kom helt almindelige torsdage til, men det er materiale til en helt anden lektion.
Nu spørger du sikkert om; hvorfor universet ikke opstod til midnat på en helt ny og ubrugt mandag? Det ville have været meget mere pænt og ordentlig.
Jeg bliver dig svar skyldig. Det eneste jeg kan sige er; at universet ikke er pænt og ordentlig, men rodet, utilregneligt og fuld af vidunderlige, utrolige og fantastiske tilfældigheder, som gør det spændende at leve.
Der er selvfølgelig visse regler(1) , som selv universet må overholde, men der er temmelig vidde ramme. Og det med hvornår ”man” som univers bør opstå, er helt op til det enkelte univers.
Så nu ved du, at universet opstod på en torsdag eftermiddagen kl. lidt over 5.



(1)Nu har vi mennesker jo ikke været i andre afkroge af universet, end vores egen lille bitte del her i den billige ende. Så vi ved jo faktisk ikke om reglerne er de samme over det hele

Når man sidder og smelter

Sidder og koger for lukkede vinduer, for der er brand på Holbæk havn og sirenerne har lydt. Som den pligtopfyldende medborger jeg er, har jeg naturligvis lukket alle døre og vinduer og søgt information.
Og jo jeg bor på den forkerte side af Skagerakvej, så jeg er inden for den zone, hvor man skal være lukket inde.
Jeg sveder.
De har nu sendt advarselssignalet fire gange, men det eneste jeg vil høre er afblæsningen så jeg kan få luft ind igen.
Kattedyrene smeltede ud over spisebordet og gulvet så jeg måtte flytte blæseren ind i stuen. Det hjalp lidt.
De siger i radioen, at man skal gå ind og lukke døre og vinduer og slukke for ventilationen. Hvis man føler ubehag skal man ringe 112 – gad vide om det også gælder hvis man føler sig ubehageligt svedig eller ubehageligt indelukket??
Udenfor leger vinden i trækronerne – det er sikkert bare for at drille.
Aldrig har jeg længtes så meget efter en 45 min. lang hyletone.
Hvordan kan det være, at der kun er den slags farlige brænde når det er ubehøvlet varmt ude??
Det var det samme show (bare meget varmere) dag stationen brændte i sin tid.
JUBIII!!
Nu blev det afblæst LUUUUUFFFTTT!!
Så kan jeg komme i gang med at bage lagkagebunde.

Noget om sommer og solcreme (ikke meget men lidt)

Nogen dag hader jeg min hud!
Altså, jeg er jo glad for at den er der og at den beskytter mig mod alt det farlige ude i verden. Og jeg ved godt, at hvis jeg ikke havde en hud, kunne jeg ikke svede (hvilket er ret vigtigt i disse dage) og jeg ville få alverdens infektioner.
Jeg er også rimelig sikker på, at jeg ville have svært ved at holde sammen på mig selv uden hud – tror jeg ville flyde ud på gulvet (jeg ved godt det ikke er tilfældet, men nu leger vi bare at det er sådan).
Ved nærmere eftertanke så hader jeg ikke min hud.
Jeg er bare voldsomt træt af, at den er så sart. Den kan ikke tåle noget som helst.
Bruger jeg det forkerte vaskepulver eller skyllemiddel, så kan jeg godt gå i gang med at vaske alt mit tøj om (Jeg har sågar været nødt til at vaske om fordi de, som vaskede før mig i vaskeriet har brugt alt for meget sæbe, så der var rester i sæbeskuffen).
Parfume er en by i Rusland, for hvis jeg tager lækker duft på, får jeg (et meget sexet) udslæt.
Og så er der make up, cremer, sæber og shampoo’er.
Nåh ja og solen – som jeg jo heller ikke kan tåle.
Og det er rent faktisk et problem i disse dage.
”Solcreme” kan jeg høre nogen råbe. Men nu er det jo ikke ligegyldigt hvilken solcreme jeg bruger, for halvdelen af dem er jeg jo allergisk overfor. Så kan jeg vælge om jeg vil være skoldet eller have udslet af cremen.
Så skal den have en høj uv. beskyttelse (mindst en faktor 20), så i nogen år har jeg brugt børnesolcremer. De er nemlig ofte uden de ting jeg får udslet af og med en høj solfaktor. Men de har en ulempe de er meget ofte meget fedtede og lægger sig uden på huden så det er umuligt at komme af med varmen.
Og børn er jo dem som sidder alle mest stille når vejret er godt – så de har ikke brug for at kunne komme af med varmen.
Bortset fra det er jeg godt tilfreds med vejret og her kastet mig over en ny solcreme (håber den er bedre end den sidste).
Jeg bliver, lige som alle andre, totalt sommerkulret og begynder at drømme om strandture, grillmad og sommerferie.
Håber alle får en dejlig sommer

Wroom wroom

Der er i øjeblikket en kampagne på gang, som skal få os med automobil, til at sætte farten ned.
I den forbindelse har man opstillet røde silhuetter af småpiger på strategiske steder.
Jeg er ked af at sige det; men de virker ikke.
Jeg tror, jeg kørte forbi dem de første fire gange(og der opstillet mindst fire stk. på vejen til mit arbejde), før jeg opdagede, at de skulle forestille børn.
Min hjerne fatter ikke pointen og kobler ikke umiddelbart underligt formede røde plamager sammen med ”konceptet” børn (for nu er børn meget sjældent advarsels-røde).
Og fra hvad jeg kan se er jeg ikke den eneste med svært ved det.
For mig ville det virke bedre med et foto i fuld størrelse – de havde ikke en gang behøvet at være i farver.
Som det er nu bliver jeg bare lidt irriteret over ”de røde piger”. Mest fordi der er brugt så mange penge på noget, som tydeligvis ikke var helt gennemtænkt.
Til gengæld virker skiltene med teksten ”Mit hjem, din fart?”, fordi de ligner de der automatiske fartmålere (dem som fortæller hvor hurtigt du kører).
De skilte fattede jeg lige med det samme - og de får mig til at tjekke min fart hver gang.

Aprospos det der med at sænke farten, så blev jeg overhalet af en motorcyklist.
Jeg kørte 80 km/t, som jeg måtte, og han drønede forbi mig og forsvandt i horisonten inden jeg kunne nå at sige ”motorbølle”.
I virkeligheden var det ikke relevant i det hele taget, men jeg havde behov for at fortælle det.

Bum bum bumbum (skal nynnes)

Klokken er 10 og der er en time til jeg skal ud af døren.
En time jeg kunne bruge til noget konstruktivt.
På en time kunne jeg helt sikket nå at støvsuge hytten, og hvis jeg akslede mine skind, kunne jeg sikkert også nå at tørre støv af.
På en time kunne jeg snildt nå at tage opvasken og vaske badeværelset.
Jeg kunne sætte mig og læse en time.
Den kunne også bruges med blyant eller tus i hånd og så kunne jeg sikkert gøre alvor af nogen af de ideer jeg har mit hoved.
Jeg kunne også dykke ind i ind i skabet og rydde op i den sæk som har ligget der siden jeg flyttede ind.
I stedet sidder jeg her.
Tusser lidt rundt og hygger.
Nusser kattedyr og sætter blikket på uendeligt mens jeg drømmer om alt og ingenting.
Har en fornemmelse af at det bliver en god dag i dag :-)

Hvad skal man kaste med??

Har gået og tænkt over begrebet ”Du skal ikke kaste med sten når du selv bor i et glashus” (eller ”hvis du residerer i et domicil af transparent og skørt materiale, bør du ikke benytte kasteskyts af geologisk oprindelse” Var det sådan den var Eva?)
Det er faktisk et lidt mærkeligt udtryk, for i virkeligheden er der ikke ret meget, det er en god idé, at kaste med når man bor i et glashus.
Det er i øvrigt også en rigtig dårlig vane at kaste med ting. Men i sær hvis man bor i noget så tåbeligt som et hus af glas. Man skal f.eks. ud over sten heller ikke kaste med, bøger (de store tunge af slagsen), service (kopper, tallerkener osv.), møbler, træsko, bowlingkugler og hoppebolde.
Det eneste jeg umiddelbart kan komme i tanke om, at det er en god idé at kaste med, hvis man bor i et glashus er: puder.
Men puder er ikke særligt gode at kaste med. Særligt ikke hvis det er meningen at det skal gøre ondt. Og det ligger ligesom implicit i begrebet, for det gør ret ondt, at blive ramt af en sten.
I virkeligheden handler det jo om moral og dobbeltmoral – og vi bruger det ofte (mig selv inklusiv).
Det handler om hvor nemt det er at rynke på næsen af andre.
Og det er virkelig nemt at se ned på det andre gør med ophøjet moral, at dømme og fordømme deres handlinger.
For det er jo sådan at når man kan pege fingre af andre, behøver man ikke se på sig selv.
Men det er jo det man bør gøre.
Før du begynder at få moralske opstød over hvad andre gør, bør du tage et langt og indgående kig på dig selv.
For det er jo sådan, at du kan pudse glorien nok så meget, men der er altid en eller anden, et eller andet sted, som kender til et eller andet lort du har lavet på et eller andet tidspunkt i dit liv.
Det andet du skal huske på, før du farer op med ”retfærdig” moralsk harme over noget du har hørt, er: at der er altid, (det er vigtigt så det gentager jeg lige)der er ALTID mindst to sider af en sag (og rygter har det med at vokse)
Spørgsmålet er jo: hvad ville du gøre, hvis du var i deres situation? Og har du måske gjort noget lige så (eller mere) moralsk anstødeligt?

Det morsomme er, at vi bliver stødt på de moralske manchetter når vi hører andre moralisere.
Gad vide om det er trippelmoral??

Jeg bærer med smil mine rynker

”Er du ked af dine smilerynker?” er overskriften på en af reklamerne på facebook.
Nu er der mange ting jeg kunne (altså: kunne, ikke noget jeg er) være ked af ved mig selv f.eks. min dobbelthage, mit ar på overlæben fra mit fald i september, mine ”mormor-arme”, mine grimme knæ, min rygdelle, min overvægt og de tusinde andre ting, jeg i sorte øjeblikke kan finde af fejl.
Der er også en masse ting jeg kunne være ked af sådan helt generelt f.eks. at jeg ikke vandt 10 millioner i lotte, at jeg er dårlig til sport, at jeg ikke har en have, at jeg ikke har børn, mine lån, at farmor er død, at jeg snart fylder 37, at vejret ikke er varmere, finanskrisen, at jeg ikke underviser, at bønderne i nabolaget kører gylle ud, global opvarmning osv. (find selv på flere).
Der er tusinde ting, jeg hver eneste dag kunne være ked af .
Men mine smilerynker er ikke en af dem.
Jeg kan godt lide mine smilerynker.
Jeg har arbejdet hårdt på dem og har gjort mig fortjent til hver eneste.
Det har krævet megen latter, sjov, spas, pjat og mange timer i venner og families morsomme lag.
De har kostet mig latterkramper, sved og tåre, har de! Og jeg kan li’ dem!
Så svaret er. ”Nej!! Jeg er ikke ked af mine smilerynker”
Mine smilerynker beviser, at jeg lever et lattermildt liv.

Står her med munden spidset – og venter :-)

Der bliver helt klart kysset alt for lidt på mig, i sær af lækre mænd.
Og jeg kysser helt klart alt for lidt på de samme lækre mænd – ”Med”, det hedder ”at kysse med”. Jeg kysser helt klart for lidt med lækre mænd på dette tidspunkt i mit liv.
Det er lidt hårdt når man trænger til at blive kysset på – kysset med – når man trænger til at blive kysset med (eller måske bare kysset).
(Det lyder bare sjovere at blive kysset på. Det ligger ligesom implicit, at det ikke nødvendigvis er på munden, man bliver kysset).
Men jeg trænger altså til at blive kysset, nusset og puslet lidt om.
Så hvor er han?
Ham der den eneste ene.
Ham der alle eventyr og romantiske film lover os er derude.
Hvornår kommer han væltende ind ad døren med et ”Tataaa!! Her er jeg”!! ?? (indsæt selv armbevægelserne på ”tata”)
Tja han findes ikke – ham den eneste ene.
Det er ikke helt rigtigt; han findes som ham før ”den eneste anden”, som er før ham ”den eneste tredje” osv.
Og så skal man sgu’ selv ud og finde ham!! Og det er jo det, jeg er så himmelråbende elendig til (se ”Hvorfor jeg er dummere end grus”)
Jeg har brug for en ” knight in shining armour”, ellers opdager jeg ham jo ikke.
Problemet er, at jeg ikke vil have en” knight in shining armour”, for folk i rustning spiller som regel live rollespil i Hareskoven et par weekender om måneden, og jeg ved ikke, om jeg kan magte nogen så nørdet ….. Det er fis.
Vi har alle en indre nørd. Rollespillere har den bare uden på inden i mellem.
Men det var jo slet ikke det det handlede om.
Det handlede om, at jeg bliver kysset alt for lidt af lækre mænd – mand.
En lækker mand, som man kan kysse ofte er godt nok.
Jeg er ikke grådig, jeg behøver ikke en helt bunke af lækre mænd at kysse (selvom det da ikke gjorde noget).
Ja en lækker mand, man kan kysse ofte, kunne jeg sagtens blive glad for. Men så skal han også være lækker både uden på og inde i hovedet.
Måske ”dejlig” er mere dækkende?? Ja – ja det tror jeg, det er.
Jeg tror bestemt, jeg kunne ”nøjes” med en dejlig mand, som jeg kunne kysse.

Hvorfor jeg er dummere end grus.

Jeg var i går til en påskefrokost, med megen hyggelig snak og latter, alt i alt en rigtig god måde at tilbringe en eftermiddag og aften i gode venners lag.
Men nu skal dette ikke handle om påskefrokoster eller påsketraditioner i det hele taget.
Det skal handle om mig, for så selvoptaget er jeg nemlig.
Det er nemlig sådan med mig, at jeg er god til mange ting – Det har ½ års terapi lært mig at jeg gerne må sige (og mene) så jeg gentager lige: ”Jeg er god til mange ting” (min terapeut ville være stolt).
Men der er også ting jeg ikke kan.
Nu sidder du sikkert og tænker ”hvad har det med påskefrokosten at gøre?”
Og svaret er at det som sådan ikke har noget som helst med påskefrokosten at gøre. Men bedst som jeg sad og tænkte på i går og den hyggelige påskefrokost, dukkede en helt anden tanke op.
Jeg ved ikke helt hvorfor.
Måske har nogen sagt noget?
Måske var det måden vi sad på?
Måske var det de mennesker som var med?
Jeg ved ikke hvor den kom fra, men jeg ved jeg har tænkt den før, den var bare på en måde klarere nu.
Men nu er jeg på vej ud af et sidespor. Jeg skyder skylden på alt det sukker, jeg indtog i går i form af sodavand.
Så tilbage på sporet: mig (se totalt selvoptaget) og en af de ting jeg er ekstrem dårlig til: nemlig at fange når nogen synes, jeg er mere end almindelig sød.
Og modsat: at give til udtryk for (fx via flirt) når jeg synes, et eller andet stykke mandfolk (fik jeg nævnt vi er gået i gang med Holberg?) er mere end almindelig sød.
Nu synes jeg, at jeg kan høre protesterne ”Det er jeg da også helt vildt dårlig til. Da jeg mødte min ex-kæreste….” Hov hov!! Der bliver jeg lige nødt til at stoppe dig!
Da du mødte din ex-kæreste??
Hvor mange kærester har du haft? Har du en kæreste nu?
Jeg er 36 og kan i løbet af mit liv, måske (det gentager jeg lige, for det er vigtigt) måske skrabe 1½ kæreste sammen, afhængigt af hvem du spørger.
Jeg er direkte ubegavet, dum som bølgepap, når det kommer til den del af voksenlivet.
Nu er det jo ikke sådan at jeg går rundt og ærgre mig helt vildt (det er løgn – jeg ærgre mig en lille smule) over det.
Og rent faktisk ved jeg jo ikke, om jeg i virkeligheden er så totalt usexet og møg kedelig, at de der 1½ kæreste (afhængigt af hvem du spørger) ligesom er det.
Men lad mig sige det sådan: Jeg har inden i mellem en udpræget fornemmelse af, at være gået glip af noget eller måske snarere nogen.
Det er bare sådan at jeg fanger det ikke, hvis nogen er interesserede. Det er sgu’ ikke fordi jeg ikke vil, jeg forstår det bare ikke (jeg sagde det jo ”dum som bølgepap”).
Det er som om hele verden spiller poker og jeg spiller fisk.
Medmindre du fortæller mig, hvad du vil eller for de mere handlingsorienterede: Snaver mig i gulvet (Ok man kan prøve med et almindeligt kys først) ( Og der skulle overhovedet ikke fnises der de damer – I synes bare vi var hurtigt ude af døren, fordi jeres hjerner var sløvede af alkohol), så fiser den ikke ind.
Jeg har selvfølgelig en teori om hvorfor det er sådan, men det er for så vidt ligegyldigt. Faktum er: at jeg fatter hat og briller på det punkt.

Og så er jeg ligesom tilbage ved starten, for jeg fatter ikke hvordan påskefrokosten, får mig til at tænke på det her!?!

”Fede-tøj”

Jeg var nede og ose i Holbæk i dag. Det er rigtig længe siden jeg bare har kunnet gå rundt og kigge vinduer og hygge med lidt let shopping. Jeg havde selvfølgelig et ærende; Jeg skulle købe gaver til et par kollegaer på vejene af gavekassen. Men jeg havde en god ide om, hvad jeg ville købe, så det var ikke det store problem. For et godt stykke tid siden fik jeg 500kr. i gave af min mor, til at bruge på tøj. Jeg har ikke rigtig haft tid til at gå på udkig, så i dag skulle det være. Nu er det jo sådan, at kvinder af min størrelse ikke kan gå ind i en, hvilken som helst butik og købe tøj. Og i mange år var det faktisk sådan at tøj over størrelse 46 havde en virkelig dårlig pasform (ord som ”telt” springer i hu) og var modsat moden når det kom til farver. Men så kom Zizzi – et tøjmærke til os store kvinder, som viste det frem, som så godt ud og skjulte det, der var mindre flatterende. Og farverne fulgte moden (dvs. at jeg var begejstret hvert andet år når farverne var klare) Den skarpe har bemærket, at jeg beskriver Zizzis fortræffeligheder i datid, for da jeg var der nede i dag var alt bare ”fede-tøj” – så noget tøj, som får dig til at se extra fed ud. Jeg har f.eks. ret pæne bryster så (hvis jeg selv skal sige det og det skal jeg, for andre tør ikke rigtig) og dem vil jeg gerne vise frem. Og jeg er ret smal lige under brysterne så jeg skal have tøj som er forholdsvist ”smalt” for oven, (så det fremhæver det jeg gerne vil vise.) og så er løst for neden (så det skjuler det jeg ikke vil vise frem). Men alt hvad jeg så på eller alt hvad jeg prøvede havde det her ”fedesnit”, som for mig til at ligne en kegle – og jeg mener ikke i overført betydning – Jeg kom til at se ud som om jeg vejer 500kg, eller jeg lignede en af de der mega fede kvinder man ser i fjernsynet fra amerikanske trailerparks. Nej det er faktisk ikke rigtig at alt hvad jeg prøvede havde ”fedesnit” – jeg fandt faktisk to pæne kjoler/bluser men de var ærmeløse. Hvem fanden er det geni, som synes det er en super ide med ærmeløs til overvægtige kvinder???!! For mormor-arme er jo så sexede …. Aaarrgggghhh!!! Jeg tror jeg var der i et kvarter (og jeg plejer nu nok at kunne bruge noget mere tid i Zizzi). Jeg var så frustreret, da jeg gik der fra.

Conrad

Det var søndag og Conrad sad ved sit skrivebord og klippede et gækkebrev. ”Hvad er det du laver?” spurgte Leo som sad på stolen ved siden af skrivebordet. Leo var Conrads bamse, en løve. ”Jeg klipper et gækkebrev” svarede Conrad ”Et hvad?” Undrede Leo ”Et gækkebrev” forklarede Conrad og foldede det halvfærdige gækkebrev ud. Men Leo så ud som om han ikke forstod noget som helst. Conrad lagde saksen fra sig og forklarede, hvordan man lavede gækkebreve, om hvordan man skulle skrive et lille digt og underskrive med prikker. Og det bedste, som jo var at man kunne vinde et påskeæg. Leo tænkte lidt og spurgte så ” hvad er et påskeæg?” ”Det er de chokoladeæg man får til påske” svarede Conrad. ”Men hvad er påske?” Og der måtte Conrad give op ”Det ved jeg faktisk ikke….Men vi kan spørge mor” Conrad tog Leo under armen og gik ud til sin mor, som var i fuld gang med at gøre rent – de skulle nemlig holde påskefrokost senere den dag. ”Mor?” spurgte Conrad ”hvad er egentlig påske?” Conrads mor holdt med at pudse vinduer og så ned på Conrad. ”Påske har noget at gøre med Jesus” sagde hun mens hun genoptog pudsningen. ”Ligesom jul?” spurgte Conrad. ”Hvor mange fødselsdage har den mand?” Mumlede Leo men det var kun Conrad, som kunne høre det. ”Nej ikke helt” svarede mor oppe fra trappestigen, hun var nu i gang med de øverste vinduesfag. ”Jul er Jesus fødselsdag, men påsken er den dag han døde” ”Fejre man at Jesus døde?!!!” Conrad var chokeret ”men jeg troede Jesus var god” ”Det var han osse” Nu kom mor ned og satte sig på trappestigen ”Lad mig se om jeg kan huske historien – Jesus tog til Jerusalem for at fejre påsken sammen med sine disciple. Folk i Jerusalem havde hørt meget godt om Jesus, så da han nærmede sig kom nogen med et æsel, som han kunne ride på det sidste stykke. Da han så kom til byen stod folk langs vejen og hyldede ham som en konge, mens de viftede med palmeblade. Derfor kaldes i dag for palmesøndag. Men præsterne kunne ikke lide, at folk kaldte Jesus for konge og Guds søn så de sørgede for, at han blev arresteret, pisket og hængt op på et kors. Der hang Jesus en hel dag før han døde – det er der for det hedder langfredag. Da han var død begravede hans venner og familie ham i en klippehule og satte en stor sten foran. Men da de nogle dage senere kom for at kigge til graven var stenen væltet og graven var tom. Først troede de, at der var nogen, der havde stjålet Jesus lig, men i virkeligheden var Jesus genopstået fra de døde – Det beviste, at han var Guds søn. Og det er det vi fejre i påsken” Mor havde rejst sig og var på vej op på stigen igen. ”Men mor – hvad har Jesus med påskehare, påskekyllinger, påskelam, påskeæg og gækkebreve at gøre?” Spurgte Conrad ”Det har jeg virkelig ikke tid til at svare på nu Conrad” Svarede mor men hun genoptog vinduespudsningen. ”Vi spørger far” sagde Conrad til Leo. Conrads far stod og var ved at lave mad i køkkenet. ”Far?” spurgte Conrad ”Hvad er påske egentlig?” Far rørte i gryderne mens han svarede ” det har noget med Jesus at gøre” ”ja ja” svarede Conrad ”det ved jeg godt – han døde og så kom han tilbage – men hvad har Jesus med påskehare, påskelam, påskekyllinger, påskeæg og gækkebreve at gøre?” ”Conrad det har jeg virkelig ikke tid til lige nu” Conrad gik ud af køkkenet. Inde i spisestuen var der dækket et påskebord til påskefrokosten. Conrad holdt Leo så han kunne se bordet ”Se Leo – bordet er fuld af påskelam, påskeharer, påskekyllinger og påskeæg men der er ikke en eneste Jesus. Jeg er ikke helt sikker på at mor og far har forstået påsken rigtig” ”jeg undre mig også over noget” sagde Leo ” hvis man holder påske fordi Jesus døde og genopstod – hvorfor tog Jesus så til Jerusalem for at holde påske?” ”ja det er faktisk mærkeligt” sagde Conrad. ”Vi spørger mormor” sagde Conrad og Leo nikkede samtykkende. Conrads mormor boede lidt væk og Conrad måtte god selv cykle over til hende. ”Mor!!! Jeg cykler over til mormor!!” råbte Conrad ind i stuen mens han tog cykelhjelmen på. Og inden mor kunne nå at svare var han ude af døren. Da Conrad kom frem til mormor havde hun allerede juice og chokoladekiks klar til Conrad og en kop kaffe klar til sig selv – Conrad kunne aldrig helt forstå hvordan mormor altid vidste hvornår han kom. Hun påstod at hun kunne mørke det. De satte sig ved det lille bord ude i køkkenet. ”mormor” sagde Conrad med munden fuld af chokoladekiks ”hvad er påske egentlig?” ”Vi fejre jo påske fordi Jesus genopstod fra de døde efter han havde taget alle vores synder fra os” Conrad sank ” jeg ved godt det der med Jesus som genopstod, men hvad var det han tog?” Mormor smilede ”hvis man er kristen og tror på at Jesus er Guds søn, så tror man også på at Jesus led på korset for alle menneskers skyld – han tog alle de dårligt ting vi har gjort så vi kan komme i himmelen” Conrad nikkede efter tænksomt ”men mormor, hvis vi fejre påske fordi Jesus genopstod fra de døde, hvorfor tog Jesus så til Jerusalem for at fejre påske?” ”Det er et godt spørgsmål” sagde mormor ”Jesus var jøde – og de tror på Gud på en lidt anden måde. De fejre påsken fordi det var der Moses førte dem ud af Egypten” Conrad vidste godt hvem Moses var – sidste weekend havde han set ”Prinsen af Egypten”. ”nåhhh” sagde Conrad ”men hvad har Jesus at gøre med påskelam, påskekyllinger, påskeharer og gækkebreve?” Mormor grinede ”ingen verdens ting min skat” ”gamle gamle dage fik man ikke påske æg for sit gækkebrev men et kys. Man skrev dem til den man var lidt forelsket i” ”Før vi blev kristen i Danmark, har man sikkert holdt forårsfest. Det har været vigtigt at jorden blev frugtbar og man fik meget korn og frugt og at dyrene fik mange unger. Når det var forår fik fårene lam og hønsene kyllinger. I meget gamle dage var æg dyre, men lørdagen før påsken måtte man spise alle de æg man ville. Da æg ikke længere var noget fint noget begyndte man at male på dem og lege med dem” Mormor tav og tog en tår kaffe. Conrad sad og så lidt ud af vinduet ”Hvad så med påske haren?” ”påskeharen kommer lige som juletræet fra Tyskland” Sagde mormor. ”Men jeg tror at det også har noget med forår at gøre – mon ikke? Harerne fare jo rundt på markerne når foråret nærmer sig” Conrad nikkede mormor havde jo ret. ”men det vigtigste var altså ægget i gamle dage. Man mente tilmed det havde magiske evner” mormor så snedigt på ham. Conrad rettede sig på i stolen. ”man mente at hvis man åd et hønnike æg - det første æg en høne nogen sinde lægger – så kunne man se hvem, der var hekse. For de ville have hatte af krukker og gryder når de kom i kirke til påskegudstjenesten” Conrad var lidt forvirret ”kunne de andre ikke se de mærkelige hatte?” ”Nej for de var usynlige” svarede mormor ”man lagde også æg og brød ned i plovfugerne på markerne for at sørge for at man fik en god høst” Conrad synes de havde været lidt mærkelige i gamle dag. ”nå” sagde mormor og kiggede på uret ”nu skal vi vist til at komme videre, vi skal jo hjem til dig og spise god mad – hvad siger du til at vi følges?”

Damekaffe

Eller
Hvordan glæde hænger ved.

Damekaffen er nu pakket væk, møblerne er tilbage på deres vante plads, opvasken er taget og katten ligger ved mine fødder på sit tæppe og snorker.
Ja han snorker! Hvis I troede at katte var lydløse, så må I tro om igen; Mine kattedyr både snorker og tramper – men det er også efterhånden et par ældre herre.
Nå det var jo ikke kattedyrene jeg skulle skrive om men damekaffen.
Altså; mit hjem ser nu igen ud som det plejer og dog.
For det første så ligger der en lille bunke med glemte ting og for det andet; er det som om, her er meget mere plads.
Der føles højere til loftet og længere mellem væggene.
Og det er i grunden mærkeligt for i formiddag, inden jeg flyttede alle møbler rundt, tænkte jeg på, hvordan vi dog skulle kunne være her.
Jeg vidste jo godt, at vi kunne – vi har været mange flere
Men alligevel var jeg lidt betænkelig.
Og så kom der syv fantastiske kvinder (og et enkelt fantastisk barn).
De satte sig og fyldte min stue op med snak.
De var glade, de var alvorlige, de sympatiserede, de forstod, de lyttede, de grinede, de delte, de drak masser af kaffe og spiste æblekage.
Og pludselig var der god plads i min lille stue.
Jeg lige frem kunne mærke glæden og hyggen trænge ind i alle kroge og sprækker, fylde mine tanker med luft og udvide min verden.
Da de sidste var gået hjem, kunne jeg ikke lade være med at tænke på at det egentlig var fantastisk, at jeg fyldte mit hjem op med mennesker og så fik jeg bedre plads.
Nu håber jeg bare at ”damerne” har hygget sig lige så meget som jeg har, og at jeg måske kan være lidt hurtigere på aftrækkeren, så der ikke behøver gå et helt år før den næste damekaffe.

(ps. Billedet har jeg "lånt" af Pia)

Tale er sølv, hoste er pisse irriterende.

Min hoste lyder som et mislykket genetisk forsøg på at krydse en frø og en sæl – og nu ligger eksperimentet og er døende.
Min stemme er lidt bedre; den lyder bare som en frø.
For jeg hoste nemlig. Hoster så min stemme slides væk.
De af jer, som har spillet teater med mig nogle år, husker måske det år vi spillede Don Ranudo, hvor jeg til forestillingen onsdag (tror jeg det var) dukkede op uden stemme??
Det er der vi er igen sådan ca.
Det var ikke sådan i går.
I går hostede jeg og var en anelse hæs men ikke noget slemt.
Det var heller ikke sådan i morges.
I morges hostede jeg godt nok, men kunne da både synge med på sangene i radioen og skælde ud på radioavisen.
For det gør jeg nemlig om morgenen, så ved I det.
Det var først på vej i bilen det begyndte at gå lidt galt.
”Meeen” tænkte jeg ”det går såmænd nok” – jeg tænker nemlig ligesom man taler i gamle danske film når jeg fører mit automobil.
Nåh men efter megen hosten og det at skulle tale alle 26 elever i 1.b op så var jeg ved at miste modet og ikke mindst stemmen.
Ikke så meget over ungerne, men mere over hvor ondt det efterhånden gjorde at hoste og at jeg slet ikke kunne lade være.
På vej ned til Linden (SFO’en) tænkte jeg på hvordan jeg skulle klare resten af dagen.
Jeg kunne begynde at hoste i morsekode, men jeg er så råddent dårlig til morsealfabetet.
Så overvejede jeg noget med en staveplade eller en lille blok så kunne jeg skrive i stedet for at tale, men ungerne i 0. og en del af dem i 1. kan ikke læse og da slet ikke min håndskrift.
Da jeg ankom, havde jeg formuleret følgende plan: hvis det kunne lade sig gi’ sig ville jeg tage hjem og pleje mine stakkels torturerede stemmebånd.
Og hvis det ikke kunne lade sig gøre, ville jeg blive så længe jeg havde stemme til.
Men jeg har verdens bedste kollegaer, som lod mig tage hjem – Kys til dem alle :-)... Undtagen Thomas, som var ved at knække sammen af grin, da jeg sagde noget.
Nu er stemmen så småt på vej tilbage, godt hjulpet af hostestillende medicin og en eftermiddag alene hjemme i tavshed og for en så kommunikativ, som mig er det lidt af en præstation.
Halleluja for internettet.
Jeg er nu nået til ”bluesstemme-stadiet” – men jeg kan stadig ikke synge med på sangene i radioen (de spiller ikke meget gammeldags Mississippi-blues for tiden).