”Er du ked af dine smilerynker?” er overskriften på en af reklamerne på facebook.
Nu er der mange ting jeg kunne (altså: kunne, ikke noget jeg er) være ked af ved mig selv f.eks. min dobbelthage, mit ar på overlæben fra mit fald i september, mine ”mormor-arme”, mine grimme knæ, min rygdelle, min overvægt og de tusinde andre ting, jeg i sorte øjeblikke kan finde af fejl.
Der er også en masse ting jeg kunne være ked af sådan helt generelt f.eks. at jeg ikke vandt 10 millioner i lotte, at jeg er dårlig til sport, at jeg ikke har en have, at jeg ikke har børn, mine lån, at farmor er død, at jeg snart fylder 37, at vejret ikke er varmere, finanskrisen, at jeg ikke underviser, at bønderne i nabolaget kører gylle ud, global opvarmning osv. (find selv på flere).
Der er tusinde ting, jeg hver eneste dag kunne være ked af .
Men mine smilerynker er ikke en af dem.
Jeg kan godt lide mine smilerynker.
Jeg har arbejdet hårdt på dem og har gjort mig fortjent til hver eneste.
Det har krævet megen latter, sjov, spas, pjat og mange timer i venner og families morsomme lag.
De har kostet mig latterkramper, sved og tåre, har de! Og jeg kan li’ dem!
Så svaret er. ”Nej!! Jeg er ikke ked af mine smilerynker”
Mine smilerynker beviser, at jeg lever et lattermildt liv.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar