hvorfor jeg ikke er et godt menneske

Når nu man bruger det meste af en nat på at tale i den store hvide porcelæns telefon. Så kommer man uværgeligt til at tænke over sit liv – mest fordi man ikke er sikker på at om man skal dø (jep jeg har været mande-syg)
Så der var jeg så, i gang med at tale i den store hvide porcelæns telefon. Og så kom jeg frem til at jeg ikke er et særlig godt menneske. Jeg er heller ikke et specielt dårligt menneske. Jeg er bare et lidt fensen et af slagsen.
Jeg er ikke specielt ekstraordinær på nogen måde – der er ting jeg er god til, men ikke overdrevet fantastisk til noget.
Jeg er egoistisk, utålmodig, misundelig, selvoptaget, selvhøjtidelig, usportig, lyststyret, stædig, overvægtig, ucharmerende, kedelig, nærtagende, bedrevidende, belærende og nedladende. Og så er man ikke et godt menneske.
Heldigvis er jeg også; kreativ, loyal, tålmodig, interesseret, tosset (på den fede måde), vidende, sød, venlig, omsorgsfuld, sjov, opmuntrende, med-undelig, kærlig, anerkendende og hyggelig.
Og så er man ikke et dårligt menneske.
Jeg ved egentlig ikke, om jeg har ambitioner om at være et godt menneske?
Det der med selvopofrende godhed er lidt for fundamentalistisk til mig. Helgener og martyrer siger mig ikke rigtig noget; Så du er villig til at dø for din ideologi? Hvad med at være villig til at leve for din ideologi?
Undskyld det var et lille sidespring, men dog et sidespring.
Men altså jeg har ikke nogen ambitioner om at være et godt menneske – Måske bare et lidt bedre menneske.
Måske jeg kunne prøve at være lidt gladere?
Måske jeg skulle synge mere, grine mere og hygge mere?
Måske skulle jeg invitere mere. Det er faktisk også længe siden (nu kan det jo hænde at jeg får mere plads at invitere på – man har lov at håbe)
Måske kunne jeg starte i det små. En damekaffe går man aldrig galt med.
Jeg burde nok sy mig en ja-hat og gå med den (jeg ser godt ud med hat)