Det er nu ca. fire uger siden, jeg kom hjem fra en ualmindelig god ferie i det norske og jeg burde for længst have skrevet om den.
Det var min intention at skrive om den.
Jeg ville skrive om, hvor mærkeligt det var at stå en silende regnvejrsdag i Oslo lige der hvor Breiviks bombe sprang.
Men mit hoved er fuld af tal og beregninger.
Jeg ville så gerne komme med malende beskrivelser af den smukke, smukke togtur fra Oslo til Bergen (en tur alle burde tage mindst en gang i sit liv). Om det vilde landskab man fik at se og om hvordan man næsten begynder, at tro på trolde fordi der er klipper og fjeld, som ser ud som om de kunne finde på at rejse sig og gå deres vej.
Men jeg er bekymret for, at jeg måske har gjort noget helt forkert og nu ikke kan få råd til at købe hus.
Jeg ville skrive om min glæde ved at ”møde” Nikolai Astrup. Om hvor dejlige, spændende og livsbekræftende hans malerier er og hvor mørke, uhyggelige og spændende hans tryk er.
Men jeg håber og beder til, at intet jeg hidtil har gjort mht. huskøbet ikke kan gøres om.
Jeg kunne tænke mig, at beskrive Bergen i bevingede vendinger. Fortælle om det hyggelige og smukke, det turistede og moderne.
Jeg burde fortælle om den dag vi var med fløjbanen oppe på fjeldet og skyerne lå så lavt at man ikke kunne se udsigten.
Men jeg har fundet et hus, jeg sådan ville ønske, at jeg kunne bo i og jeg svinger mellem glæde over at der er lys forude og angsten for, at fucke det hele op før det er begyndt.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar