Tale er sølv, hoste er pisse irriterende.

Min hoste lyder som et mislykket genetisk forsøg på at krydse en frø og en sæl – og nu ligger eksperimentet og er døende.
Min stemme er lidt bedre; den lyder bare som en frø.
For jeg hoste nemlig. Hoster så min stemme slides væk.
De af jer, som har spillet teater med mig nogle år, husker måske det år vi spillede Don Ranudo, hvor jeg til forestillingen onsdag (tror jeg det var) dukkede op uden stemme??
Det er der vi er igen sådan ca.
Det var ikke sådan i går.
I går hostede jeg og var en anelse hæs men ikke noget slemt.
Det var heller ikke sådan i morges.
I morges hostede jeg godt nok, men kunne da både synge med på sangene i radioen og skælde ud på radioavisen.
For det gør jeg nemlig om morgenen, så ved I det.
Det var først på vej i bilen det begyndte at gå lidt galt.
”Meeen” tænkte jeg ”det går såmænd nok” – jeg tænker nemlig ligesom man taler i gamle danske film når jeg fører mit automobil.
Nåh men efter megen hosten og det at skulle tale alle 26 elever i 1.b op så var jeg ved at miste modet og ikke mindst stemmen.
Ikke så meget over ungerne, men mere over hvor ondt det efterhånden gjorde at hoste og at jeg slet ikke kunne lade være.
På vej ned til Linden (SFO’en) tænkte jeg på hvordan jeg skulle klare resten af dagen.
Jeg kunne begynde at hoste i morsekode, men jeg er så råddent dårlig til morsealfabetet.
Så overvejede jeg noget med en staveplade eller en lille blok så kunne jeg skrive i stedet for at tale, men ungerne i 0. og en del af dem i 1. kan ikke læse og da slet ikke min håndskrift.
Da jeg ankom, havde jeg formuleret følgende plan: hvis det kunne lade sig gi’ sig ville jeg tage hjem og pleje mine stakkels torturerede stemmebånd.
Og hvis det ikke kunne lade sig gøre, ville jeg blive så længe jeg havde stemme til.
Men jeg har verdens bedste kollegaer, som lod mig tage hjem – Kys til dem alle :-)... Undtagen Thomas, som var ved at knække sammen af grin, da jeg sagde noget.
Nu er stemmen så småt på vej tilbage, godt hjulpet af hostestillende medicin og en eftermiddag alene hjemme i tavshed og for en så kommunikativ, som mig er det lidt af en præstation.
Halleluja for internettet.
Jeg er nu nået til ”bluesstemme-stadiet” – men jeg kan stadig ikke synge med på sangene i radioen (de spiller ikke meget gammeldags Mississippi-blues for tiden).