På lånt tid

Jeg kom forleden til at tænke på; at det meste af mit liv (og hele mit voksenliv) har det jeg har lavet været tidsbegrænset. Siden jeg var 15 år, har alt hvad jeg har lavet faktisk skulle afsluttes inden for en overskuelig fremtid:
Efterskole - Et godt år, men dog kun et år.
Gymnasiet - tre år.
Højskole - Det bedste år hidtil. En oplevelse, som nok ikke bliver toppet før jeg får børn. Men stadig kun et år (8 måneder)
Sabbatår - Arbejde i en børnehave et års tid.
Lærerseminariet - fire gode år.
Efter jeg blev uddannet har jeg kun besiddet vikariater. Det ene efter det andet.

Lige indtil nu!

Nu er jeg på en arbejdsplads, hvor jeg er rigtig glad for at være og hvor jeg (øjensynligt) kan blive så længe jeg lyster.... Jeg har ro til at finde mig selv. Og det er faktisk skræmmende!
Det er jo gået op for mig, at jeg ikke er helt sikker på hvem jeg er!?!
Jeg er ikke helt sikker på hvad jeg kan.
Nej det er faktisk ikke helt rigtigt. Jeg tror snarere, at jeg har glemt ,hvor meget jeg kan. Og det er overraskende noget mere end jeg troede.

Ja ja jeg kan også godt høre janteloven skrige i baggrunden, men jeg har valgt at overhøre den. Og hvis jeg kan så kan du også.
Jeg vil have lov at sige det: Der er ting jeg er hammer god til.
Der er også ting jeg er vildt dårlig til og ting jeg slet ikke kan, men det er lige meget for jeg har (gen-)opdaget at der findes ting jeg er sindssygt god til.
At der er ting jeg bliver glad ved at lave.
Jeg vil faktisk vove den opstand, at jeg bliver tæt på lykkelig, når jeg står midt i processen.

Men det jeg kom fra var at jeg ikke var helt sikker på hvem jeg var.
Sidst jeg var 100% sikker på hvem jeg var, da var jeg 15 år gammel. Måske var jeg også nogenlunde sikker da jeg var 18 - 20 år, men derefter er det gået stærkt ned af bakke med det.
Jeg troede, at jeg vidste det, men det viser sig nu at det var et underligt stresset "arbejds-mig", som ikke rigtigt havde noget med "mig-mig" at gøre.

I vores samfund er en kæmpe del af vores identitet forbudet med vores arbejde.
Hvis nogen spørger os "hvem er du?" eller "hvad laver du?" vil vi strags nævne vores arbejde.
Og da jeg gik ned med stress forsvandt hele den kæmpe del af mig... Eller det jeg troede var mig.
Nu arbejder jeg som pædagog, men jeg er ikke pædagog, for jeg er uddannet lærer. Og jeg er ikke lærer, for jeg arbejder ikke som lærer (og kommer måske aldrig til det igen).
Så nu står jeg lidt i et vakuum, for jeg kan ikke rigtigt hænge min identitet op på mit arbejde.

Jeg tror jeg vil begynde at misforstå spørgsmålene "Hvem er du?" og Hvad laver du?" med vilje....Og svar med "jeg er en kreativ glad venlig, social og omsorgsfuld kvinde" og "Åh... jeg laver nu så meget forskelligt: tegner, maler, filter, spiller lidt amatør teater, skriver lidt og meget andet"
Det giver jo en helt anden identitet.
En jeg faktisk meget bedre kan lide.