Den grå

I mit indre bor en lille grå
Med en stemme, som hvisker
Fortæller mig
at jeg er uværdig
ikke god nok
dum og ubrugelig
En skuffelse

For det meste kan jeg få den til
at holde kæft
Men den er der altid;
jeg mærker altid den lille grå
trøstesløs og farveløs
i mit indre.
Af og til bliver den stærk
Af og til tager den over
Så forgifter den mine tanker
Så siger den ord ud af min mund
Så salter den mine tåre.

Og den lille grå råber
”hvad græder du for?”
”hvor vover du at græde?
Du som har så meget”
Den strækker min samvittighed
til den bliver dårlig
og tårerne triller af smerte.
Sådan er den lille grå

Jeg ville ønske der fandtes
et pulver mod den lille grå
En dråbe i nakken
som hos katte mod lopper
Men jeg skal selv fange den lille grå
tæske den til underkastelse
og derpå male den i tusinde farver
til den ikke længere har så meget
som en flig grå tilbage

Det er ikke så nemt som det lyder
Den lille grå nok lille
men stæk og sejlivet
og den gemmer sig.
Den dukker altid op et nyt sted
sætter sine små ækle tænder i
og laver nye ømme punkter.

…Det er det aller farligste sted

Jeg har ondt i røven!
Nu kan du jo så undre dig over, hvad jeg har at have ondt i røven over.
Men der har du helt misforstået, jeg har ikke ondt i røven over noget som helst – jeg har bare ondt.
Det startede i går morges - det er faktisk løgn, det startede i går nat.
Men i går morges gik det på den mest smertefulde måde op for mig hvor slemt det stod til.
Jeg må med skam indrømme, at jeg tudede, mens jeg ”krablede” ud af sengen. Det tog sin tid, men det lykkedes at få fødderne ned på gulvet og resten af kroppen op nogenlunde vertikalt.
I det øjeblik var jeg glad for, at jeg ikke længere sover på en futon på 2½ eurpalle, for så var jeg aldrig nogen sinde kommet op på mine fødder.
Så kom jeg til det der ”at gå”. Og det troede jeg sådan set jeg havde fuldstændigt styr på så det skulle jo være nemt nok – men nej nej; for hvert skridt jeg tog, krampede min sædemuskler.
Her indskyder vi lige lidt videnskab: Sædemusklen (gluteus maximus) er kroppens største muskel.
Og det er ret meget muskel at have krampe i, skal jeg hilse og sige.
Efter at haveeksperimenteret, gik op for mig: jeg have ondt når jeg gik, når jeg stod, når jeg satte mig, når jeg sad, når jeg rejste mig osv.
Det eneste tidspunkt jeg ikke havde ondt var når jeg lå på ryggen og aller helst på en varmepude (sådan er det faktisk også i dag, men i det mindste kramper jeg ikke mere).
Så det gjorde jeg, altså lå fladt på ryggen på en varmepude. Og når jeg ikke kunne holde det ud mere, prøvede jeg at sidde med en varmepude i ryggen.
Sikke en afvekslende dag, ligge eller sidde. Er du klar over hvor kedeligt det er ???

I dag har jeg så været hos kiropraktoren. Han foldede mig samme, trykkede, vred, knækkede, kiggede og til sidst fik jeg nogen øvelser så jeg kan få strukket musklerne ud.
I den forbindelse: Skal jeg være bekymret når kiropraktoren, mens han står og kigger på min ryg får en lidt bekymret tone i stemmen og en tilsvarende rynke mellem øjenbrynene?
Nå, men jeg fik ordre til at slappe af, gå en tur, lave øvelser og så komme igen på fredag.
Håber det hjælper og lidt hurtigt tak!!
Jeg er ikke god til smerte; jeg bliver kortluntet, tudevorne og stakkels når jeg har ondt (se bare denne blog)
Hvis det ikke var fordi det gjorde så ondt, ville det være ret morsomt, at jeg har ondt i røven.
Men hvad der gør mere ondt end min ryg og bagdel, er det hekseskud mit ego har fået.
Det passer ikke ind i mit selvimage at ligge underdrejet pga. hold i ryggen (lad os bare holde os ”til hold i ryggen” for ”hold i bagdelen” lyder bare for fjollet) og slet ikke op til jul.
Jeg har ting at gøre, mennesker at være sammen med, Luciaoptog at se, børn at hygge med og ting at gøre (ja jeg ved jeg skrev det to gange, men jeg har meget at lave).
Og så er jeg bundet til en varmepude øv!!

Drømmevæsner

Jeg så alle disse små væsner i drømme.
De var ikke farlige, lidt ligesom myg eller fluer - meget tæt på.
Nu når jeg ikke har dem i ansigtet, synes jeg, de er meget søde :-)

Jeg har et forslag – det handler om politik.

Jeg har et forslag.
Det bliver sikkert aldrig hørt.
Og bliver det hørt, bliver det nok ikke til noget, men det er jo også kun et forslag, og nu ”siger” jeg det højt.

Forslaget handler om vores folketings og regeringspolitikere, dem som skal regerer til landes og befolkningens bedste.
Jeg har længe synes, at de er fuldstændigt ude af trit med virkeligheden, mange af dem har aldrig prøvet at være ude på arbejdsmarkedet.
Mange ved ikke hvordan det er at være ”lønslave”.
Jeg bliver forargede når de ikke lytter til eksperter, når de snakker om nedgang i løn, men ikke selv går forrest og når de siger at lærerne kun er lærere for at få de lange ferier og så selv holder sommerferie i tre (tæl dem 1 – 2 – 3 juni, juli og august) måneder.
Jeg synes det er på tide at vi får normaliseret arbejdet i folketinget…. Men det var slet ikke det der var forslaget.

Mit forslag går på at få noget erhvervserfaring ind i folketinget igen, fjerne lidt af mudderet og få moderniseret skidtet en anelse.
Det kan ikke nytte noget, at man lægger ud med at ville være politiker, en hvilken som helst slags, når bare man kan få lov at bestemme noget, og derfor tager, den ellers fuldstændig ubrugelige uddannelse: can. Polit.
Nej!!

Mit forslag går ud på, at man skal have mindst et år på arbejdsmarkedet (eller på dagpenge/kontanthjælp) før man kan komme i folketinget.
Det kan godt været det skal være 2, 5 eller 7½ år, men i første omgang siger vi mindst et.
Som alle andre skal man vælge sin karriere med omhu, for du kan kun komme til at være ordfører eller minister for et område, som du har erhvervserfaring inden for.
Dvs. at hvis du vil være sundhedsminister, skal du have arbejdet inden for sundhedssektoren – i et af de erhverv, som du kommer til at være minister for, når du bliver minister.
Og nej du kan ikke have haft en direktørstilling, du skal have haft” fingrene i skidtet” så at sige.
Når så man har siddet i folketinget i, lad os sige, tre perioder (der er 12 år for dem som ikke er så hurtige til tabellerne) så skal man ud i virkeligheden i mindst et år igen.
Når man sidder i folketinget, så er dét dit arbejde, så har du ikke et deltidsjob ved siden af – ikke engang proforma.
Man får næsten 50.000 kr. om måneden for at sidde i folketinget ( det er mere end dobbelt så meget som jeg får), så det er det man gør punktum færdig!

Så var der det med mudderet.
Det er fuldstændigt umuligt at forstå, hvad en politiker siger eller hvad de mener.
Det er spind på spind.
Det nytter jo ikke noget, når man spørger en politiker om, hvad hans/hendes yndlingsfarve er, så svare de ”polkaprikket”.
Ud med spinddoktorerne!
De er til mere skade end gavn.
Politikere bliver nødt til at sige, hvad de mener, og så må de sgu’ dumme sig i ny og næ (så kan vi også få sorteret de værste idioter fra).
Der er noget så uendeligt forfriskende ved en politiker, der stiller sig op og siger lige det han/hun mener uden filter – så ved man, hvad man har at forholde sig til.
Og hvis en politiker skal deltage i politiske debatter på tv, bør han ikke kunne stille krav om at få spørgsmålene på forhånd eller på forhånd sige, hvilke spørgsmål han ikke vil svare på.
Han kan få en ramme inden for hvilken han skal debattere (og så skal journalisterne holde sig inden for rammen, man kan ikke i en debat om sundhed pludselig stille spørgsmål om rod i personlige bilag – den holder ikke)
Og så må politikeren læse op på emnet inden debatten og ærligt sige hvis der er noget han enten ikke kan eller vil svare på undervejs.
Men ud med mudderet og frem med meningerne.

Det sidste med moderniseringen er egentlig bare, at omgangstonen er så frygtelig gammeldags: ”fru Ursula Gitte Hansen fra bla bla siger at bla bla bla, det er vi uenige i. Vi er enige med hr. Børge Kjeldsen fra blabla”
Det må være nok med Ursula Hansen og Børge Kjeldsen.
Egentlig må man godt tage et lille hint fra det engelske parlament – ikke at man skal råbe af hinanden (selvom jeg synes, det ville hæve underholdningsværdien af de tv-transmitterede folketingsdebatter).
Men jeg synes det skulle være tilladt, at applauderer når man synes nogen sagde noget klogt.
Vi skriver 2013 kom nu ind i det 21. århundrede.
Det er bare et forslag :-)

Et par tegninger mere

Tanker

Min udgave af Halloween

Om at google sig selv

Ja jeg har googlet mig selv – og ja jeg er så selvoptaget, men det gør nu ikke noget godt for ens selvoptagethed, at google sig selv.
Faktisk synes jeg, at man burde gøre det oftere.
Når man googler sig selv, bliver man nemlig mindet om, hvor ualmindelig almindelig man er.
Og det gik op for mig, at jeg faktisk er på den forkerte kant af kedelig.
Den første post, som dukkede op var mit navn, adresse og telefonnummer på krak.
Så ved man at man er en stor og vigtig verdensperson (mærk sarkasmen).
I de næste poster står der:
At jeg har en facebook profil (surprise surprise).
En blog (det kommer jo ikke bag på dig du er her jo, og hvem har ikke mindst en blog nu om stunder?).
Og så er der en række billeder, hvoraf jeg er stoltest, af dem jeg har malet/tegnet og mindre stolt af fotografierne mig selv (sagde hunden).
Det eneste, som er en anelse interessant, er det læserbrev jeg i 1998 skrev ang. den dengang forestående folkeskolereform.
Det var et godt læserbrev og kunne sjovt nok have været brugt i debatten om den sidste folkeskolereform.
Og så fik jeg det i både Folkeskolen og Politikken 
Det var vist mine 3 minutters ”berømmelse” den gang i ’98 – Det var min (til dato) eneste ”storhed”.
Nu er jeg ikke særlig forfalden til storhedsvanvid. Jeg har jo altid ment at jeg var temmelig almindelig og uinteressant.
F.eks. er jeg jo ikke bange for at nogen gider tale om mig når jeg ikke er der – for spændene er jeg ikke.
Men det ret sjovt – nahh sjovt er vist ikke det rigtige ord…. Den er underfundigt, overraskende, tankevækkende – tankevækkende er det rigtigt ord.
Det er tankevækkende at se sådan sort på hvidt, hvor lille en indflydelse man har på verden.
Hvor lidt man i virkeligheden rykker.
Hvor meget plads man har til at gøre noget mere.

Et par af mine yndlings

Kvinde

Tankehuen

Geisia

Sklidpadde

Skov

Converse

Sommer

Kat

Hvis latter er den bedste medicin

Hvis latter er den bedste medicin, så er jeg rask.
Jeg trodsede feber, snot og plage, og tog to Panodil, og tog ind og så Simon Talbot "Talle alene i verden" og det var sjov.
Da jeg kom rundt om hjørnet ved Holbæk teater stod der bare horder af teenagere og 20-inger ude og røg.
Min første tanke var ”holddaop jeg kommer da vist til at trække gennemsnitsalderen gevaldigt op”
Men det viste sig bare; at statisk set, så er det det i Holbæk, de unge mellem 15 og 25 år, som er rygere. For da jeg kom ind på teateret var der flere af os, som trak gennemsnitalderen op.
Jeg kom til at sidde ved siden et par enormt tøsede tøser af den der type som har langt, lyst og løst hår (jeg havde også langt løst hår – og slog deres ”amatør hår” med ca. 40 cm), som lige skal poste et billede ”sidder i Holbæk teater til Simon Talbot – han er cute” i sidste øjeblik inden det imaginære tæppe går op.
Showet var godt – Kan rigtig godt lide hans stil, hvor han ”spiller” meget på publikum. Og griber hver lille ting som sker.
Fx havde hr. Talbot en historie om, hvordan han havde optrådt for en flok unge, som i stedet for at være til stede sad og filmede showet på mobiler.
Under det her siger han at han er ligeglad om folk tager billeder under showet, hvorpå en mobil biltzer.
Meget latter – og hr. Talbot griber den og siger (noget i retning af) ”skal vi så ikke lige tage et ordentligt billede? Er du klar?”
Så ryger der bare telefoner op - jeg sidder på 4 række i Holbæk Teater, det er ikke et kæmpe teater og der er ikke fyldt (for det er nederen, at sidde for langt ude i siderne på de første rækker, ved jeg af erfaring) og samtlige personer under 30 år flår bare mobilen frem.
Og jeg er færdig af grin!!!
Heldigvis sidder der foran mig et par voksne mennesker, som også kan se det sjove. Tøserne ved siden af mig, sidder klar med hver sin mobil, kigger mærkeligt på mig og fatter hat og briller (helt blanke)
Hvorfor er det at ting ikke er virkelige før de er lagt op på FB??
Men som sagt et rigtig godt show – gå ind og se det hvis i får mulighed for det.

Når inspirationen kommer

Så sad jeg der og lavede malerier med ungerne.
En pige fra en af 3. klasserne malede et lærred halvt sølv og halvt sort - og pludselig blev jeg bare så inspireret.
Som en sidebemærkning: kom hun i går og kiggede på mit maleri og sagde til en veninde(ikke uden stolthed i stemmen) "Se Louise har abet efter mig"

Lidt om dyr, om at bo på landet og om at være på rette sted

Da jeg i går, efter mine gæster var taget hjem og tusmørket sænkede sig, stod og vandede mine pynte-potter ved min hoveddør, hørte jeg en underlig lyd i kornet.
Jeg så efter lyden og gennem kornmarken kom en prægtig buk (som i han-hjort) springende (ja jeg skrev prægtig, for det var det han var; smuk, "kongelig" og vild - prægtig er det ord, som beskriver ham bedst).
Jeg stod betaget et stykke tid og vidste at, jeg var det rigtigt sted og på den rigtige tid i mit liv.
Samme følelse har jeg haft mange gange, efter jeg stiftede bekendtskab med ”Det sidste hyggelige hus” – den var der da jeg flyttede ind.
Da sneen stod ned og frosten bed og jeg sad varmt og godt ved min brændeovn.
Da foråret begyndte at dukke frem og min have pludselig var fuld af erantis, vintergæk og siden anemoner (ja anemoner)
Da jeg begyndte at grave og så urtehave og køkkenhave.
Da ”drengene” kunne begynde at bruge hele haven.
Da det jeg havde sået begyndte at spire.
Da Rosa kom til (arvede min bror og svigerindes kat)
Da der blev fældet træer i haven
Da jeg kunne samle og tilberede mit første (lille lette) måltid fra haven.
Den weekend mor, far og jeg ryddede op og ordnede haven.
Da mor og Line kom og afprøvede den nyligt opryddede terrasse med gril og hygge.
Da Eva og Thomas kom og fastslog at terrassen er perfekt til hygge og grill
Og altså igen da jeg stod der og så udover det gyldne korn-hav og så hjorten springe let og elegant (og egentlig ret larmende, modent korn larmer nemlig meget mere end man skulle tro) over marken.

I morges var jeg lidt mere i tvivl. For anden morgen i træk lå der nemlig en katte-gave til mig.
Nej ikke en lort, ikke en gang bræk men et dødt dyr.
I går var det en (faktisk ikke så lille) spidsmus, som var næsten delt på midten og blod på mit nyrengjorte gulv (mor var ikke helt tilfreds)
I mit lange liv med katte (har haft kat siden jeg var 5) har jeg aldrig set en kat spise en spidsmus. Gad vide om de smager skidt? Og før du foreslår det så; nej jeg har ikke tænkt mig at finde ud af det.
I dag var ”gaven” en død musvit, uden huller og blod.
Jeg formoder det er Rosa, der kommer med dem, af den ene grund, at hun er den eneste af de tre kattedyr, jeg har set komme med bytte.
Hendes første drab var en svaleunge.
Hun slår dem ihjel med det samme, der er ikke så meget pjat der, men jeg synes godt hun kunne lade nytte-dyrene være og gå over til mus og rotter.

Intelligent liv

Der er nogen dage, hvor man må undre sig over, hvorfor vi er så forhippet på, at finde intelligent liv ude i universet.
Teknisk set burde vores eftersøgning nok også begynde her på vores lille plet i universet (fej for egen dør og alt det der)
Og der er virkelig dage, hvor man må ud og lede, for at finde tegn på intelligent liv her på jorden. Dage hvor verden bare er så dum at det næsten ikke er til at holde ud.
Dage hvor man begynder at tvivle på, om intelligent liv i det hele taget eksisterer (og her mener jeg ikke ud over en selv).
Så er der dage hvor det finde dig.
Det dumper lige ned i skødet på dig og det eneste du kan gøre er, at side helt stille med åben mund og bare beundre det.
Se det er gode dage.

Når smålighed er ok nr. 1

Sommeren er (næsten) over os. Og sommer betyder vejarbejde; i sær her i området, hvor de er begyndt på anden etape af ”udbyg-Skovvejen-til motorvej-projektet”
Vejarbejde betyder at man af og til må holde i kø i kortere eller længere tid – og nu nærmer vi os så småt pointen.
Når man holder lige så pænt i en bilkø og venter på at komme forbi vejarbejdet, er der altid et eller andet fjols som kører uden om køen.
Hvad i himmelens navn får dem til at tænke ”der er en bilkø, og sjovt nok holder der ingen biler i den ene bane – den snupper jeg og så kører jeg uden om alle de andre” ?
Når de så opdager at der var en grund til at vi kun holdt i den ene bane (fordi den anden var spærret længere fremme). Og nej de kunne ikke komme uden om køen, så prøver de at komme ind i køen der hvor de nu er nået til.
Hvorfor kan folk ikke finde ud af at overholde en bilkø?
Hvorfor tror de at de er vigtigere end alle os andre og skal have lov til at springe over?
Det er jo aldrig en hjertekirurg, som skal redde et liv, det er altid et eller andet ungt skvadderhoved i en gammel opel-bæ eller sin mors stationcar.
De ville aldrig springe over i køen i Netto eller til toilettet til en Rasmus Seebach koncert.
Men i bil….
Det er her smålighed ikke bare er ok, det er faktisk helt på sin plads!!
De skal kraftsparkemig ikke have lov at komme ind i køen – de kan vente (kan de) til køen er væk.
Sådan nogen uforskammede bæster.
Hermed opfordre jeg alle til at lade småligheden råde i bilkøer og ikke ”lukke” folk ind.