Om at google sig selv

Ja jeg har googlet mig selv – og ja jeg er så selvoptaget, men det gør nu ikke noget godt for ens selvoptagethed, at google sig selv.
Faktisk synes jeg, at man burde gøre det oftere.
Når man googler sig selv, bliver man nemlig mindet om, hvor ualmindelig almindelig man er.
Og det gik op for mig, at jeg faktisk er på den forkerte kant af kedelig.
Den første post, som dukkede op var mit navn, adresse og telefonnummer på krak.
Så ved man at man er en stor og vigtig verdensperson (mærk sarkasmen).
I de næste poster står der:
At jeg har en facebook profil (surprise surprise).
En blog (det kommer jo ikke bag på dig du er her jo, og hvem har ikke mindst en blog nu om stunder?).
Og så er der en række billeder, hvoraf jeg er stoltest, af dem jeg har malet/tegnet og mindre stolt af fotografierne mig selv (sagde hunden).
Det eneste, som er en anelse interessant, er det læserbrev jeg i 1998 skrev ang. den dengang forestående folkeskolereform.
Det var et godt læserbrev og kunne sjovt nok have været brugt i debatten om den sidste folkeskolereform.
Og så fik jeg det i både Folkeskolen og Politikken 
Det var vist mine 3 minutters ”berømmelse” den gang i ’98 – Det var min (til dato) eneste ”storhed”.
Nu er jeg ikke særlig forfalden til storhedsvanvid. Jeg har jo altid ment at jeg var temmelig almindelig og uinteressant.
F.eks. er jeg jo ikke bange for at nogen gider tale om mig når jeg ikke er der – for spændene er jeg ikke.
Men det ret sjovt – nahh sjovt er vist ikke det rigtige ord…. Den er underfundigt, overraskende, tankevækkende – tankevækkende er det rigtigt ord.
Det er tankevækkende at se sådan sort på hvidt, hvor lille en indflydelse man har på verden.
Hvor lidt man i virkeligheden rykker.
Hvor meget plads man har til at gøre noget mere.