Wroom wroom

Der er i øjeblikket en kampagne på gang, som skal få os med automobil, til at sætte farten ned.
I den forbindelse har man opstillet røde silhuetter af småpiger på strategiske steder.
Jeg er ked af at sige det; men de virker ikke.
Jeg tror, jeg kørte forbi dem de første fire gange(og der opstillet mindst fire stk. på vejen til mit arbejde), før jeg opdagede, at de skulle forestille børn.
Min hjerne fatter ikke pointen og kobler ikke umiddelbart underligt formede røde plamager sammen med ”konceptet” børn (for nu er børn meget sjældent advarsels-røde).
Og fra hvad jeg kan se er jeg ikke den eneste med svært ved det.
For mig ville det virke bedre med et foto i fuld størrelse – de havde ikke en gang behøvet at være i farver.
Som det er nu bliver jeg bare lidt irriteret over ”de røde piger”. Mest fordi der er brugt så mange penge på noget, som tydeligvis ikke var helt gennemtænkt.
Til gengæld virker skiltene med teksten ”Mit hjem, din fart?”, fordi de ligner de der automatiske fartmålere (dem som fortæller hvor hurtigt du kører).
De skilte fattede jeg lige med det samme - og de får mig til at tjekke min fart hver gang.

Aprospos det der med at sænke farten, så blev jeg overhalet af en motorcyklist.
Jeg kørte 80 km/t, som jeg måtte, og han drønede forbi mig og forsvandt i horisonten inden jeg kunne nå at sige ”motorbølle”.
I virkeligheden var det ikke relevant i det hele taget, men jeg havde behov for at fortælle det.

Bum bum bumbum (skal nynnes)

Klokken er 10 og der er en time til jeg skal ud af døren.
En time jeg kunne bruge til noget konstruktivt.
På en time kunne jeg helt sikket nå at støvsuge hytten, og hvis jeg akslede mine skind, kunne jeg sikkert også nå at tørre støv af.
På en time kunne jeg snildt nå at tage opvasken og vaske badeværelset.
Jeg kunne sætte mig og læse en time.
Den kunne også bruges med blyant eller tus i hånd og så kunne jeg sikkert gøre alvor af nogen af de ideer jeg har mit hoved.
Jeg kunne også dykke ind i ind i skabet og rydde op i den sæk som har ligget der siden jeg flyttede ind.
I stedet sidder jeg her.
Tusser lidt rundt og hygger.
Nusser kattedyr og sætter blikket på uendeligt mens jeg drømmer om alt og ingenting.
Har en fornemmelse af at det bliver en god dag i dag :-)

Hvad skal man kaste med??

Har gået og tænkt over begrebet ”Du skal ikke kaste med sten når du selv bor i et glashus” (eller ”hvis du residerer i et domicil af transparent og skørt materiale, bør du ikke benytte kasteskyts af geologisk oprindelse” Var det sådan den var Eva?)
Det er faktisk et lidt mærkeligt udtryk, for i virkeligheden er der ikke ret meget, det er en god idé, at kaste med når man bor i et glashus.
Det er i øvrigt også en rigtig dårlig vane at kaste med ting. Men i sær hvis man bor i noget så tåbeligt som et hus af glas. Man skal f.eks. ud over sten heller ikke kaste med, bøger (de store tunge af slagsen), service (kopper, tallerkener osv.), møbler, træsko, bowlingkugler og hoppebolde.
Det eneste jeg umiddelbart kan komme i tanke om, at det er en god idé at kaste med, hvis man bor i et glashus er: puder.
Men puder er ikke særligt gode at kaste med. Særligt ikke hvis det er meningen at det skal gøre ondt. Og det ligger ligesom implicit i begrebet, for det gør ret ondt, at blive ramt af en sten.
I virkeligheden handler det jo om moral og dobbeltmoral – og vi bruger det ofte (mig selv inklusiv).
Det handler om hvor nemt det er at rynke på næsen af andre.
Og det er virkelig nemt at se ned på det andre gør med ophøjet moral, at dømme og fordømme deres handlinger.
For det er jo sådan at når man kan pege fingre af andre, behøver man ikke se på sig selv.
Men det er jo det man bør gøre.
Før du begynder at få moralske opstød over hvad andre gør, bør du tage et langt og indgående kig på dig selv.
For det er jo sådan, at du kan pudse glorien nok så meget, men der er altid en eller anden, et eller andet sted, som kender til et eller andet lort du har lavet på et eller andet tidspunkt i dit liv.
Det andet du skal huske på, før du farer op med ”retfærdig” moralsk harme over noget du har hørt, er: at der er altid, (det er vigtigt så det gentager jeg lige)der er ALTID mindst to sider af en sag (og rygter har det med at vokse)
Spørgsmålet er jo: hvad ville du gøre, hvis du var i deres situation? Og har du måske gjort noget lige så (eller mere) moralsk anstødeligt?

Det morsomme er, at vi bliver stødt på de moralske manchetter når vi hører andre moralisere.
Gad vide om det er trippelmoral??

Jeg bærer med smil mine rynker

”Er du ked af dine smilerynker?” er overskriften på en af reklamerne på facebook.
Nu er der mange ting jeg kunne (altså: kunne, ikke noget jeg er) være ked af ved mig selv f.eks. min dobbelthage, mit ar på overlæben fra mit fald i september, mine ”mormor-arme”, mine grimme knæ, min rygdelle, min overvægt og de tusinde andre ting, jeg i sorte øjeblikke kan finde af fejl.
Der er også en masse ting jeg kunne være ked af sådan helt generelt f.eks. at jeg ikke vandt 10 millioner i lotte, at jeg er dårlig til sport, at jeg ikke har en have, at jeg ikke har børn, mine lån, at farmor er død, at jeg snart fylder 37, at vejret ikke er varmere, finanskrisen, at jeg ikke underviser, at bønderne i nabolaget kører gylle ud, global opvarmning osv. (find selv på flere).
Der er tusinde ting, jeg hver eneste dag kunne være ked af .
Men mine smilerynker er ikke en af dem.
Jeg kan godt lide mine smilerynker.
Jeg har arbejdet hårdt på dem og har gjort mig fortjent til hver eneste.
Det har krævet megen latter, sjov, spas, pjat og mange timer i venner og families morsomme lag.
De har kostet mig latterkramper, sved og tåre, har de! Og jeg kan li’ dem!
Så svaret er. ”Nej!! Jeg er ikke ked af mine smilerynker”
Mine smilerynker beviser, at jeg lever et lattermildt liv.

Står her med munden spidset – og venter :-)

Der bliver helt klart kysset alt for lidt på mig, i sær af lækre mænd.
Og jeg kysser helt klart alt for lidt på de samme lækre mænd – ”Med”, det hedder ”at kysse med”. Jeg kysser helt klart for lidt med lækre mænd på dette tidspunkt i mit liv.
Det er lidt hårdt når man trænger til at blive kysset på – kysset med – når man trænger til at blive kysset med (eller måske bare kysset).
(Det lyder bare sjovere at blive kysset på. Det ligger ligesom implicit, at det ikke nødvendigvis er på munden, man bliver kysset).
Men jeg trænger altså til at blive kysset, nusset og puslet lidt om.
Så hvor er han?
Ham der den eneste ene.
Ham der alle eventyr og romantiske film lover os er derude.
Hvornår kommer han væltende ind ad døren med et ”Tataaa!! Her er jeg”!! ?? (indsæt selv armbevægelserne på ”tata”)
Tja han findes ikke – ham den eneste ene.
Det er ikke helt rigtigt; han findes som ham før ”den eneste anden”, som er før ham ”den eneste tredje” osv.
Og så skal man sgu’ selv ud og finde ham!! Og det er jo det, jeg er så himmelråbende elendig til (se ”Hvorfor jeg er dummere end grus”)
Jeg har brug for en ” knight in shining armour”, ellers opdager jeg ham jo ikke.
Problemet er, at jeg ikke vil have en” knight in shining armour”, for folk i rustning spiller som regel live rollespil i Hareskoven et par weekender om måneden, og jeg ved ikke, om jeg kan magte nogen så nørdet ….. Det er fis.
Vi har alle en indre nørd. Rollespillere har den bare uden på inden i mellem.
Men det var jo slet ikke det det handlede om.
Det handlede om, at jeg bliver kysset alt for lidt af lækre mænd – mand.
En lækker mand, som man kan kysse ofte er godt nok.
Jeg er ikke grådig, jeg behøver ikke en helt bunke af lækre mænd at kysse (selvom det da ikke gjorde noget).
Ja en lækker mand, man kan kysse ofte, kunne jeg sagtens blive glad for. Men så skal han også være lækker både uden på og inde i hovedet.
Måske ”dejlig” er mere dækkende?? Ja – ja det tror jeg, det er.
Jeg tror bestemt, jeg kunne ”nøjes” med en dejlig mand, som jeg kunne kysse.

Hvorfor jeg er dummere end grus.

Jeg var i går til en påskefrokost, med megen hyggelig snak og latter, alt i alt en rigtig god måde at tilbringe en eftermiddag og aften i gode venners lag.
Men nu skal dette ikke handle om påskefrokoster eller påsketraditioner i det hele taget.
Det skal handle om mig, for så selvoptaget er jeg nemlig.
Det er nemlig sådan med mig, at jeg er god til mange ting – Det har ½ års terapi lært mig at jeg gerne må sige (og mene) så jeg gentager lige: ”Jeg er god til mange ting” (min terapeut ville være stolt).
Men der er også ting jeg ikke kan.
Nu sidder du sikkert og tænker ”hvad har det med påskefrokosten at gøre?”
Og svaret er at det som sådan ikke har noget som helst med påskefrokosten at gøre. Men bedst som jeg sad og tænkte på i går og den hyggelige påskefrokost, dukkede en helt anden tanke op.
Jeg ved ikke helt hvorfor.
Måske har nogen sagt noget?
Måske var det måden vi sad på?
Måske var det de mennesker som var med?
Jeg ved ikke hvor den kom fra, men jeg ved jeg har tænkt den før, den var bare på en måde klarere nu.
Men nu er jeg på vej ud af et sidespor. Jeg skyder skylden på alt det sukker, jeg indtog i går i form af sodavand.
Så tilbage på sporet: mig (se totalt selvoptaget) og en af de ting jeg er ekstrem dårlig til: nemlig at fange når nogen synes, jeg er mere end almindelig sød.
Og modsat: at give til udtryk for (fx via flirt) når jeg synes, et eller andet stykke mandfolk (fik jeg nævnt vi er gået i gang med Holberg?) er mere end almindelig sød.
Nu synes jeg, at jeg kan høre protesterne ”Det er jeg da også helt vildt dårlig til. Da jeg mødte min ex-kæreste….” Hov hov!! Der bliver jeg lige nødt til at stoppe dig!
Da du mødte din ex-kæreste??
Hvor mange kærester har du haft? Har du en kæreste nu?
Jeg er 36 og kan i løbet af mit liv, måske (det gentager jeg lige, for det er vigtigt) måske skrabe 1½ kæreste sammen, afhængigt af hvem du spørger.
Jeg er direkte ubegavet, dum som bølgepap, når det kommer til den del af voksenlivet.
Nu er det jo ikke sådan at jeg går rundt og ærgre mig helt vildt (det er løgn – jeg ærgre mig en lille smule) over det.
Og rent faktisk ved jeg jo ikke, om jeg i virkeligheden er så totalt usexet og møg kedelig, at de der 1½ kæreste (afhængigt af hvem du spørger) ligesom er det.
Men lad mig sige det sådan: Jeg har inden i mellem en udpræget fornemmelse af, at være gået glip af noget eller måske snarere nogen.
Det er bare sådan at jeg fanger det ikke, hvis nogen er interesserede. Det er sgu’ ikke fordi jeg ikke vil, jeg forstår det bare ikke (jeg sagde det jo ”dum som bølgepap”).
Det er som om hele verden spiller poker og jeg spiller fisk.
Medmindre du fortæller mig, hvad du vil eller for de mere handlingsorienterede: Snaver mig i gulvet (Ok man kan prøve med et almindeligt kys først) ( Og der skulle overhovedet ikke fnises der de damer – I synes bare vi var hurtigt ude af døren, fordi jeres hjerner var sløvede af alkohol), så fiser den ikke ind.
Jeg har selvfølgelig en teori om hvorfor det er sådan, men det er for så vidt ligegyldigt. Faktum er: at jeg fatter hat og briller på det punkt.

Og så er jeg ligesom tilbage ved starten, for jeg fatter ikke hvordan påskefrokosten, får mig til at tænke på det her!?!

”Fede-tøj”

Jeg var nede og ose i Holbæk i dag. Det er rigtig længe siden jeg bare har kunnet gå rundt og kigge vinduer og hygge med lidt let shopping. Jeg havde selvfølgelig et ærende; Jeg skulle købe gaver til et par kollegaer på vejene af gavekassen. Men jeg havde en god ide om, hvad jeg ville købe, så det var ikke det store problem. For et godt stykke tid siden fik jeg 500kr. i gave af min mor, til at bruge på tøj. Jeg har ikke rigtig haft tid til at gå på udkig, så i dag skulle det være. Nu er det jo sådan, at kvinder af min størrelse ikke kan gå ind i en, hvilken som helst butik og købe tøj. Og i mange år var det faktisk sådan at tøj over størrelse 46 havde en virkelig dårlig pasform (ord som ”telt” springer i hu) og var modsat moden når det kom til farver. Men så kom Zizzi – et tøjmærke til os store kvinder, som viste det frem, som så godt ud og skjulte det, der var mindre flatterende. Og farverne fulgte moden (dvs. at jeg var begejstret hvert andet år når farverne var klare) Den skarpe har bemærket, at jeg beskriver Zizzis fortræffeligheder i datid, for da jeg var der nede i dag var alt bare ”fede-tøj” – så noget tøj, som får dig til at se extra fed ud. Jeg har f.eks. ret pæne bryster så (hvis jeg selv skal sige det og det skal jeg, for andre tør ikke rigtig) og dem vil jeg gerne vise frem. Og jeg er ret smal lige under brysterne så jeg skal have tøj som er forholdsvist ”smalt” for oven, (så det fremhæver det jeg gerne vil vise.) og så er løst for neden (så det skjuler det jeg ikke vil vise frem). Men alt hvad jeg så på eller alt hvad jeg prøvede havde det her ”fedesnit”, som for mig til at ligne en kegle – og jeg mener ikke i overført betydning – Jeg kom til at se ud som om jeg vejer 500kg, eller jeg lignede en af de der mega fede kvinder man ser i fjernsynet fra amerikanske trailerparks. Nej det er faktisk ikke rigtig at alt hvad jeg prøvede havde ”fedesnit” – jeg fandt faktisk to pæne kjoler/bluser men de var ærmeløse. Hvem fanden er det geni, som synes det er en super ide med ærmeløs til overvægtige kvinder???!! For mormor-arme er jo så sexede …. Aaarrgggghhh!!! Jeg tror jeg var der i et kvarter (og jeg plejer nu nok at kunne bruge noget mere tid i Zizzi). Jeg var så frustreret, da jeg gik der fra.