Om nyt job og stejle læringskurver

Jeg har fået nyt arbejde.
Jeg startede 1. maj og jeg havde glædet mig til det og frygtet det.
Men før jeg kunne starte på det nye, måtte jeg sige farvel til det gamle.
Og det var langt mere vanskelligt end jeg havde forventet, og heldigvis ikke så slemt, som mit tudevårene selv havde frygtet. At skulle sige farvel til mine gode … nej ret det til; fantastiske kollegaer (og søde børn) og kaste mig ud i noget så anderledes og fremmed som en specialskole for børn, der på absolut ingen måde, (jeg gentager lige for effektens skyld) absolut ingen måde kan inkluderes i folkeskolen, var noget af det mest skræmmende og svære jeg nogen sinde har skulle gøre i mit arbejdsliv.
Fuck eksamener, jobsamtaler, dagpenge og fyrring – at bevidst vælge at skifte job, ikke fordi man har kontroverser med kollegaer eller jobbet, men bare fordi; nu er det tid til næste fase i mit liv – er skræmmende på helt nye måder.
Den tordenlillae fornemmelse af at svigte, ligger som underlægning fra beslutningen er taget til den dag man træder ud af døren for sidste gang.
Og efter jeg så havde været i gemme den følelsesmæssige rutsjebanetur, som sidste dag (den 30. april) var, med alle dens mange ”farveller” og ”vi ses’er”, startede jeg på mit nye arbejde 1. maj – uden pause, uden egentlig ”lige at trække vejret”.

Og holdakæft hvor var jeg nervøs.
De første par dage nåede jeg, at småpanikke og fortryde i flere omgange, over hvad jeg nu havde kastet mig ud i.
Jeg synes ikke, at jeg kunne gøre noget rigtigt eller finde ud af noget.
Når jeg kom hjem, var jeg ikke bare træt, men udmattet og jeg bare faldt om på sofaen og så fjernsyn indtil jeg gik i seng.
Jeg var i tvivl hele tiden i fem dage.
Og så i går; stoppede en af mine nye (og lad mig tilføje; gode) kollegaer mig på min vej til eller fra wc’et.
En oprigtig snak og opmuntrende ord, det at hun lyttede til mig og forstod mig var nok.
Jeg kørte hjem med en helt ny sikkerhed i maven og glæde i brystet.
Og i dag, selv om det var hårdt og ungerne er begyndt at teste mine grænser, var det en god dag.
Og selv om jeg var træt, da jeg kom hjem, var jeg ikke udmattet.
Jeg ved ikke om det var snakken i går, den hele nats søvn jeg fik eller om det er en ”bi-virkning” af den akupunktur jeg fik i eftermiddag.
Ja jeg fik akupunktur for første gang i mit liv (men ikke sidste).
Jeg fandt pludselig mig selv med fem orange nåle i hvert øre og en underlægningshovedpine, som ikke var længere.

Nå men alt dette kan i virkeligheden koges ned til: At de sidste dage har været en stejl (meget meget stejl) læringskurve. Ikke for ungerne (som min leder troede, da hun spurgte, hvordan det gik og jeg svarede, at læringskurven var temmelig stejl), men for mig. Og jeg tror den fortsætter med, at være stejl noget tid endnu.
Men det er osse fedt – ikke hurra-fedt, men mere sådan så-blev-jeg-så-meget-klogere-fedt.
Så læringskurven er stejl, jeg klatre møjsomligt op ad den og det er trættende. Samtidig er den kreative del af min hjernen i den grad vågnet til dåd, så nu mangler jeg bare energien til at handle på det….. men mon ikke det kommer.