Noget om vækst, job og den slags

Nu har jeg gået og tænkt og er kommet til den konklusion, at vi en gang for alle, må have aflive myten om, at det er de rigeste – toppen af samfundet - som skaber vækst og flere jobs. Og vi derfor skal sænke topskatten, selskabsskatten og alt det andet pjat de går og prøver at bilde os ind.
Det er noget forbandet vrøvl er det!
Der i mod er det faktisk ret tit de rigeste – toppen af samfundet, som er skyld i at økonomier krakker og vi får verdensomspændende økonomiske kriser, lav konjunkturer og job forsvinder. (det kaldes grådighed)
Sjovt nok er det alle os andre som skal betale for deres grådighed og fejl.
Men det er et sidespring som jeg ikke vil gå længere ind i.

Det var det der med jobs og vækst.
Det er egentlig ret simpelt, det handler om udbud og efterspørgsel eller i virkeligheden handler det om ”hvad har jeg råd til?”
Det kan være ganske fint at sænke topskatten så man motiverer folk til at arbejde mere, men jeg kender altså kun meget meget få, som tjener mere end 40.700 kr. om måneden – og dem jeg kender er tættere på 60 år end 50 år og har arbejdet samme sted i over 35 år.
Det begrænser det lidt.
Der imod kender jeg en del, der enten er på dagpenge, kontanthjælp, S.U. eller alm. lønarbejde på en mellem indkomst.
Og det er jo i virkeligheden dem, der skal sætte gang i væksten.

Det er egentlig ret simpelt; uanset hvor rig du er. Er det begrænset, hvor meget du kan forbruge.
Lad mig komme med et (tænkt) eksempel; cowboybukser! Det er begrænset hvor mange cowboybukser man har brug for.
De kan jo vaskes og bruges igen så lad os sige, at man har 20 par cowboybukser.
De 20 par cowboybukser bliver ikke slidt op på et år, så man skifter måske kun 2 ud om året.
Dvs. at man køber to par cowboybukser om året og det gør man uanset om man har betalt topskat af sin meget høje indtjening eller ej.

Lad os nu forstille os, at vi sænkede skatten for de lavestlønnede (og hævede ydelserne for dem, der får kontanthjælp, dagpenge osv.), så havde de flere penge til at købe forbrugsgoder.
Lad os bare holde os til cowboybukserne; hvis nu pludselig 150.000 mennesker havde råd til at købe to par cowboybukser om året (uden at skulle spise havregryn i en måned)
Så kommer der gang i cowboybukseproduktionen, der skal dyrkes mere bomuld, det skal spindes, væves, farves, designes, klippes, sys, køres ud til butikkerne, som muligvis osse har brug for mere salgspersonale osv.
Alle de mennesker, som får nyt job i cowboybukseindustrien og dens mange detailled, får ud over endnu flere penge mellem hænderne, som de bruger på nye cykler til børnene, ferier, plasma tv, økologisk mad, biografture osv. Og derved sætter gang i hjulene, bedre selvværd (fordi vi identificerer os med det at have et arbejde) og derved bedre helbred, der igen udmønter sig i færre sygedage, højere levealder, mindre misbrug, mindre kriminalitet osv.
(ja ja jeg ved godt, at det ikke er helt så enkelt – men sat lidt på spidsen er det sgu' ikke helt ved siden af)

Lige i øjeblikket mener man, at de rigeste bliver motiveret af at få flere penge og de fattigste bliver motiveret af at få færre.
De er alle sammen mennesker og bliver motiveret af det samme. Og ”gulerod” er altid bedre end ”pisk”.