Noget om vækst, job og den slags

Nu har jeg gået og tænkt og er kommet til den konklusion, at vi en gang for alle, må have aflive myten om, at det er de rigeste – toppen af samfundet - som skaber vækst og flere jobs. Og vi derfor skal sænke topskatten, selskabsskatten og alt det andet pjat de går og prøver at bilde os ind.
Det er noget forbandet vrøvl er det!
Der i mod er det faktisk ret tit de rigeste – toppen af samfundet, som er skyld i at økonomier krakker og vi får verdensomspændende økonomiske kriser, lav konjunkturer og job forsvinder. (det kaldes grådighed)
Sjovt nok er det alle os andre som skal betale for deres grådighed og fejl.
Men det er et sidespring som jeg ikke vil gå længere ind i.

Det var det der med jobs og vækst.
Det er egentlig ret simpelt, det handler om udbud og efterspørgsel eller i virkeligheden handler det om ”hvad har jeg råd til?”
Det kan være ganske fint at sænke topskatten så man motiverer folk til at arbejde mere, men jeg kender altså kun meget meget få, som tjener mere end 40.700 kr. om måneden – og dem jeg kender er tættere på 60 år end 50 år og har arbejdet samme sted i over 35 år.
Det begrænser det lidt.
Der imod kender jeg en del, der enten er på dagpenge, kontanthjælp, S.U. eller alm. lønarbejde på en mellem indkomst.
Og det er jo i virkeligheden dem, der skal sætte gang i væksten.

Det er egentlig ret simpelt; uanset hvor rig du er. Er det begrænset, hvor meget du kan forbruge.
Lad mig komme med et (tænkt) eksempel; cowboybukser! Det er begrænset hvor mange cowboybukser man har brug for.
De kan jo vaskes og bruges igen så lad os sige, at man har 20 par cowboybukser.
De 20 par cowboybukser bliver ikke slidt op på et år, så man skifter måske kun 2 ud om året.
Dvs. at man køber to par cowboybukser om året og det gør man uanset om man har betalt topskat af sin meget høje indtjening eller ej.

Lad os nu forstille os, at vi sænkede skatten for de lavestlønnede (og hævede ydelserne for dem, der får kontanthjælp, dagpenge osv.), så havde de flere penge til at købe forbrugsgoder.
Lad os bare holde os til cowboybukserne; hvis nu pludselig 150.000 mennesker havde råd til at købe to par cowboybukser om året (uden at skulle spise havregryn i en måned)
Så kommer der gang i cowboybukseproduktionen, der skal dyrkes mere bomuld, det skal spindes, væves, farves, designes, klippes, sys, køres ud til butikkerne, som muligvis osse har brug for mere salgspersonale osv.
Alle de mennesker, som får nyt job i cowboybukseindustrien og dens mange detailled, får ud over endnu flere penge mellem hænderne, som de bruger på nye cykler til børnene, ferier, plasma tv, økologisk mad, biografture osv. Og derved sætter gang i hjulene, bedre selvværd (fordi vi identificerer os med det at have et arbejde) og derved bedre helbred, der igen udmønter sig i færre sygedage, højere levealder, mindre misbrug, mindre kriminalitet osv.
(ja ja jeg ved godt, at det ikke er helt så enkelt – men sat lidt på spidsen er det sgu' ikke helt ved siden af)

Lige i øjeblikket mener man, at de rigeste bliver motiveret af at få flere penge og de fattigste bliver motiveret af at få færre.
De er alle sammen mennesker og bliver motiveret af det samme. Og ”gulerod” er altid bedre end ”pisk”.

Steder man ikke gider tilbringe sin lørdag

Faktisk er overskriften lidt misvisende for det handler i virkeligheden kun om et sted.
Jeg har nemlig tilbragt det meste af min lørdag på toilettet.
Det behøvede I ikke at vide, men når nu jeg ikke har oplevet meget andet denne lørdag, er det det jeg har tænkt mig at fortælle om.
Toilettet er ikke det mest inspirerende rum i mit hjem, der er ikke en gang en god udsigt man kan sidde og nyde.
Så derfor er der visse forholdsregler, det er godt at tage når, man opdager, at man nok kommer til at tilbringe mere end den gennemsnitlige tid på tønden.
Min forholdsregel nr. 1 er læsestof!
I dette tilfælde er det historie blade - jo jeg bliver klog af at have dårlig mave.
Men der er steder jeg hellere ville være i dag. Jeg ville hellere sidde sammen med en flok venner hjemme hos Kenneth og Maja og se Eurovision song contest.
I stedet sidder jeg herhjemme og spiser hvidt brød, bananer og yoghurt – det er ikke noget man bliver stor og stærk af.
Øv!

Om nyt job og stejle læringskurver

Jeg har fået nyt arbejde.
Jeg startede 1. maj og jeg havde glædet mig til det og frygtet det.
Men før jeg kunne starte på det nye, måtte jeg sige farvel til det gamle.
Og det var langt mere vanskelligt end jeg havde forventet, og heldigvis ikke så slemt, som mit tudevårene selv havde frygtet. At skulle sige farvel til mine gode … nej ret det til; fantastiske kollegaer (og søde børn) og kaste mig ud i noget så anderledes og fremmed som en specialskole for børn, der på absolut ingen måde, (jeg gentager lige for effektens skyld) absolut ingen måde kan inkluderes i folkeskolen, var noget af det mest skræmmende og svære jeg nogen sinde har skulle gøre i mit arbejdsliv.
Fuck eksamener, jobsamtaler, dagpenge og fyrring – at bevidst vælge at skifte job, ikke fordi man har kontroverser med kollegaer eller jobbet, men bare fordi; nu er det tid til næste fase i mit liv – er skræmmende på helt nye måder.
Den tordenlillae fornemmelse af at svigte, ligger som underlægning fra beslutningen er taget til den dag man træder ud af døren for sidste gang.
Og efter jeg så havde været i gemme den følelsesmæssige rutsjebanetur, som sidste dag (den 30. april) var, med alle dens mange ”farveller” og ”vi ses’er”, startede jeg på mit nye arbejde 1. maj – uden pause, uden egentlig ”lige at trække vejret”.

Og holdakæft hvor var jeg nervøs.
De første par dage nåede jeg, at småpanikke og fortryde i flere omgange, over hvad jeg nu havde kastet mig ud i.
Jeg synes ikke, at jeg kunne gøre noget rigtigt eller finde ud af noget.
Når jeg kom hjem, var jeg ikke bare træt, men udmattet og jeg bare faldt om på sofaen og så fjernsyn indtil jeg gik i seng.
Jeg var i tvivl hele tiden i fem dage.
Og så i går; stoppede en af mine nye (og lad mig tilføje; gode) kollegaer mig på min vej til eller fra wc’et.
En oprigtig snak og opmuntrende ord, det at hun lyttede til mig og forstod mig var nok.
Jeg kørte hjem med en helt ny sikkerhed i maven og glæde i brystet.
Og i dag, selv om det var hårdt og ungerne er begyndt at teste mine grænser, var det en god dag.
Og selv om jeg var træt, da jeg kom hjem, var jeg ikke udmattet.
Jeg ved ikke om det var snakken i går, den hele nats søvn jeg fik eller om det er en ”bi-virkning” af den akupunktur jeg fik i eftermiddag.
Ja jeg fik akupunktur for første gang i mit liv (men ikke sidste).
Jeg fandt pludselig mig selv med fem orange nåle i hvert øre og en underlægningshovedpine, som ikke var længere.

Nå men alt dette kan i virkeligheden koges ned til: At de sidste dage har været en stejl (meget meget stejl) læringskurve. Ikke for ungerne (som min leder troede, da hun spurgte, hvordan det gik og jeg svarede, at læringskurven var temmelig stejl), men for mig. Og jeg tror den fortsætter med, at være stejl noget tid endnu.
Men det er osse fedt – ikke hurra-fedt, men mere sådan så-blev-jeg-så-meget-klogere-fedt.
Så læringskurven er stejl, jeg klatre møjsomligt op ad den og det er trættende. Samtidig er den kreative del af min hjernen i den grad vågnet til dåd, så nu mangler jeg bare energien til at handle på det….. men mon ikke det kommer.