Kære gå-isterne

Kære gå-isterne
Nu er den mørke tid over os og det betyder at I er i fare.
I er i fare når I går langs vejen på vej til skole eller butikkerne.
I er i fare når I venter på bussen eller er på vej til eller fra den.
I er i fare når i lufter hunden.
Jeg ved godt at om morgenen og eftermiddagen/aftenen er gadelysene tændt og at når man går synes, at der er meget lys.
Men bag rettet i en bil, med skiftevis mørkt landskab og de andre billisters lys lige i ansigtet, så er det svært at se fodgængere.
Især når I er iklædt mørke farver.
Og når man som mig bor på landet med begrænsede mængder af gadebelysning, er det utroligt svært at se jer.
Også selvom I har en lygte i hånden eller i panden, kan det være svært at se jer.
Hvis I f.eks. går i køreretningen (fordi det er den side af vejen i bor og det er en kort tur, vejret er koldt eller hunden er løbet væk) kan jeg ikke se jer, I lyser jo foran jer.
Pandelygten virker så længe I kigger fremad (og i øvrigt går mod køreretningen), men hvis I skal se noget til siden eller se efter hunden, som har fundet noget lækkert et sted bagud, så er vi tilbage ved; så kan jeg ikke se jer.
Og til de af jer, som har reflekser og/eller lys på hunden (som i øvrigt er i zip-line) men ikke på jer selv, vil jeg sige; for det første vildt mærkeligt ud når man ikke kan se hund eller ejer, men kun lyset.
Og for det andet er det fuldstændigt umuligt at gætte, hvor det tilhørende menneske er.

Mit budskab er sådan set bare: Tag reflekser på vil I ikke nok?
Jeg ved godt at det måske ikke er det mest hippe og moderigtige.
Men så gør det til et statement, find noget med et budskab eller noget som er virkeligt fjollet, bare I tager reflekser på.
Og sørger for at jeres børn har reflekser på, både de store og de små.
Reflekser, reflekser, reflekser vil I ikke nok?

Jeg vil så nødigt køre nogen ned.

Med Venlig Hilsen
Louise Panduro

Den usynlige kvinde

Prolog: Jeg har godt nok tumlet en del med denne blog. Jeg har bestemt og ombestemt mig hundrede af gange om, hvor vidt jeg skulle skrive den eller ej.
Jeg var i tvivl om jeg kunne gøre det med et glimt i øjet og en let tone (og om jeg skulle gøre det på den måde).
Det begynder at lyde som et dementi (indsæt et lille opgivende hovedryst her).
Men sagen er den, at denne blog er min oplevelse, min sandhed. Og der er en risiko for at det kommer til at lyde som ynk og det er egentlig ikke ment som sådan.
Det er nok lidt mere alvorligt og noget mere hudløst end det har været før.

Så here goes:

Den usynlige kvinde.

Jeg eksisterer ikke.
Det er ikke en filosofisk observation så lad mig forklar.
Jeg er snart 40, jeg er single, jeg har ingen børn og jeg er overvægtig og derfor eksisterer jeg ikke, eller jeg er i bedste fald usynlig.
I film, tv, reklamer og litteratur er der ingen, som jeg kan identificerer mig med.
Der findes ganske vist overvægtige kvinder i film og tv.
Men de er næsten altid bifigurer; den bitre mandehadende veninde/søster til den kvindelige hovedperson (hvis der overhovedet er en kvindelig hovedperson),
Den fortravlede mor til mange børn og med en kikset mand.
Den stakkels veninde, som ikke har styr på en skid og hvis mand er hende utro og/eller banker hende.
Eller den stakkel veninde, som ikke har styr på en skid og er helt desperat efter en mand
De kan være mødre, svigermødre, eller bedstemødre.
I komedier er de den komiske skurke eller the comic relief eller begge dele.
De kan være stakkels, bitre, sindssyge, vrede, naive, fortravlede eller onde.
Men ikke smukke, kloge veluddannede, succesfulde, kreative, tilfredse, stærke eller lykkelige.
Det er ikke meget bedre litteratur.
Hvis en overvægtig kvinde er hovedpersonen i en historie (film, tv eller litteratur). Er det en historie om en kvinde, som ikke har styr på sit liv. Hun taber sig, får en fantastisk mand, som oven i købet ser godt ud og en dejlig familie.

Jeg kan kun komme i tanke om filmen/musicalen Hairspray hvor hovedpersonen er en overvægtig kvinde og styrer (der er faktisk flere af dem i den film – overvægtige kvinder altså).

I reklamer er det værre.
Der er overvægtige kvinder kun ”før-billedet” eller hende der, som ikke har styr på noget som helst.
I kender reklamen: den tykke dame i et lidt for stramt business suit, som prøver at tale i mobil (uden bluetooth) drikke kaffe og finde sine bilnøgler, nogen gange osse med et grædende barn på armen.
Får langt mere tid, overskud, bluetooth og et gladere barn, når hun spiser en eller anden slankepille/yoghurt/eller noget helt tredje?
Skal det være mig?

Nu synes jeg at jeg kan høre dig sige ”jamen herre Gud – du ved det ikke er dig, vi ved det ikke er dig, er det så vigtigt, hvordan overvægtige kvinder bliver fremstillet? ”
Ja det er det, for det bløder igennem (undskyld menstruations udtrykket).
Også til steder det ikke burde.
Der er tider hvor folk ser min overvægt og ikke mig.
Lad mig komme med et eksempel:
I 2004 fik jeg mit første migræneanfald (det vidste jeg ikke det var) og da jeg havde haft hovedpine i en uge gik jeg til lægen.
Jeg beskrev min hovedpine og fik taget blodtryk og blodsukker, alt var ok. Fik at vide at det var spændingshovedpine, fik stærke piller til at tage smerten og at vide at jeg sad forkert.
Dette gentog sig over de næste mange år.
Jeg har fået taget blodtryk, blodsukker og kolesterol målinger et utal af gange og det er altid perfekt, ikke bare for en af min størrelse, men perfekt objektivt set.
I 2007 eller 2008 fik jeg en noget, som sikkert hedder noget meget fint på latin, men som i bund og grund er migræne i øjet.
Det gør ikke ondt, men blodkarrene til øjet kramper og lukker til blodtilførslen så man bliver midlertidig blind.
Hurra endelig en diagnose.
Godt det ikke var noget mere alvorligt.
Problemet er jo at læger osse er mennesker, og se bliver osse påvirket af det omgivende samfund og lige der var det åbenbart lidt svært at se andet end min overvægt.

Det er faktisk lidt det samme nu.
Som sagt har jeg ingen børn, men jeg vil gerne have nogen.
Og da jeg jo er single, tænkte jeg at inseminering var en god ide.
Det troede jeg.
Men nej – jeg skal tabe mig mange mange kg. før jeg kan får lov at få børn.
Jeg ved godt at graviditet er en belastning for kroppen, jeg kender alle fakta. Har overvægtige veninder, som har fået børn, lige bortset fra, hvordan det faktisk føles at være gravid så kender jeg risiciene.
Men jeg er tyk så jeg får ikke engang chancen.
Jeg kunne være lige glad og gå ud og knalde tilfældige mænd indtil jeg blev gravid.
Men det er ikke lige min stil og det ville være uansvarligt, med en ret høj risiko for at redde mig en eller anden sygdom.
Så jeg skal vel ud i noget med en pipette eller engangssprøjte og en frivillig til at leverer noget sæd – men hvor pokker finder jeg sådan en?
(og hvordan stiller man det spørgsmål? "Hvaa kunne du tænke dig at lægge sæd til mine børn?")

En god gerning som gør godt to gange

Rosa fik killinger i går, tre stk. og de er ligesom sidst alle døde. Den sidste døde i dag.

Sidste gang havde hun sandsynligvis haft en infektion i livmoderen, som havde smittet killingerne, men som ikke havde været kraftig nok til gøre hende syg.
Denne gang var de født lidt for tidligt (jeg havde sat hende til at føde tidligst på næste lørdag)
Desuden tror jeg at hun har svært ved at finde ud af at passe ordenligt på dem - hun går fra dem så de bliver kolde.

Hun var ellers så dygtig i går, men sådan kan det går: Gjorde alt det rigtige slikkede og nussede og killingen suttede og peb når hun gik, så hun straks kom tilbage. Og i morges var alle stadig glade og i live.
Men da jeg kom hjem i dag var den lille misling dødende.
Jeg prøvede at lægge den på varmepude og få den til at drikke men intet virkede.

Jeg havde fat på Rosa og mærke på hende, hun havde massere af mælk, så jeg tænkte at måske kunne hun være pleje mor for forældreløse killinger.
Og så gik det pludselig hurtigt.
Jeg ringede til Vestsjællands dyreinternat, blev sent videre til dyre internatet i Fuglebjerg, hvor de helt tilfældigt lige havde fået en forespørgsel fra en kredsformand/kvinde.
Fik hendes nummer og hun gav mig så nummeret til den dame, som havde søgt en "katte-amme". Kort efter var jeg på vej til Vipperød for at hente det lille "plejebarn" (ja tænk engang hun boede i Vipperød - lidt vildt når man tænker på at jeg forberedte mig på at skulle finde vej ned syd på og så findes "plejebarnet" i Vipperød)
Det var i øvrigt en super sød dame, der sagde at hvis Rosa ikke ville tage ham (der er nemlig en dreng) til sig så skulle jeg bare ringe, så kom hun og hentede ham igen.
Hjemme præsenterede jeg Rosa for hendes nye adoptivsøn, med alle mulige forbehold og en smule angst. Og vupti lå Rosa og killing oppe i kurven og hyggede, Han fik en tår mælk og hun spandt.

Jeg tog livet af en smylling i dag

Jeg tog live af en smylling i dag.
Det var ikke særligt fedt men nødvendigt.

Smyllingerne (små kyllinger = smyllinger)kom ind i mit liv i tirsdags.
Der skulle kun have været ti smyllinger men pga. div. forviklinger; en strandet lastbil og en medarbejder uden alt for mange danskkunstskaber, endte jeg med tyve, som på første døgn blev til nitten og nu altså atten.

Den lille smylling, som måtte lade livet i dag, var syg og havde det meget skidt.
Jeg havde godt lagt mærke til, at den havde et noget større og meget rødere gat end de andre smyllinger, men den spiste, drak og gjorde det samme med, samme entusiasme som de andre. Lige indtil i dag.
I går ville jeg ikke have kunne finde den, med mindre jeg tjekkede samtlige smyllinge-måse. Men morges var den skidt, og det blev hurtigt værre.
Den havde tydeligvis ondt og den så meget betændt ud i måsen.
Så jeg tog den tunge beslutning, at afslutte dens lidelser.
Nu har jeg har aldrig taget livet af en smylling (eller høne for den sags skyld) før, så jeg måtte lige konsultere min far om, hvordan jeg greb det an.
Det viste sig at være ret simpelt: Hold fat på smyllingen sådan lidt "bagerst", og slå dens hoved så hårdt du kan mod noget hårdt.
Helt filmisk begyndte det at stå ned i stænger, da jeg kom ud af hønsehuset med den lille syge smylling.
"Henrettelse i regnvejr".
Jeg havde valgt den store sten, der ligger umiddelbart ved siden af hønsehuset.
Det gav en underlig lille flad lyd.
Jeg ved egentlig ikke, hvad jeg havde forestillet mig, men fordi lyden var så lille og så flad, blev jeg helt bange for, at jeg ikke havde slået hårdt nok.
Det havde jeg.
Smyllingens hoved blev straks helt slattent (jeg slog den lige igen for en sikkerheds skyld, jeg ville jo ikke øge dens lidelser). Så begyndte den at flakse, baske og sparke, alt imens dens hoved hang helt slapt.
Da det hele var overstået, og den lå ude på marken til ræve, musvåger eller andre vilde dyr, kunne jeg mærke et stik af dårlig samvittighed. Ikke fordi jeg havde taget livet af en smylling(der var ikke så meget andet at gøre for den lille stakkel,) men fordi jeg ikke havde tænkt mig at spise den selv.
Men nu ved jeg, at jeg kan, hvis jeg skal og det er egentlig ret trygt at vide.

Noget om vækst, job og den slags

Nu har jeg gået og tænkt og er kommet til den konklusion, at vi en gang for alle, må have aflive myten om, at det er de rigeste – toppen af samfundet - som skaber vækst og flere jobs. Og vi derfor skal sænke topskatten, selskabsskatten og alt det andet pjat de går og prøver at bilde os ind.
Det er noget forbandet vrøvl er det!
Der i mod er det faktisk ret tit de rigeste – toppen af samfundet, som er skyld i at økonomier krakker og vi får verdensomspændende økonomiske kriser, lav konjunkturer og job forsvinder. (det kaldes grådighed)
Sjovt nok er det alle os andre som skal betale for deres grådighed og fejl.
Men det er et sidespring som jeg ikke vil gå længere ind i.

Det var det der med jobs og vækst.
Det er egentlig ret simpelt, det handler om udbud og efterspørgsel eller i virkeligheden handler det om ”hvad har jeg råd til?”
Det kan være ganske fint at sænke topskatten så man motiverer folk til at arbejde mere, men jeg kender altså kun meget meget få, som tjener mere end 40.700 kr. om måneden – og dem jeg kender er tættere på 60 år end 50 år og har arbejdet samme sted i over 35 år.
Det begrænser det lidt.
Der imod kender jeg en del, der enten er på dagpenge, kontanthjælp, S.U. eller alm. lønarbejde på en mellem indkomst.
Og det er jo i virkeligheden dem, der skal sætte gang i væksten.

Det er egentlig ret simpelt; uanset hvor rig du er. Er det begrænset, hvor meget du kan forbruge.
Lad mig komme med et (tænkt) eksempel; cowboybukser! Det er begrænset hvor mange cowboybukser man har brug for.
De kan jo vaskes og bruges igen så lad os sige, at man har 20 par cowboybukser.
De 20 par cowboybukser bliver ikke slidt op på et år, så man skifter måske kun 2 ud om året.
Dvs. at man køber to par cowboybukser om året og det gør man uanset om man har betalt topskat af sin meget høje indtjening eller ej.

Lad os nu forstille os, at vi sænkede skatten for de lavestlønnede (og hævede ydelserne for dem, der får kontanthjælp, dagpenge osv.), så havde de flere penge til at købe forbrugsgoder.
Lad os bare holde os til cowboybukserne; hvis nu pludselig 150.000 mennesker havde råd til at købe to par cowboybukser om året (uden at skulle spise havregryn i en måned)
Så kommer der gang i cowboybukseproduktionen, der skal dyrkes mere bomuld, det skal spindes, væves, farves, designes, klippes, sys, køres ud til butikkerne, som muligvis osse har brug for mere salgspersonale osv.
Alle de mennesker, som får nyt job i cowboybukseindustrien og dens mange detailled, får ud over endnu flere penge mellem hænderne, som de bruger på nye cykler til børnene, ferier, plasma tv, økologisk mad, biografture osv. Og derved sætter gang i hjulene, bedre selvværd (fordi vi identificerer os med det at have et arbejde) og derved bedre helbred, der igen udmønter sig i færre sygedage, højere levealder, mindre misbrug, mindre kriminalitet osv.
(ja ja jeg ved godt, at det ikke er helt så enkelt – men sat lidt på spidsen er det sgu' ikke helt ved siden af)

Lige i øjeblikket mener man, at de rigeste bliver motiveret af at få flere penge og de fattigste bliver motiveret af at få færre.
De er alle sammen mennesker og bliver motiveret af det samme. Og ”gulerod” er altid bedre end ”pisk”.

Steder man ikke gider tilbringe sin lørdag

Faktisk er overskriften lidt misvisende for det handler i virkeligheden kun om et sted.
Jeg har nemlig tilbragt det meste af min lørdag på toilettet.
Det behøvede I ikke at vide, men når nu jeg ikke har oplevet meget andet denne lørdag, er det det jeg har tænkt mig at fortælle om.
Toilettet er ikke det mest inspirerende rum i mit hjem, der er ikke en gang en god udsigt man kan sidde og nyde.
Så derfor er der visse forholdsregler, det er godt at tage når, man opdager, at man nok kommer til at tilbringe mere end den gennemsnitlige tid på tønden.
Min forholdsregel nr. 1 er læsestof!
I dette tilfælde er det historie blade - jo jeg bliver klog af at have dårlig mave.
Men der er steder jeg hellere ville være i dag. Jeg ville hellere sidde sammen med en flok venner hjemme hos Kenneth og Maja og se Eurovision song contest.
I stedet sidder jeg herhjemme og spiser hvidt brød, bananer og yoghurt – det er ikke noget man bliver stor og stærk af.
Øv!

Om nyt job og stejle læringskurver

Jeg har fået nyt arbejde.
Jeg startede 1. maj og jeg havde glædet mig til det og frygtet det.
Men før jeg kunne starte på det nye, måtte jeg sige farvel til det gamle.
Og det var langt mere vanskelligt end jeg havde forventet, og heldigvis ikke så slemt, som mit tudevårene selv havde frygtet. At skulle sige farvel til mine gode … nej ret det til; fantastiske kollegaer (og søde børn) og kaste mig ud i noget så anderledes og fremmed som en specialskole for børn, der på absolut ingen måde, (jeg gentager lige for effektens skyld) absolut ingen måde kan inkluderes i folkeskolen, var noget af det mest skræmmende og svære jeg nogen sinde har skulle gøre i mit arbejdsliv.
Fuck eksamener, jobsamtaler, dagpenge og fyrring – at bevidst vælge at skifte job, ikke fordi man har kontroverser med kollegaer eller jobbet, men bare fordi; nu er det tid til næste fase i mit liv – er skræmmende på helt nye måder.
Den tordenlillae fornemmelse af at svigte, ligger som underlægning fra beslutningen er taget til den dag man træder ud af døren for sidste gang.
Og efter jeg så havde været i gemme den følelsesmæssige rutsjebanetur, som sidste dag (den 30. april) var, med alle dens mange ”farveller” og ”vi ses’er”, startede jeg på mit nye arbejde 1. maj – uden pause, uden egentlig ”lige at trække vejret”.

Og holdakæft hvor var jeg nervøs.
De første par dage nåede jeg, at småpanikke og fortryde i flere omgange, over hvad jeg nu havde kastet mig ud i.
Jeg synes ikke, at jeg kunne gøre noget rigtigt eller finde ud af noget.
Når jeg kom hjem, var jeg ikke bare træt, men udmattet og jeg bare faldt om på sofaen og så fjernsyn indtil jeg gik i seng.
Jeg var i tvivl hele tiden i fem dage.
Og så i går; stoppede en af mine nye (og lad mig tilføje; gode) kollegaer mig på min vej til eller fra wc’et.
En oprigtig snak og opmuntrende ord, det at hun lyttede til mig og forstod mig var nok.
Jeg kørte hjem med en helt ny sikkerhed i maven og glæde i brystet.
Og i dag, selv om det var hårdt og ungerne er begyndt at teste mine grænser, var det en god dag.
Og selv om jeg var træt, da jeg kom hjem, var jeg ikke udmattet.
Jeg ved ikke om det var snakken i går, den hele nats søvn jeg fik eller om det er en ”bi-virkning” af den akupunktur jeg fik i eftermiddag.
Ja jeg fik akupunktur for første gang i mit liv (men ikke sidste).
Jeg fandt pludselig mig selv med fem orange nåle i hvert øre og en underlægningshovedpine, som ikke var længere.

Nå men alt dette kan i virkeligheden koges ned til: At de sidste dage har været en stejl (meget meget stejl) læringskurve. Ikke for ungerne (som min leder troede, da hun spurgte, hvordan det gik og jeg svarede, at læringskurven var temmelig stejl), men for mig. Og jeg tror den fortsætter med, at være stejl noget tid endnu.
Men det er osse fedt – ikke hurra-fedt, men mere sådan så-blev-jeg-så-meget-klogere-fedt.
Så læringskurven er stejl, jeg klatre møjsomligt op ad den og det er trættende. Samtidig er den kreative del af min hjernen i den grad vågnet til dåd, så nu mangler jeg bare energien til at handle på det….. men mon ikke det kommer.

Mange slags katte (biledbog til min nevø, som fylder 1 år på lørdag)

Tegning

Sidste skud på stammen