hvorfor jeg ikke er et godt menneske

Når nu man bruger det meste af en nat på at tale i den store hvide porcelæns telefon. Så kommer man uværgeligt til at tænke over sit liv – mest fordi man ikke er sikker på at om man skal dø (jep jeg har været mande-syg)
Så der var jeg så, i gang med at tale i den store hvide porcelæns telefon. Og så kom jeg frem til at jeg ikke er et særlig godt menneske. Jeg er heller ikke et specielt dårligt menneske. Jeg er bare et lidt fensen et af slagsen.
Jeg er ikke specielt ekstraordinær på nogen måde – der er ting jeg er god til, men ikke overdrevet fantastisk til noget.
Jeg er egoistisk, utålmodig, misundelig, selvoptaget, selvhøjtidelig, usportig, lyststyret, stædig, overvægtig, ucharmerende, kedelig, nærtagende, bedrevidende, belærende og nedladende. Og så er man ikke et godt menneske.
Heldigvis er jeg også; kreativ, loyal, tålmodig, interesseret, tosset (på den fede måde), vidende, sød, venlig, omsorgsfuld, sjov, opmuntrende, med-undelig, kærlig, anerkendende og hyggelig.
Og så er man ikke et dårligt menneske.
Jeg ved egentlig ikke, om jeg har ambitioner om at være et godt menneske?
Det der med selvopofrende godhed er lidt for fundamentalistisk til mig. Helgener og martyrer siger mig ikke rigtig noget; Så du er villig til at dø for din ideologi? Hvad med at være villig til at leve for din ideologi?
Undskyld det var et lille sidespring, men dog et sidespring.
Men altså jeg har ikke nogen ambitioner om at være et godt menneske – Måske bare et lidt bedre menneske.
Måske jeg kunne prøve at være lidt gladere?
Måske jeg skulle synge mere, grine mere og hygge mere?
Måske skulle jeg invitere mere. Det er faktisk også længe siden (nu kan det jo hænde at jeg får mere plads at invitere på – man har lov at håbe)
Måske kunne jeg starte i det små. En damekaffe går man aldrig galt med.
Jeg burde nok sy mig en ja-hat og gå med den (jeg ser godt ud med hat)

Øv bøv busse mand - eller hvornår bliver det så bedre?

Jeg har øv-hed for tiden.
Sådan noget rigtig gammeldags øv-hed, hvor det hele er sådan lidt ”øv”.
Og det dukker op på de underligste tidspunkter og steder (og forsvinder i øvrigt ditto).
For eksempel synes jeg facebook er mega ØV! I øjeblikket – Alle er ultra trels at høre på (mig selv inklusiv) og jeg holder det ikke ud. Til gengæld vil jeg rigtig gerne spille på facebook. Det kræver voldsom meget selvdisciplin, at gå på facebook for at spille og ikke læse opdateringer (øv) og se alt for hyggelige (øvøv) billeder.
Jeg har præcis så meget rygrad som en ubeslutsom regnorm (for jeg er totalt øv-agtig nysgerrig) så jeg trawler dem alle igennem og føler øv-heden snige sig ind på mig.
Det er egentlig ikke fair, for folk faktisk både kloge, relevante og interessante i deres link og opdateringer.
Ok ca. 50% er – resten er sygt ligegyldige. I beslutter selv hvilken kategori I hører til i. (Hvorfor er det lige, jeg begynder at skrive som en teenager lyder når jeg her for meget øv?? Mega? ultra trels? –agtig? sygt? Hvad fanden sker der? ØV!)
Øv-hed er i øvrigt nok det mest øv af alting.
Så jeg tror sgu jeg vil røbe øv og gå i seng – og håbe på mindre øv i morgen
God nat og ..
ØV!!

Hvad hjertet er fuldt af, flyder bloggen over med

Det er nu ca. fire uger siden, jeg kom hjem fra en ualmindelig god ferie i det norske og jeg burde for længst have skrevet om den.
Det var min intention at skrive om den.
Jeg ville skrive om, hvor mærkeligt det var at stå en silende regnvejrsdag i Oslo lige der hvor Breiviks bombe sprang.
Men mit hoved er fuld af tal og beregninger.
Jeg ville så gerne komme med malende beskrivelser af den smukke, smukke togtur fra Oslo til Bergen (en tur alle burde tage mindst en gang i sit liv). Om det vilde landskab man fik at se og om hvordan man næsten begynder, at tro på trolde fordi der er klipper og fjeld, som ser ud som om de kunne finde på at rejse sig og gå deres vej.
Men jeg er bekymret for, at jeg måske har gjort noget helt forkert og nu ikke kan få råd til at købe hus.
Jeg ville skrive om min glæde ved at ”møde” Nikolai Astrup. Om hvor dejlige, spændende og livsbekræftende hans malerier er og hvor mørke, uhyggelige og spændende hans tryk er.
Men jeg håber og beder til, at intet jeg hidtil har gjort mht. huskøbet ikke kan gøres om.
Jeg kunne tænke mig, at beskrive Bergen i bevingede vendinger. Fortælle om det hyggelige og smukke, det turistede og moderne.
Jeg burde fortælle om den dag vi var med fløjbanen oppe på fjeldet og skyerne lå så lavt at man ikke kunne se udsigten.
Men jeg har fundet et hus, jeg sådan ville ønske, at jeg kunne bo i og jeg svinger mellem glæde over at der er lys forude og angsten for, at fucke det hele op før det er begyndt.