Damekaffe

Eller
Hvordan glæde hænger ved.

Damekaffen er nu pakket væk, møblerne er tilbage på deres vante plads, opvasken er taget og katten ligger ved mine fødder på sit tæppe og snorker.
Ja han snorker! Hvis I troede at katte var lydløse, så må I tro om igen; Mine kattedyr både snorker og tramper – men det er også efterhånden et par ældre herre.
Nå det var jo ikke kattedyrene jeg skulle skrive om men damekaffen.
Altså; mit hjem ser nu igen ud som det plejer og dog.
For det første så ligger der en lille bunke med glemte ting og for det andet; er det som om, her er meget mere plads.
Der føles højere til loftet og længere mellem væggene.
Og det er i grunden mærkeligt for i formiddag, inden jeg flyttede alle møbler rundt, tænkte jeg på, hvordan vi dog skulle kunne være her.
Jeg vidste jo godt, at vi kunne – vi har været mange flere
Men alligevel var jeg lidt betænkelig.
Og så kom der syv fantastiske kvinder (og et enkelt fantastisk barn).
De satte sig og fyldte min stue op med snak.
De var glade, de var alvorlige, de sympatiserede, de forstod, de lyttede, de grinede, de delte, de drak masser af kaffe og spiste æblekage.
Og pludselig var der god plads i min lille stue.
Jeg lige frem kunne mærke glæden og hyggen trænge ind i alle kroge og sprækker, fylde mine tanker med luft og udvide min verden.
Da de sidste var gået hjem, kunne jeg ikke lade være med at tænke på at det egentlig var fantastisk, at jeg fyldte mit hjem op med mennesker og så fik jeg bedre plads.
Nu håber jeg bare at ”damerne” har hygget sig lige så meget som jeg har, og at jeg måske kan være lidt hurtigere på aftrækkeren, så der ikke behøver gå et helt år før den næste damekaffe.

(ps. Billedet har jeg "lånt" af Pia)