Den grå

I mit indre bor en lille grå
Med en stemme, som hvisker
Fortæller mig
at jeg er uværdig
ikke god nok
dum og ubrugelig
En skuffelse

For det meste kan jeg få den til
at holde kæft
Men den er der altid;
jeg mærker altid den lille grå
trøstesløs og farveløs
i mit indre.
Af og til bliver den stærk
Af og til tager den over
Så forgifter den mine tanker
Så siger den ord ud af min mund
Så salter den mine tåre.

Og den lille grå råber
”hvad græder du for?”
”hvor vover du at græde?
Du som har så meget”
Den strækker min samvittighed
til den bliver dårlig
og tårerne triller af smerte.
Sådan er den lille grå

Jeg ville ønske der fandtes
et pulver mod den lille grå
En dråbe i nakken
som hos katte mod lopper
Men jeg skal selv fange den lille grå
tæske den til underkastelse
og derpå male den i tusinde farver
til den ikke længere har så meget
som en flig grå tilbage

Det er ikke så nemt som det lyder
Den lille grå nok lille
men stæk og sejlivet
og den gemmer sig.
Den dukker altid op et nyt sted
sætter sine små ækle tænder i
og laver nye ømme punkter.

…Det er det aller farligste sted

Jeg har ondt i røven!
Nu kan du jo så undre dig over, hvad jeg har at have ondt i røven over.
Men der har du helt misforstået, jeg har ikke ondt i røven over noget som helst – jeg har bare ondt.
Det startede i går morges - det er faktisk løgn, det startede i går nat.
Men i går morges gik det på den mest smertefulde måde op for mig hvor slemt det stod til.
Jeg må med skam indrømme, at jeg tudede, mens jeg ”krablede” ud af sengen. Det tog sin tid, men det lykkedes at få fødderne ned på gulvet og resten af kroppen op nogenlunde vertikalt.
I det øjeblik var jeg glad for, at jeg ikke længere sover på en futon på 2½ eurpalle, for så var jeg aldrig nogen sinde kommet op på mine fødder.
Så kom jeg til det der ”at gå”. Og det troede jeg sådan set jeg havde fuldstændigt styr på så det skulle jo være nemt nok – men nej nej; for hvert skridt jeg tog, krampede min sædemuskler.
Her indskyder vi lige lidt videnskab: Sædemusklen (gluteus maximus) er kroppens største muskel.
Og det er ret meget muskel at have krampe i, skal jeg hilse og sige.
Efter at haveeksperimenteret, gik op for mig: jeg have ondt når jeg gik, når jeg stod, når jeg satte mig, når jeg sad, når jeg rejste mig osv.
Det eneste tidspunkt jeg ikke havde ondt var når jeg lå på ryggen og aller helst på en varmepude (sådan er det faktisk også i dag, men i det mindste kramper jeg ikke mere).
Så det gjorde jeg, altså lå fladt på ryggen på en varmepude. Og når jeg ikke kunne holde det ud mere, prøvede jeg at sidde med en varmepude i ryggen.
Sikke en afvekslende dag, ligge eller sidde. Er du klar over hvor kedeligt det er ???

I dag har jeg så været hos kiropraktoren. Han foldede mig samme, trykkede, vred, knækkede, kiggede og til sidst fik jeg nogen øvelser så jeg kan få strukket musklerne ud.
I den forbindelse: Skal jeg være bekymret når kiropraktoren, mens han står og kigger på min ryg får en lidt bekymret tone i stemmen og en tilsvarende rynke mellem øjenbrynene?
Nå, men jeg fik ordre til at slappe af, gå en tur, lave øvelser og så komme igen på fredag.
Håber det hjælper og lidt hurtigt tak!!
Jeg er ikke god til smerte; jeg bliver kortluntet, tudevorne og stakkels når jeg har ondt (se bare denne blog)
Hvis det ikke var fordi det gjorde så ondt, ville det være ret morsomt, at jeg har ondt i røven.
Men hvad der gør mere ondt end min ryg og bagdel, er det hekseskud mit ego har fået.
Det passer ikke ind i mit selvimage at ligge underdrejet pga. hold i ryggen (lad os bare holde os ”til hold i ryggen” for ”hold i bagdelen” lyder bare for fjollet) og slet ikke op til jul.
Jeg har ting at gøre, mennesker at være sammen med, Luciaoptog at se, børn at hygge med og ting at gøre (ja jeg ved jeg skrev det to gange, men jeg har meget at lave).
Og så er jeg bundet til en varmepude øv!!