Jeg så alle disse små væsner i drømme.
De var ikke farlige, lidt ligesom myg eller fluer - meget tæt på.
Nu når jeg ikke har dem i ansigtet, synes jeg, de er meget søde :-)
mandag den 4. november 2013
Drømmevæsner
Jeg så alle disse små væsner i drømme.
De var ikke farlige, lidt ligesom myg eller fluer - meget tæt på.
Nu når jeg ikke har dem i ansigtet, synes jeg, de er meget søde :-)
søndag den 3. november 2013
Jeg har et forslag – det handler om politik.
Jeg har et forslag.
Det bliver sikkert aldrig hørt.
Og bliver det hørt, bliver det nok ikke til noget, men det er jo også kun et forslag, og nu ”siger” jeg det højt.
Forslaget handler om vores folketings og regeringspolitikere, dem som skal regerer til landes og befolkningens bedste.
Jeg har længe synes, at de er fuldstændigt ude af trit med virkeligheden, mange af dem har aldrig prøvet at være ude på arbejdsmarkedet.
Mange ved ikke hvordan det er at være ”lønslave”.
Jeg bliver forargede når de ikke lytter til eksperter, når de snakker om nedgang i løn, men ikke selv går forrest og når de siger at lærerne kun er lærere for at få de lange ferier og så selv holder sommerferie i tre (tæl dem 1 – 2 – 3 juni, juli og august) måneder.
Jeg synes det er på tide at vi får normaliseret arbejdet i folketinget…. Men det var slet ikke det der var forslaget.
Mit forslag går på at få noget erhvervserfaring ind i folketinget igen, fjerne lidt af mudderet og få moderniseret skidtet en anelse.
Det kan ikke nytte noget, at man lægger ud med at ville være politiker, en hvilken som helst slags, når bare man kan få lov at bestemme noget, og derfor tager, den ellers fuldstændig ubrugelige uddannelse: can. Polit.
Nej!!
Mit forslag går ud på, at man skal have mindst et år på arbejdsmarkedet (eller på dagpenge/kontanthjælp) før man kan komme i folketinget.
Det kan godt været det skal være 2, 5 eller 7½ år, men i første omgang siger vi mindst et.
Som alle andre skal man vælge sin karriere med omhu, for du kan kun komme til at være ordfører eller minister for et område, som du har erhvervserfaring inden for.
Dvs. at hvis du vil være sundhedsminister, skal du have arbejdet inden for sundhedssektoren – i et af de erhverv, som du kommer til at være minister for, når du bliver minister.
Og nej du kan ikke have haft en direktørstilling, du skal have haft” fingrene i skidtet” så at sige.
Når så man har siddet i folketinget i, lad os sige, tre perioder (der er 12 år for dem som ikke er så hurtige til tabellerne) så skal man ud i virkeligheden i mindst et år igen.
Når man sidder i folketinget, så er dét dit arbejde, så har du ikke et deltidsjob ved siden af – ikke engang proforma.
Man får næsten 50.000 kr. om måneden for at sidde i folketinget ( det er mere end dobbelt så meget som jeg får), så det er det man gør punktum færdig!
Så var der det med mudderet.
Det er fuldstændigt umuligt at forstå, hvad en politiker siger eller hvad de mener.
Det er spind på spind.
Det nytter jo ikke noget, når man spørger en politiker om, hvad hans/hendes yndlingsfarve er, så svare de ”polkaprikket”.
Ud med spinddoktorerne!
De er til mere skade end gavn.
Politikere bliver nødt til at sige, hvad de mener, og så må de sgu’ dumme sig i ny og næ (så kan vi også få sorteret de værste idioter fra).
Der er noget så uendeligt forfriskende ved en politiker, der stiller sig op og siger lige det han/hun mener uden filter – så ved man, hvad man har at forholde sig til.
Og hvis en politiker skal deltage i politiske debatter på tv, bør han ikke kunne stille krav om at få spørgsmålene på forhånd eller på forhånd sige, hvilke spørgsmål han ikke vil svare på.
Han kan få en ramme inden for hvilken han skal debattere (og så skal journalisterne holde sig inden for rammen, man kan ikke i en debat om sundhed pludselig stille spørgsmål om rod i personlige bilag – den holder ikke)
Og så må politikeren læse op på emnet inden debatten og ærligt sige hvis der er noget han enten ikke kan eller vil svare på undervejs.
Men ud med mudderet og frem med meningerne.
Det sidste med moderniseringen er egentlig bare, at omgangstonen er så frygtelig gammeldags: ”fru Ursula Gitte Hansen fra bla bla siger at bla bla bla, det er vi uenige i. Vi er enige med hr. Børge Kjeldsen fra blabla”
Det må være nok med Ursula Hansen og Børge Kjeldsen.
Egentlig må man godt tage et lille hint fra det engelske parlament – ikke at man skal råbe af hinanden (selvom jeg synes, det ville hæve underholdningsværdien af de tv-transmitterede folketingsdebatter).
Men jeg synes det skulle være tilladt, at applauderer når man synes nogen sagde noget klogt.
Vi skriver 2013 kom nu ind i det 21. århundrede.
Det er bare et forslag :-)
Det bliver sikkert aldrig hørt.
Og bliver det hørt, bliver det nok ikke til noget, men det er jo også kun et forslag, og nu ”siger” jeg det højt.
Forslaget handler om vores folketings og regeringspolitikere, dem som skal regerer til landes og befolkningens bedste.
Jeg har længe synes, at de er fuldstændigt ude af trit med virkeligheden, mange af dem har aldrig prøvet at være ude på arbejdsmarkedet.
Mange ved ikke hvordan det er at være ”lønslave”.
Jeg bliver forargede når de ikke lytter til eksperter, når de snakker om nedgang i løn, men ikke selv går forrest og når de siger at lærerne kun er lærere for at få de lange ferier og så selv holder sommerferie i tre (tæl dem 1 – 2 – 3 juni, juli og august) måneder.
Jeg synes det er på tide at vi får normaliseret arbejdet i folketinget…. Men det var slet ikke det der var forslaget.
Mit forslag går på at få noget erhvervserfaring ind i folketinget igen, fjerne lidt af mudderet og få moderniseret skidtet en anelse.
Det kan ikke nytte noget, at man lægger ud med at ville være politiker, en hvilken som helst slags, når bare man kan få lov at bestemme noget, og derfor tager, den ellers fuldstændig ubrugelige uddannelse: can. Polit.
Nej!!
Mit forslag går ud på, at man skal have mindst et år på arbejdsmarkedet (eller på dagpenge/kontanthjælp) før man kan komme i folketinget.
Det kan godt været det skal være 2, 5 eller 7½ år, men i første omgang siger vi mindst et.
Som alle andre skal man vælge sin karriere med omhu, for du kan kun komme til at være ordfører eller minister for et område, som du har erhvervserfaring inden for.
Dvs. at hvis du vil være sundhedsminister, skal du have arbejdet inden for sundhedssektoren – i et af de erhverv, som du kommer til at være minister for, når du bliver minister.
Og nej du kan ikke have haft en direktørstilling, du skal have haft” fingrene i skidtet” så at sige.
Når så man har siddet i folketinget i, lad os sige, tre perioder (der er 12 år for dem som ikke er så hurtige til tabellerne) så skal man ud i virkeligheden i mindst et år igen.
Når man sidder i folketinget, så er dét dit arbejde, så har du ikke et deltidsjob ved siden af – ikke engang proforma.
Man får næsten 50.000 kr. om måneden for at sidde i folketinget ( det er mere end dobbelt så meget som jeg får), så det er det man gør punktum færdig!
Så var der det med mudderet.
Det er fuldstændigt umuligt at forstå, hvad en politiker siger eller hvad de mener.
Det er spind på spind.
Det nytter jo ikke noget, når man spørger en politiker om, hvad hans/hendes yndlingsfarve er, så svare de ”polkaprikket”.
Ud med spinddoktorerne!
De er til mere skade end gavn.
Politikere bliver nødt til at sige, hvad de mener, og så må de sgu’ dumme sig i ny og næ (så kan vi også få sorteret de værste idioter fra).
Der er noget så uendeligt forfriskende ved en politiker, der stiller sig op og siger lige det han/hun mener uden filter – så ved man, hvad man har at forholde sig til.
Og hvis en politiker skal deltage i politiske debatter på tv, bør han ikke kunne stille krav om at få spørgsmålene på forhånd eller på forhånd sige, hvilke spørgsmål han ikke vil svare på.
Han kan få en ramme inden for hvilken han skal debattere (og så skal journalisterne holde sig inden for rammen, man kan ikke i en debat om sundhed pludselig stille spørgsmål om rod i personlige bilag – den holder ikke)
Og så må politikeren læse op på emnet inden debatten og ærligt sige hvis der er noget han enten ikke kan eller vil svare på undervejs.
Men ud med mudderet og frem med meningerne.
Det sidste med moderniseringen er egentlig bare, at omgangstonen er så frygtelig gammeldags: ”fru Ursula Gitte Hansen fra bla bla siger at bla bla bla, det er vi uenige i. Vi er enige med hr. Børge Kjeldsen fra blabla”
Det må være nok med Ursula Hansen og Børge Kjeldsen.
Egentlig må man godt tage et lille hint fra det engelske parlament – ikke at man skal råbe af hinanden (selvom jeg synes, det ville hæve underholdningsværdien af de tv-transmitterede folketingsdebatter).
Men jeg synes det skulle være tilladt, at applauderer når man synes nogen sagde noget klogt.
Vi skriver 2013 kom nu ind i det 21. århundrede.
Det er bare et forslag :-)
Om at google sig selv
Ja jeg har googlet mig selv – og ja jeg er så selvoptaget, men det gør nu ikke noget godt for ens selvoptagethed, at google sig selv.
Faktisk synes jeg, at man burde gøre det oftere.
Når man googler sig selv, bliver man nemlig mindet om, hvor ualmindelig almindelig man er.
Og det gik op for mig, at jeg faktisk er på den forkerte kant af kedelig.
Den første post, som dukkede op var mit navn, adresse og telefonnummer på krak.
Så ved man at man er en stor og vigtig verdensperson (mærk sarkasmen).
I de næste poster står der:
At jeg har en facebook profil (surprise surprise).
En blog (det kommer jo ikke bag på dig du er her jo, og hvem har ikke mindst en blog nu om stunder?).
Og så er der en række billeder, hvoraf jeg er stoltest, af dem jeg har malet/tegnet og mindre stolt af fotografierne mig selv (sagde hunden).
Det eneste, som er en anelse interessant, er det læserbrev jeg i 1998 skrev ang. den dengang forestående folkeskolereform.
Det var et godt læserbrev og kunne sjovt nok have været brugt i debatten om den sidste folkeskolereform.
Og så fik jeg det i både Folkeskolen og Politikken
Det var vist mine 3 minutters ”berømmelse” den gang i ’98 – Det var min (til dato) eneste ”storhed”.
Nu er jeg ikke særlig forfalden til storhedsvanvid. Jeg har jo altid ment at jeg var temmelig almindelig og uinteressant.
F.eks. er jeg jo ikke bange for at nogen gider tale om mig når jeg ikke er der – for spændene er jeg ikke.
Men det ret sjovt – nahh sjovt er vist ikke det rigtige ord…. Den er underfundigt, overraskende, tankevækkende – tankevækkende er det rigtigt ord.
Det er tankevækkende at se sådan sort på hvidt, hvor lille en indflydelse man har på verden.
Hvor lidt man i virkeligheden rykker.
Hvor meget plads man har til at gøre noget mere.
Faktisk synes jeg, at man burde gøre det oftere.
Når man googler sig selv, bliver man nemlig mindet om, hvor ualmindelig almindelig man er.
Og det gik op for mig, at jeg faktisk er på den forkerte kant af kedelig.
Den første post, som dukkede op var mit navn, adresse og telefonnummer på krak.
Så ved man at man er en stor og vigtig verdensperson (mærk sarkasmen).
I de næste poster står der:
At jeg har en facebook profil (surprise surprise).
En blog (det kommer jo ikke bag på dig du er her jo, og hvem har ikke mindst en blog nu om stunder?).
Og så er der en række billeder, hvoraf jeg er stoltest, af dem jeg har malet/tegnet og mindre stolt af fotografierne mig selv (sagde hunden).
Det eneste, som er en anelse interessant, er det læserbrev jeg i 1998 skrev ang. den dengang forestående folkeskolereform.
Det var et godt læserbrev og kunne sjovt nok have været brugt i debatten om den sidste folkeskolereform.
Og så fik jeg det i både Folkeskolen og Politikken
Det var vist mine 3 minutters ”berømmelse” den gang i ’98 – Det var min (til dato) eneste ”storhed”.
Nu er jeg ikke særlig forfalden til storhedsvanvid. Jeg har jo altid ment at jeg var temmelig almindelig og uinteressant.
F.eks. er jeg jo ikke bange for at nogen gider tale om mig når jeg ikke er der – for spændene er jeg ikke.
Men det ret sjovt – nahh sjovt er vist ikke det rigtige ord…. Den er underfundigt, overraskende, tankevækkende – tankevækkende er det rigtigt ord.
Det er tankevækkende at se sådan sort på hvidt, hvor lille en indflydelse man har på verden.
Hvor lidt man i virkeligheden rykker.
Hvor meget plads man har til at gøre noget mere.
Abonner på:
Opslag (Atom)