Conrad

Det var søndag og Conrad sad ved sit skrivebord og klippede et gækkebrev. ”Hvad er det du laver?” spurgte Leo som sad på stolen ved siden af skrivebordet. Leo var Conrads bamse, en løve. ”Jeg klipper et gækkebrev” svarede Conrad ”Et hvad?” Undrede Leo ”Et gækkebrev” forklarede Conrad og foldede det halvfærdige gækkebrev ud. Men Leo så ud som om han ikke forstod noget som helst. Conrad lagde saksen fra sig og forklarede, hvordan man lavede gækkebreve, om hvordan man skulle skrive et lille digt og underskrive med prikker. Og det bedste, som jo var at man kunne vinde et påskeæg. Leo tænkte lidt og spurgte så ” hvad er et påskeæg?” ”Det er de chokoladeæg man får til påske” svarede Conrad. ”Men hvad er påske?” Og der måtte Conrad give op ”Det ved jeg faktisk ikke….Men vi kan spørge mor” Conrad tog Leo under armen og gik ud til sin mor, som var i fuld gang med at gøre rent – de skulle nemlig holde påskefrokost senere den dag. ”Mor?” spurgte Conrad ”hvad er egentlig påske?” Conrads mor holdt med at pudse vinduer og så ned på Conrad. ”Påske har noget at gøre med Jesus” sagde hun mens hun genoptog pudsningen. ”Ligesom jul?” spurgte Conrad. ”Hvor mange fødselsdage har den mand?” Mumlede Leo men det var kun Conrad, som kunne høre det. ”Nej ikke helt” svarede mor oppe fra trappestigen, hun var nu i gang med de øverste vinduesfag. ”Jul er Jesus fødselsdag, men påsken er den dag han døde” ”Fejre man at Jesus døde?!!!” Conrad var chokeret ”men jeg troede Jesus var god” ”Det var han osse” Nu kom mor ned og satte sig på trappestigen ”Lad mig se om jeg kan huske historien – Jesus tog til Jerusalem for at fejre påsken sammen med sine disciple. Folk i Jerusalem havde hørt meget godt om Jesus, så da han nærmede sig kom nogen med et æsel, som han kunne ride på det sidste stykke. Da han så kom til byen stod folk langs vejen og hyldede ham som en konge, mens de viftede med palmeblade. Derfor kaldes i dag for palmesøndag. Men præsterne kunne ikke lide, at folk kaldte Jesus for konge og Guds søn så de sørgede for, at han blev arresteret, pisket og hængt op på et kors. Der hang Jesus en hel dag før han døde – det er der for det hedder langfredag. Da han var død begravede hans venner og familie ham i en klippehule og satte en stor sten foran. Men da de nogle dage senere kom for at kigge til graven var stenen væltet og graven var tom. Først troede de, at der var nogen, der havde stjålet Jesus lig, men i virkeligheden var Jesus genopstået fra de døde – Det beviste, at han var Guds søn. Og det er det vi fejre i påsken” Mor havde rejst sig og var på vej op på stigen igen. ”Men mor – hvad har Jesus med påskehare, påskekyllinger, påskelam, påskeæg og gækkebreve at gøre?” Spurgte Conrad ”Det har jeg virkelig ikke tid til at svare på nu Conrad” Svarede mor men hun genoptog vinduespudsningen. ”Vi spørger far” sagde Conrad til Leo. Conrads far stod og var ved at lave mad i køkkenet. ”Far?” spurgte Conrad ”Hvad er påske egentlig?” Far rørte i gryderne mens han svarede ” det har noget med Jesus at gøre” ”ja ja” svarede Conrad ”det ved jeg godt – han døde og så kom han tilbage – men hvad har Jesus med påskehare, påskelam, påskekyllinger, påskeæg og gækkebreve at gøre?” ”Conrad det har jeg virkelig ikke tid til lige nu” Conrad gik ud af køkkenet. Inde i spisestuen var der dækket et påskebord til påskefrokosten. Conrad holdt Leo så han kunne se bordet ”Se Leo – bordet er fuld af påskelam, påskeharer, påskekyllinger og påskeæg men der er ikke en eneste Jesus. Jeg er ikke helt sikker på at mor og far har forstået påsken rigtig” ”jeg undre mig også over noget” sagde Leo ” hvis man holder påske fordi Jesus døde og genopstod – hvorfor tog Jesus så til Jerusalem for at holde påske?” ”ja det er faktisk mærkeligt” sagde Conrad. ”Vi spørger mormor” sagde Conrad og Leo nikkede samtykkende. Conrads mormor boede lidt væk og Conrad måtte god selv cykle over til hende. ”Mor!!! Jeg cykler over til mormor!!” råbte Conrad ind i stuen mens han tog cykelhjelmen på. Og inden mor kunne nå at svare var han ude af døren. Da Conrad kom frem til mormor havde hun allerede juice og chokoladekiks klar til Conrad og en kop kaffe klar til sig selv – Conrad kunne aldrig helt forstå hvordan mormor altid vidste hvornår han kom. Hun påstod at hun kunne mørke det. De satte sig ved det lille bord ude i køkkenet. ”mormor” sagde Conrad med munden fuld af chokoladekiks ”hvad er påske egentlig?” ”Vi fejre jo påske fordi Jesus genopstod fra de døde efter han havde taget alle vores synder fra os” Conrad sank ” jeg ved godt det der med Jesus som genopstod, men hvad var det han tog?” Mormor smilede ”hvis man er kristen og tror på at Jesus er Guds søn, så tror man også på at Jesus led på korset for alle menneskers skyld – han tog alle de dårligt ting vi har gjort så vi kan komme i himmelen” Conrad nikkede efter tænksomt ”men mormor, hvis vi fejre påske fordi Jesus genopstod fra de døde, hvorfor tog Jesus så til Jerusalem for at fejre påske?” ”Det er et godt spørgsmål” sagde mormor ”Jesus var jøde – og de tror på Gud på en lidt anden måde. De fejre påsken fordi det var der Moses førte dem ud af Egypten” Conrad vidste godt hvem Moses var – sidste weekend havde han set ”Prinsen af Egypten”. ”nåhhh” sagde Conrad ”men hvad har Jesus at gøre med påskelam, påskekyllinger, påskeharer og gækkebreve?” Mormor grinede ”ingen verdens ting min skat” ”gamle gamle dage fik man ikke påske æg for sit gækkebrev men et kys. Man skrev dem til den man var lidt forelsket i” ”Før vi blev kristen i Danmark, har man sikkert holdt forårsfest. Det har været vigtigt at jorden blev frugtbar og man fik meget korn og frugt og at dyrene fik mange unger. Når det var forår fik fårene lam og hønsene kyllinger. I meget gamle dage var æg dyre, men lørdagen før påsken måtte man spise alle de æg man ville. Da æg ikke længere var noget fint noget begyndte man at male på dem og lege med dem” Mormor tav og tog en tår kaffe. Conrad sad og så lidt ud af vinduet ”Hvad så med påske haren?” ”påskeharen kommer lige som juletræet fra Tyskland” Sagde mormor. ”Men jeg tror at det også har noget med forår at gøre – mon ikke? Harerne fare jo rundt på markerne når foråret nærmer sig” Conrad nikkede mormor havde jo ret. ”men det vigtigste var altså ægget i gamle dage. Man mente tilmed det havde magiske evner” mormor så snedigt på ham. Conrad rettede sig på i stolen. ”man mente at hvis man åd et hønnike æg - det første æg en høne nogen sinde lægger – så kunne man se hvem, der var hekse. For de ville have hatte af krukker og gryder når de kom i kirke til påskegudstjenesten” Conrad var lidt forvirret ”kunne de andre ikke se de mærkelige hatte?” ”Nej for de var usynlige” svarede mormor ”man lagde også æg og brød ned i plovfugerne på markerne for at sørge for at man fik en god høst” Conrad synes de havde været lidt mærkelige i gamle dag. ”nå” sagde mormor og kiggede på uret ”nu skal vi vist til at komme videre, vi skal jo hjem til dig og spise god mad – hvad siger du til at vi følges?”

Damekaffe

Eller
Hvordan glæde hænger ved.

Damekaffen er nu pakket væk, møblerne er tilbage på deres vante plads, opvasken er taget og katten ligger ved mine fødder på sit tæppe og snorker.
Ja han snorker! Hvis I troede at katte var lydløse, så må I tro om igen; Mine kattedyr både snorker og tramper – men det er også efterhånden et par ældre herre.
Nå det var jo ikke kattedyrene jeg skulle skrive om men damekaffen.
Altså; mit hjem ser nu igen ud som det plejer og dog.
For det første så ligger der en lille bunke med glemte ting og for det andet; er det som om, her er meget mere plads.
Der føles højere til loftet og længere mellem væggene.
Og det er i grunden mærkeligt for i formiddag, inden jeg flyttede alle møbler rundt, tænkte jeg på, hvordan vi dog skulle kunne være her.
Jeg vidste jo godt, at vi kunne – vi har været mange flere
Men alligevel var jeg lidt betænkelig.
Og så kom der syv fantastiske kvinder (og et enkelt fantastisk barn).
De satte sig og fyldte min stue op med snak.
De var glade, de var alvorlige, de sympatiserede, de forstod, de lyttede, de grinede, de delte, de drak masser af kaffe og spiste æblekage.
Og pludselig var der god plads i min lille stue.
Jeg lige frem kunne mærke glæden og hyggen trænge ind i alle kroge og sprækker, fylde mine tanker med luft og udvide min verden.
Da de sidste var gået hjem, kunne jeg ikke lade være med at tænke på at det egentlig var fantastisk, at jeg fyldte mit hjem op med mennesker og så fik jeg bedre plads.
Nu håber jeg bare at ”damerne” har hygget sig lige så meget som jeg har, og at jeg måske kan være lidt hurtigere på aftrækkeren, så der ikke behøver gå et helt år før den næste damekaffe.

(ps. Billedet har jeg "lånt" af Pia)

Tale er sølv, hoste er pisse irriterende.

Min hoste lyder som et mislykket genetisk forsøg på at krydse en frø og en sæl – og nu ligger eksperimentet og er døende.
Min stemme er lidt bedre; den lyder bare som en frø.
For jeg hoste nemlig. Hoster så min stemme slides væk.
De af jer, som har spillet teater med mig nogle år, husker måske det år vi spillede Don Ranudo, hvor jeg til forestillingen onsdag (tror jeg det var) dukkede op uden stemme??
Det er der vi er igen sådan ca.
Det var ikke sådan i går.
I går hostede jeg og var en anelse hæs men ikke noget slemt.
Det var heller ikke sådan i morges.
I morges hostede jeg godt nok, men kunne da både synge med på sangene i radioen og skælde ud på radioavisen.
For det gør jeg nemlig om morgenen, så ved I det.
Det var først på vej i bilen det begyndte at gå lidt galt.
”Meeen” tænkte jeg ”det går såmænd nok” – jeg tænker nemlig ligesom man taler i gamle danske film når jeg fører mit automobil.
Nåh men efter megen hosten og det at skulle tale alle 26 elever i 1.b op så var jeg ved at miste modet og ikke mindst stemmen.
Ikke så meget over ungerne, men mere over hvor ondt det efterhånden gjorde at hoste og at jeg slet ikke kunne lade være.
På vej ned til Linden (SFO’en) tænkte jeg på hvordan jeg skulle klare resten af dagen.
Jeg kunne begynde at hoste i morsekode, men jeg er så råddent dårlig til morsealfabetet.
Så overvejede jeg noget med en staveplade eller en lille blok så kunne jeg skrive i stedet for at tale, men ungerne i 0. og en del af dem i 1. kan ikke læse og da slet ikke min håndskrift.
Da jeg ankom, havde jeg formuleret følgende plan: hvis det kunne lade sig gi’ sig ville jeg tage hjem og pleje mine stakkels torturerede stemmebånd.
Og hvis det ikke kunne lade sig gøre, ville jeg blive så længe jeg havde stemme til.
Men jeg har verdens bedste kollegaer, som lod mig tage hjem – Kys til dem alle :-)... Undtagen Thomas, som var ved at knække sammen af grin, da jeg sagde noget.
Nu er stemmen så småt på vej tilbage, godt hjulpet af hostestillende medicin og en eftermiddag alene hjemme i tavshed og for en så kommunikativ, som mig er det lidt af en præstation.
Halleluja for internettet.
Jeg er nu nået til ”bluesstemme-stadiet” – men jeg kan stadig ikke synge med på sangene i radioen (de spiller ikke meget gammeldags Mississippi-blues for tiden).