På lånt tid

Jeg kom forleden til at tænke på; at det meste af mit liv (og hele mit voksenliv) har det jeg har lavet været tidsbegrænset. Siden jeg var 15 år, har alt hvad jeg har lavet faktisk skulle afsluttes inden for en overskuelig fremtid:
Efterskole - Et godt år, men dog kun et år.
Gymnasiet - tre år.
Højskole - Det bedste år hidtil. En oplevelse, som nok ikke bliver toppet før jeg får børn. Men stadig kun et år (8 måneder)
Sabbatår - Arbejde i en børnehave et års tid.
Lærerseminariet - fire gode år.
Efter jeg blev uddannet har jeg kun besiddet vikariater. Det ene efter det andet.

Lige indtil nu!

Nu er jeg på en arbejdsplads, hvor jeg er rigtig glad for at være og hvor jeg (øjensynligt) kan blive så længe jeg lyster.... Jeg har ro til at finde mig selv. Og det er faktisk skræmmende!
Det er jo gået op for mig, at jeg ikke er helt sikker på hvem jeg er!?!
Jeg er ikke helt sikker på hvad jeg kan.
Nej det er faktisk ikke helt rigtigt. Jeg tror snarere, at jeg har glemt ,hvor meget jeg kan. Og det er overraskende noget mere end jeg troede.

Ja ja jeg kan også godt høre janteloven skrige i baggrunden, men jeg har valgt at overhøre den. Og hvis jeg kan så kan du også.
Jeg vil have lov at sige det: Der er ting jeg er hammer god til.
Der er også ting jeg er vildt dårlig til og ting jeg slet ikke kan, men det er lige meget for jeg har (gen-)opdaget at der findes ting jeg er sindssygt god til.
At der er ting jeg bliver glad ved at lave.
Jeg vil faktisk vove den opstand, at jeg bliver tæt på lykkelig, når jeg står midt i processen.

Men det jeg kom fra var at jeg ikke var helt sikker på hvem jeg var.
Sidst jeg var 100% sikker på hvem jeg var, da var jeg 15 år gammel. Måske var jeg også nogenlunde sikker da jeg var 18 - 20 år, men derefter er det gået stærkt ned af bakke med det.
Jeg troede, at jeg vidste det, men det viser sig nu at det var et underligt stresset "arbejds-mig", som ikke rigtigt havde noget med "mig-mig" at gøre.

I vores samfund er en kæmpe del af vores identitet forbudet med vores arbejde.
Hvis nogen spørger os "hvem er du?" eller "hvad laver du?" vil vi strags nævne vores arbejde.
Og da jeg gik ned med stress forsvandt hele den kæmpe del af mig... Eller det jeg troede var mig.
Nu arbejder jeg som pædagog, men jeg er ikke pædagog, for jeg er uddannet lærer. Og jeg er ikke lærer, for jeg arbejder ikke som lærer (og kommer måske aldrig til det igen).
Så nu står jeg lidt i et vakuum, for jeg kan ikke rigtigt hænge min identitet op på mit arbejde.

Jeg tror jeg vil begynde at misforstå spørgsmålene "Hvem er du?" og Hvad laver du?" med vilje....Og svar med "jeg er en kreativ glad venlig, social og omsorgsfuld kvinde" og "Åh... jeg laver nu så meget forskelligt: tegner, maler, filter, spiller lidt amatør teater, skriver lidt og meget andet"
Det giver jo en helt anden identitet.
En jeg faktisk meget bedre kan lide.

Lykken er

en varm og spindende kat på skødet
og en blød og spindende kat i øret
en aften som bare bliver ved i gode venners lag
at grine så meget at man får ondt i mave
en dejlig dag med familien i fællesskab og samtale
en god bog i hjørnet af sofaen på den helt rigtige dag
jordbær med fløde en sommeraften
vinterens første sne som man har længtes efter hele december
det kys man så længe har ventet på
en lille fugl med en liflig sang
den første rigtige forårsdag
en solopgang som eksploderer i horisonten
juleaften med de nærmeste i hyggelig tryghed
efterårets fantastiske palet som farver alt løvet
at flytte ind i et nyt hjem der er alt det man drømte om
at få et smil af et barn, man ikke kender
første dag i sommerferien
en ”gammeldaw’s” med tre kugler, flødeskum og syltetøj
når kreativiteten flyder
Lykken er det øjeblik hvor alt står stille og man kan mærke livet
Lykken er der hvis man kigger efter

Uendelighed

Uendeligheden er uendelig stor
Og uendelig lille
Den er universets udbredelse
Og atomets atom.
Uendeligheden er afstanden
Mellem mennesker.
Den er juleaftens dag
Indtil gavernes åbnes.
uendelighed er sekundet
før du vågner.

Uendelighed er Midgårdsormen
der æder af sin hale
Men vokser så hurtigt at den
Aldrig Ændre størrelse.
Uendeligheden er det du ville se
I mine øjne
hvis du turde møde mit blik.
Uendeligheden er det
vi Mennesker frygte mest
Uendeligheden er der
vi altid befinder os.

Uendeligheden er et tomrum
Som ikke er tomt.

Uendeligheden er ikke så slem
Når bare den ikke er
Uendelig kedelig.

opad

Det sugende op ad rettede fald
En sommerdag på ryggen
Når skyerne deler sig
Og man har udsigt til hele himmelen.

Udlængsel i sindet
Stadig på ryggen
Når natten er sortest
Kun oplyst af stjerne.

Tanken mod fjerne horisonter
Blikket rettet mod stregen
Der deler hav og himmel
Lige der ligger det.

Et misundeligt blik på fugle
Som legende let
Danser på vinden
Højt op, langt væk

En datingjomfrus bekendelser

Jeg er en datingjomfru.
Lyder som indgangsreplikken hos ”A.D.” (Anonyme Datindjomfruer). Hvor om alting er er det sandt. Det er ikke første gang jeg befinder mig på en datingside, men det er første gang jeg er der med det formål at finde en kæreste.
Jeg var ellers i syv sind om, hvorvidt jeg over hovedet ville have en kæreste. Jeg har trods alt kun haft mig selv at tage hensyn til i rigtig mange år.
Men efter mange og lange overvejelser kom jeg frem til, at jo jeg vil gerne have en kæreste. Og gerne en af den slags som bliver hængende resten af livet.
Jeg tror jeg har skrevet om det før, men det tåler helt sikkert gentagelse: jeg tror at der er mindst en til os hver. Med andre ord jeg tror på den eneste ene og den eneste anden, tredje, fjerde osv.
Nu har jeg som sagt snuset lidt til at par datingsider gennem tiden, og jeg synes ikke rigtig de var så spændende. Så jeg lavede lidt research og valgte den mere videnskabelige fremgangsmåde som Q500 tilbyder.
Jeg kan godt lide tanken om at man prøver at sætte folk sammen efter hvem de er, for selvom det er en kliche så er det jo sådan at ”Lige børn leger bedst” (men skæve har det sjovest), klicher bliver jo ikke klicher hvis ikke de er sande.
Det tog lidt tid at komme i gang; der er en lang række spørgsmål man skal svare på – men nu er det gjort og jeg mangler kun den frygtede og vanskelige: introduktion til mig selv!
Jeg hader at skrive dem de bliver altid for lange eller for kedelige eller bare slet og ret ligegyldige og intetsigende.
Næh denne gang må jeg ved Gud(erne) oppe mig. Den skal gennemtænkes; være kort, tjekket og fyldestgørende.(Måske jeg skal udnytte det jeg lærte om at skrive ansøgninger i cv-form mens jeg var arbejdsløs.)
Og så er der lige prisen for at komme med i ”in-gruppen”. Den er liiiiidt heftig.. bare lidt mest fordi du betaler for et helt år. Ved laveste takst bliver det over 1000kr.
Det synes jeg er mange penge – til gengæld er der så kærlighedsgaranti! Hvabehar! Hvad siger I så. De garanterer simpelthen at jeg finder kærligheden i løbet af et år.
Og så er de der lidt over 1000 kr. pludselig ret godt givet ud.
Bare nedren hvis man finder kærligheden efter 1 måned – for du får ikke pengene tilbage når først de er betalt.