At synde eller ikke at synde

I denne uge blev jeg pludselig opmærksom på, hvor meget måden vi bruger sproget afslører om vores samfundsholdning til forskellige ting.
Det der fik mig sådan til at studse var udtalelsen: ”i dag synder vi”.
Det var ikke noget som ikke var blevet sagt ca. hundrede gange før, men lige denne gang sank ordenes egentlige betydning ind og satte sig i min hjerne og begyndte at murre.
Synd er noget vi normalt forbinder med kristendommen.
Hvem har i øvrigt fundet på at den kristne tro er en dom. Det lyder ikke særligt rart, at man er dømt til en tro.
Alle andre ”store” religioner er ”ismer” buddhisme, hinduisme, islamisme.
De små er man heller ikke dømt til Asetro, eller hedning eller måske skal vi bare kalde det paganisme og så er der endnu en ”isme” at føje til listen.
Sorry det var et sidespor.
Altså, der var en, som sagde ”i dag synder vi” og synd er noget som man normalt forbinder med kristendommen. Men det her handlede faktisk om mad.
Det er nemlig sådan er der ligger ikke mindre en to steder lige i nærheden af museet, hvor man kan få fantastisk gode sandwiches.
Noget som medarbejderne (i perioder) benytter sig af.
Og synden bestod så i, at fem af mine kollegaer havde købt sandwiches til frokost. I sandhed en voldsom synd som må give år i skærsilden(mærk ironien).
Nu var det som sagt bestemt ikke første gang, jeg havde hørt god mad omtalt som syndige. Og pludselig slog det mig: er vores samfund nu blevet så fikserede på udseende at kropsdyrkelse er gået hen og blevet en religion?
På trods af sommervarmen fik jeg gåsehud på armene.
For det betyder at jeg er en synder; et uværdigt menneske, et menneske, som skal frelses, et menneske man skal have ondt af og se ned på blot fordi jeg er tyk!
Nu synes jeg, at jeg er et ret værdigt menneske.
Jeg skal ikke frelses, jeg vil ikke ynkes og ser du ned på mig, ryger du i kategorien ”ligegyldige bekendtskaber”.
Jeg ved jo godt at det ikke er så slemt, men det er en underliggende grundholdning. Det afslører ordvalget.