Fredag - første uge med nyt arbejde

Jeg har lige mødt ”en hysterisk mår”*
Den var hverken særlig stor eller særlig faretruende, men det var helt sikkert ”en hysterisk mår”
Den stod bundet uden for Brugsen og hilste højlydt og begejstret på alle forbipasserende.
Jeg havde vældigt overskudsagtigt været helt oppe i min lejlighed for at hente alle de tomme flasker før jeg gik i Brugsen – ”har De flasker med?”**
53,50 var der og det luner alt sammen i en måned, hvor man ikke rigtig har nogen penge. Overgangen mellem dagpenge og den virkelige verdens lønninger er altid hård. Man har ”arbejdsudgifter” (også kaldet togkort 1180kr.) men kun dagpenge at betale med.
Men alt det betyder meget lidt for det er fredag og en uge siden jeg begyndte på mit nye arbejde.
Og ved I hvad??
Jeg æææælsker mit nye job!!JJ
Jeg står (inden i mellem) vanvittigt tidligt op, jeg skal køre med tog 30 min. hver vej hver dag, jeg er totalt kvæstet når jeg endelig kommer hjem og det gør ikke en dyt, for jeg elsker hvert minut jeg er der.
Jeg har de sødeste kollegaer og ”mine” børn er dejlige, sjove, kærlige og intelligente.
Hvad jeg laver?? Jeg er startet i en SFO.
Denne første uge har været overvældende. Jeg startede samtidig med alle de nye 0. klasser (børnehaveklasser). Hvilket betød at jeg fandt mig selv omgivet af energirige 6-årige og ængstelige forældre. For det er et faktum at forældre (læs: mødre) er langt mere bekymrede en ungerne for at begynde i SFO og skole.
Men vi var nye sammen og de er helt utroligt søde, hvilket betyder meget for mig med min bagage omkrig ubehagelige forældre og vattet ledelse.
Hvilket minder mig om at ledelsen her er alt andet en vattet. Tilstedeværende og kompetent er nok nogen af de ord som falder mig først ind i den forbindelse.
Så JA jeg er rigtig glad for mit nye arbejde, faktisk helt champagne-glad.***

* ”En hysterisk mår” er en overbegejstret hund, som gør af glæde. Udtrykket kommer fra tegneserien Fæhunden. (kunne ikke lige finde pågældende stribe, så I må tænke jer til den) Billede et: Fæhunden stormer højt gøende ned ad en bakke mod en flok kvier. Billede to: Fæhunden kigger utilfreds på en kvie men den siger ” Jeg forsikrer dem frue; jeg er ikke en hysterisk mår”
** Dårlig, dårlig, dårlig vits som jeg vil lade hvile.
*** Den der boblende fornemmelse man får i maven når man bare ved at man er på rette plads i sit liv

Kald det kærlighed??

Sad lige og spillede på msn-spil. Og som de fleste ved er underlægningsmusikken til den slags spil så hæslig, at man meget konsekvent slår lyden fra øjeblikkeligt.
Derfor sad jeg med musik fra you tube i ørene.
Jeg valgte bare en sang og så tog jeg alle de forslag, der ellers kom, fra en ende af. Dette bevirkede, at jeg har siddet og hørte kærlighedssange (nogen gange den samme flere gange) i et par timer.
Jeg kan godt lide kærlighedssange, de er smukke og rørende og taler til min sjæl og en hel masse andet sukkerromantisk pladder (som måske nok er pladder, men dog sandt alligevel).
Men i aften modarbejdede min hjerne mig en anelse; Og jeg tog mig selv i at sidde og tænke, at det faktisk var lidt creepy.
De her sange som skulle være (og sikkert er ment som) de helt store kærlighedserklæringer i stil med ” jeg ææælsker dig og håber du vil være min for evigt”. Kunne lige så godt være en trussel i stil med ”jeg ææælsker dig, og du har bare at være min for evigt for ellers… hahahahaha (skræmmende psykopatisk latter)”.

Her er et eksempel fra

"He Don't Love You Like I Love You"

He don't love you like I love you
Don't think about you like I think about you
He don't want to have your children
He don't wanna build his life around you

Tell me I should not be feeling what I am today
Tell me to silence my heart
Tell me We've been here before
and I will walk away from you love

For there is a wall between you and I
And he hasn't been treating you right
I've been watching it all
I seen you cry
And I just gotta tell you tonight


Ved første øjekast en uskyldig sang. Han ser, at ex-kærestens (som han tydeligvis stadig er lidt lun på) nye kæreste ikke behandler hende ordentligt.
Meget uskyldigt – eller er det??
Er det i virkeligheden en sindssyg stalker, som taler??
Jeg mener med udtalelser som: ”He don't love you like I love you, Don't think about you like I think about you” og ” I've been watching it all” kan man godt få den mistanke.
Og det er ikke den eneste sang.
Prøv selv og lytte efter næste gang du hører en kærlighedssang – jeg er sikker på at du finder en slet skjult trussel.

jeg sagde jo, jeg var syg

Jo den er sgu god nok; jeg er endt på penicillin.
Efter to dages væg til væg hosten og med en stemme som en fordrukken festivaldeltager, som har røget alt for mange cigarer, besluttede jeg mig til at det måske var på tide at ringe til lægen.
Det var godt nok ikke lungebetændelse men han mente nok at det var en betændelse af en art, (i en af de der utallige huler man har) så en gang penicillin til damen (damen er mig i dette tilfælde).
Det værste ved at være syg så længe er at man tillægger sig mærkelige vaner f.eks. er jag blevet totalt afhængig af en børneserie, som hedder Lazy Town (den går på Disney playhouse med dansk tale).
Nu er det ikke fordi det er skidt en skidt serie meeen det er en serie for …ja ok ikke de mindste men der hen af.
Og den er bare så rar når man har 38,5 og har ondt over det hele af at hoste.

For resten har jeg fået myoser på mavemusklerne (det havde I ikke brug for at vide, men jeg havde brug for at fortælle det) ”Holddafest” hvor har jeg ondt i hoste-musklerne, som for resten er de samme som grine-musklerne. Og det er lidt af en krise.
Mavebøjninger er for tøsedrenge – næh nej – væg til væg hoste og du har mavemuskler af stål.

Hyggelig

Nogen gange støder man på mennesker, som er hyggelige.

Hyggelige mennesker kan godt virke lidt undseelige, de gør ikke meget væsen af sig. Og så har de en tendens til at dukke op når man mindst venter dem. De er der bare lige pludselig og gør ens dag meget bedre.

Lige sådan et hyggeligt menneske var jeg så heldig at rende ind i i går (torsdag) aftes.

Jeg var på vej hjem og blev enig med mig selv om, at det var en god ide at runde tanken.

Klokken var vel ved at være halv ti om aftenen og der var ting jeg manglede, men ikke havde haft tid til at købe.

(Jeg nærmest bor på mit arbejde for tiden – at arbejde og spille teater samme sted er ikke nødvendigvis en god ide.)

Som tænkt så gjort.

Jeg tog lidt af dit og lidt af dat også ting jeg ikke manglede men bare lige gik der og fik lyst til.

Oppe ved kassen lagde jeg tingene på disken, og så mødte jeg ham – den hyggelige mand.

Da ekspedienten åbnede munden kunne jeg med det samme mærke mit stres-niveau dale.

Stor, rolig, tryg og venlig med en varm udstråling og en bamseblød stemme ekspederede han mig.

Og jeg stod bare og blev gladere og gladere.

I det jeg trådte uden for de automatiske døre, og uden for hørevidde af nogen som helst, måtte jeg bare gi’ en lille begejstret latter og højt tilkendegive for mig selv, hvor hyggelig jeg synes, han havde været.

Google Toolbar Button Gallery

Soppetur i København

Mandag (den 26. maj) formiddag skulle jeg til København. Noget med et 3 måneders møde med min A-kasse – Hvilket for så vidt er ligegyldigt i denne sammenhæng, bortset fra det faktum at min A-kasse (DLF/A) har kontorer en spytklat fra Rådhuspladsen og Strøget.
Da jeg skulle til at gå ud af døren, overvejede jeg om det var nødvendigt med en paraply?
Men da jeg skulle med bus og tog og i det hele taget gå meget lidt ude i vejret (og i øvrigt havde forsvundet min taskeparaply), besluttede jeg mig for at jeg nok godt kunne undvære paraplyen – det regnede jo ikke synderligt meget. Jo jeg ville nok blive lidt fugtig, men herregud den smule vand kunne jeg nok overleve.
STOR FEJL.
I Holbæk regnede det ganske vist ikke ret meget, men da jeg ”ramte” Roskilde stor det klart at det var store-vaske-dag i hovedstadsområdet. Regnen stod ned i stænger uden for togvinduerne.
”Jeg køber mig en paraply på Hovedbanan” tænkte jeg fortrøstningsfuld.
Hvor kan man tage fejl!!
Toget var naturligvis forsinket forsinket og pludselig havde jeg ikke nær så meget tid til min paraplyjagt på Hovedbanegården som jeg skulle bruge.
Og hvem kunne også vide at paraplyer var så lumske og gode til at gemme sig?
Til sidst måtte jeg begive mig ud i vejret uden paraply.
Der kommer et punkt hvor man bare ikke kan blive vådere. Dette punkt nåede jeg fra fødderne til midt på læggene inden jeg nåede Rådhuspladsen.
Det er ca. 20 år siden jeg sidst fik sko, men erindringen om fornemmelsen kom pludselig tilbage til mig mens jeg soppede over Rådhuspladsen mod Strøget og min destination.
Nu er jeg ikke bare lidt af en pjevs når det kommer til regnvejr (det er løgn men det gør historien bedre), jeg er også en nærig-røv. Så jeg ville ikke ofre penge på en fancy paraply. Først da jeg fandt en klassisk, stor og sort en af slagsen til en 50’er slog jeg til og kom i nogenlunde tørvejr. (Men der var det meste af skaden sket.)
Så endelig efter at have krydset en rendestensflod og soppet ned af Kattesundet endte jeg i tørvejr hos DLF/A og dermed kom jeg uden for drukningsfare.
Indtil hjemturen i hvert fald.
Jeg havde et tidspunkt, hvor jeg overvejede at gøre som Grislingen og bruge min paraply som båd og udsende en flaskepost med følgende nødråb: Hjælp Louise (mig) på den ene side af papiret og: Louise det er mig HJÆLP HJÆLP på den anden side.

At synde eller ikke at synde

I denne uge blev jeg pludselig opmærksom på, hvor meget måden vi bruger sproget afslører om vores samfundsholdning til forskellige ting.
Det der fik mig sådan til at studse var udtalelsen: ”i dag synder vi”.
Det var ikke noget som ikke var blevet sagt ca. hundrede gange før, men lige denne gang sank ordenes egentlige betydning ind og satte sig i min hjerne og begyndte at murre.
Synd er noget vi normalt forbinder med kristendommen.
Hvem har i øvrigt fundet på at den kristne tro er en dom. Det lyder ikke særligt rart, at man er dømt til en tro.
Alle andre ”store” religioner er ”ismer” buddhisme, hinduisme, islamisme.
De små er man heller ikke dømt til Asetro, eller hedning eller måske skal vi bare kalde det paganisme og så er der endnu en ”isme” at føje til listen.
Sorry det var et sidespor.
Altså, der var en, som sagde ”i dag synder vi” og synd er noget som man normalt forbinder med kristendommen. Men det her handlede faktisk om mad.
Det er nemlig sådan er der ligger ikke mindre en to steder lige i nærheden af museet, hvor man kan få fantastisk gode sandwiches.
Noget som medarbejderne (i perioder) benytter sig af.
Og synden bestod så i, at fem af mine kollegaer havde købt sandwiches til frokost. I sandhed en voldsom synd som må give år i skærsilden(mærk ironien).
Nu var det som sagt bestemt ikke første gang, jeg havde hørt god mad omtalt som syndige. Og pludselig slog det mig: er vores samfund nu blevet så fikserede på udseende at kropsdyrkelse er gået hen og blevet en religion?
På trods af sommervarmen fik jeg gåsehud på armene.
For det betyder at jeg er en synder; et uværdigt menneske, et menneske, som skal frelses, et menneske man skal have ondt af og se ned på blot fordi jeg er tyk!
Nu synes jeg, at jeg er et ret værdigt menneske.
Jeg skal ikke frelses, jeg vil ikke ynkes og ser du ned på mig, ryger du i kategorien ”ligegyldige bekendtskaber”.
Jeg ved jo godt at det ikke er så slemt, men det er en underliggende grundholdning. Det afslører ordvalget.