Fra "sygesengen"

Det er meget længe siden jeg har skrevet her. Har ikke haft overskud.

Men nu sidder jeg her og har brug for et sted, at komme af med det, der roder rundt i mit hovede.
Længe, alt for længe havde jeg gået med kraftige menstruationer. Da jeg endelig blev enig med mig selv om, at jeg hellere måtte gå til lægen: Viste det sig, at jeg havde blodmangel/jernmangel og store muskelknuder i og på livmoderen.
Gynækologen fik meget forsigigt antydet, at jeg ikke ville kunne få børn og at den bedste mulighed nok ville være at få fjernet livmoderen.
Det var jeg ikke helt klar til at høre. Det tog to år, mange tåre og en forfejlet test med en hormonspiral for mig at nå frem til at; Så kunne det fandema også være lige meget:
nu gad jeg ikke planlægge mit liv omkring hvornår jeg blødte mest.
Jeg gad ikke bruge mellem 300kr - 500 kr. pr måned på bind.
Jeg gad ikke blive nødt til at sygemelde mig, fordi jeg "fyldte" de største bind jeg kunne finde op på 20 min og det tager 35 min og komme på arbejde.
Jeg gad ikke være uden overskud pga. kronisk blodmangel/jernmangel på trods af af, at jeg åd jernpiller i rå mængder.

Onsdag skete det så: Jeg fik en Hysterektomi.
Normalt ville man gøre det med to små huller og kiggert, men da min livmoder var unormalt stor, var det en åben operation.
Jeg var første patient på programmet, så jeg skulle allerde være der kl. 7.
Jeg var nervøs!
Jeg har ikke været i narkose, siden jeg var hvad? 2-3 år og fik fjernet polypper. Men de var super søde, og jeg fortalte jo bare, hvordan jeg havde det, og så tog de sig så fint af mig.
Og så var jeg pludselig på operationsstuen, og de var i gang med at koble mig på ledninger og slanger.
De havde lidt problemer med, at finde vener til div. drop, men sådan er det jo.
Da de lagde epidural, blev jeg pludselig dårlig. Igen var de så utroligt søde og jeg følte mig helt tryg.
10 sek. i en maske og så var jeg væk.
Noget der følte som 5 min. senere, vækkede de mig og fortalte, at nu var det overstået og det var gået rigtig fint.
Jeg kan huske, at jeg sagde, at jeg havde drømt, og at de spurgte om det var en god drøm. Det var det. Jeg kan ikke huske den, men jeg kan huske, at den var hyggelig.
På opvågningen kom lægen og gav mig div praktiske oplysninger: Operationen tog den estimerede time og kvarter, du har vakumplaster på, det må du fjerne om 7 dage, klipsene skal ud om 10 dage og den slags. Men han fik også lige nævnt at jeg havde blødt ca. 600 ml. og at min livmoder vejede 1200g. Det sidste især fik nogen brikker til at falde på plads omkring hvordan jeg har hafte det de sidste to år.
Og så ville han gerne have mig ud af sengen.

Tilbage på stuen lagde jeg mærke til at mit højre ben var noget mere følelesesløst end resten af mig. Epiduralen lå noget skævt og gik ligesom alt for meget til højre.
Sygeplejesken fik fat på en anestesilæge som kom og flyttede lift rundt på epiduralen så den blev mere jævnt fordelt.
At komme op og ud af sengen var noget af en opgave. Jeg var på dette tidsunkt koblet på: saltvand, epidural, vakumplaster og kateter. Og mit højre ben ville stadig ikke helt, som jeg ville. Første gang jeg var oppe, ville jeg bare gerne have et par underbukser på. Da havde jeg ligget med numsen bar i fire fem timer.
Og selvfølgelig blev jeg dårlig (besvimelsesagtig)

Onsdag gik med at små-sove og få styr på smerter.
Torsdag var jeg smertefri; epiduralen virkede, og de begyndte at kople mig fra de forskellige ting.
Man opdager hvor meget man fiser rundt til hverdag, når man pludselig er tvunget til at blive i sengen. Jeg var stadig tilkoblet epiduralen og kateteret, så hvis jeg ville ud af sengen skulle jeg have hjælp.
Hosiptaler er hjernelammende kedelige når man ikke er syg syg. Heldigvis lå jeg på stue med en sød tysk kvinde, som gd snakke. Hun var her på ferie og var blevet syg og indlagt - Det var den ferie.
Og så gad Eva heldigvis komme og underholde mig i ca. 1½ time.
Endelig blev jeg frakoblet det sidste (undtagen vakumplasteret) og kunne gå hjem.

Hjemme! Line havde passet hus og dyr mens jeg var indlagt og var min privatchaufør - Hun er guld værd <3
Det var godt at hjemme. Line blev torsdag - lørdag. Vi fik hentet smertestillende og købt ind.

Nu er jeg alene hjemme.
Det er dejligt.
Jeg har selvfølgelig ondt, men ikke nær så ondt som jeg frygtede.
I dag har jeg lidt mere ondt end de andre dage, men mere i resten af kroppen end i selve operationssåret, som er det samme.

Når det er sagt; så er jeg ved at være godt af at have ondt og ikke rigtig kunne noget.
Håber det bliver bare lidt bedre snart. Bare så godt at jeg kan ligge og sove på siden og at det ikke er så vanskeligt at komme ud af sengen.

Seneste hjernenedsmeltning

Det er osse rigtigt:
Jeg har helt glemt at fortælle om en af de helt gode "hjernenedsmeltniger" jeg havde i torsdags.
Det var dejligt vejr i torsdags og af en eller anden grund mister nogen mennesker evnen til at føre et automobil når den første rigtige sommerdag melder sin ankomst (lidt ligesom når den første sne falder).
Jeg var på vej hjem fra teater (en dejlig aften for resten) og halleluja for gode bremser og gode reflekser, for jeg mødte mere end en som insisterede på at midterstriberne skulle være midt under bilen når man kørte (både "medkørende" og "modkørende").
Og jeg kørte bag mere end en som glemte alt om blinklys og at man godt må køre mere en 50 på landevejen.
Nå sidespor - I fangede pointen.
Altså jeg kørte hjem og havnede bag en af de langsomme (som ikke viste af når han skulle dreje) i ca. 6 km.
Endelig blev det min tur til at dreje af (jeg huskede at blinke) og så kom en ret stor bil blæsende rundt om hjørnet midt på vejen.
Nu er min bil ikke kæmpe med lidt vej skal den altså bruge. Det havde føreren af det store skrummel lidt svært ved at forstå.
Men det lykkedes vedkommende at få møffet sig over i sin egen vejbane (muligvis fordi der kom en bil bag ved skrumlet og de ville have været vidner var der sket noget – er det tarveligt at tro det værste om den slags idioter?)
Nu var jeg træt af elendige bilister og begyndte at skælde højlydt ud i bilen.
Jeg ville havde sagt enten ”hvad fanden sker der? Har du hovedet under armen?” eller ”hvad fanden sker der? Har du lort i hovedet?”
Men det blev til ”hvad fanden sker der? Du kører som om du har lort under armen”
Hvis ikke det var fordi at jeg var næsten hjemme, var jeg blevet nødt til at køre ind til siden og grine af.

Brok blog

Som jeg sagde hvorfor skal jeg spilde så meget tid på så meget hø?
Jeg havde fået mere i løn end jeg havde troet (jubii). Så jeg skulle ud og købe nye vinterstøvler, strømper og et par bluser for det er det jeg mangler.
Så jeg drog glad afsted efter arbejde.
Støvler no problem, strømper piece of cake.
Så kom jeg til bluserne.
Først Zizzi; hvor de have ingenting.
Selvfølgelig havde de noget- det var enten i sort, hvid eller grå. Eller i en størrelse eller form som ikke var flatterende for min kropsform.
Næste stop H&M – der måtte jeg opgive, jeg kunne ikke engang finde de store størrelse.
Mit sidste håb; Solo
Jeg må advare mine veninder, sommerens mode står tilsyneladende på ærmeløse bluser og toppe i kropsnære snit.
Det var nemlig det der var massere af; ærmeløse bluser, toppe i ”pølseskindssnit”, langærmede t-shirt i samme, et hav af cardigans, underlig vatterede udseende bluser og en helt hob af super fede bluser, der alle var skåret ved navlen. Men ud over det var de i de fedeste farver
Til sidst lykkedes det at finde en fin bluse. Den kunne få i tre forskelle farver, og jeg havde købt en af hver, hvis de havde haft dem i den rigtige størrelse.
Så jeg var mildest talt ikke i verdens bedste humør da jeg vendte næsen hjem over.
Vel hjemme ville jeg lige tjekke min mail, facebook mv.
MEN SÅ VAR DER IKKE NOGET NET.
Hvad fanden er det der foregår?
klokken er nu 22:46 og der er stadig ikke forbindelse til internettet.
Så jo jeg er fucking bitter nu.

ps. det lykkedes at få forbindelse til nettet efter at have slukket hele lortet ned og tænde det igen - når desperation driver en til "så-kan-det-osse-være-lige-meget-handlinger" er det ikke altid helt skidt