Prolog: Jeg har godt nok tumlet en del med denne blog. Jeg har bestemt og ombestemt mig hundrede af gange om, hvor vidt jeg skulle skrive den eller ej.
Jeg var i tvivl om jeg kunne gøre det med et glimt i øjet og en let tone (og om jeg skulle gøre det på den måde).
Det begynder at lyde som et dementi (indsæt et lille opgivende hovedryst her).
Men sagen er den, at denne blog er min oplevelse, min sandhed. Og der er en risiko for at det kommer til at lyde som ynk og det er egentlig ikke ment som sådan.
Det er nok lidt mere alvorligt og noget mere hudløst end det har været før.
Så here goes:
Den usynlige kvinde.
Jeg eksisterer ikke.
Det er ikke en filosofisk observation så lad mig forklar.
Jeg er snart 40, jeg er single, jeg har ingen børn og jeg er overvægtig og derfor eksisterer jeg ikke, eller jeg er i bedste fald usynlig.
I film, tv, reklamer og litteratur er der ingen, som jeg kan identificerer mig med.
Der findes ganske vist overvægtige kvinder i film og tv.
Men de er næsten altid bifigurer; den bitre mandehadende veninde/søster til den kvindelige hovedperson (hvis der overhovedet er en kvindelig hovedperson),
Den fortravlede mor til mange børn og med en kikset mand.
Den stakkels veninde, som ikke har styr på en skid og hvis mand er hende utro og/eller banker hende.
Eller den stakkel veninde, som ikke har styr på en skid og er helt desperat efter en mand
De kan være mødre, svigermødre, eller bedstemødre.
I komedier er de den komiske skurke eller the comic relief eller begge dele.
De kan være stakkels, bitre, sindssyge, vrede, naive, fortravlede eller onde.
Men ikke smukke, kloge veluddannede, succesfulde, kreative, tilfredse, stærke eller lykkelige.
Det er ikke meget bedre litteratur.
Hvis en overvægtig kvinde er hovedpersonen i en historie (film, tv eller litteratur). Er det en historie om en kvinde, som ikke har styr på sit liv. Hun taber sig, får en fantastisk mand, som oven i købet ser godt ud og en dejlig familie.
Jeg kan kun komme i tanke om filmen/musicalen Hairspray hvor hovedpersonen er en overvægtig kvinde og styrer (der er faktisk flere af dem i den film – overvægtige kvinder altså).
I reklamer er det værre.
Der er overvægtige kvinder kun ”før-billedet” eller hende der, som ikke har styr på noget som helst.
I kender reklamen: den tykke dame i et lidt for stramt business suit, som prøver at tale i mobil (uden bluetooth) drikke kaffe og finde sine bilnøgler, nogen gange osse med et grædende barn på armen.
Får langt mere tid, overskud, bluetooth og et gladere barn, når hun spiser en eller anden slankepille/yoghurt/eller noget helt tredje?
Skal det være mig?
Nu synes jeg at jeg kan høre dig sige ”jamen herre Gud – du ved det ikke er dig, vi ved det ikke er dig, er det så vigtigt, hvordan overvægtige kvinder bliver fremstillet? ”
Ja det er det, for det bløder igennem (undskyld menstruations udtrykket).
Også til steder det ikke burde.
Der er tider hvor folk ser min overvægt og ikke mig.
Lad mig komme med et eksempel:
I 2004 fik jeg mit første migræneanfald (det vidste jeg ikke det var) og da jeg havde haft hovedpine i en uge gik jeg til lægen.
Jeg beskrev min hovedpine og fik taget blodtryk og blodsukker, alt var ok. Fik at vide at det var spændingshovedpine, fik stærke piller til at tage smerten og at vide at jeg sad forkert.
Dette gentog sig over de næste mange år.
Jeg har fået taget blodtryk, blodsukker og kolesterol målinger et utal af gange og det er altid perfekt, ikke bare for en af min størrelse, men perfekt objektivt set.
I 2007 eller 2008 fik jeg en noget, som sikkert hedder noget meget fint på latin, men som i bund og grund er migræne i øjet.
Det gør ikke ondt, men blodkarrene til øjet kramper og lukker til blodtilførslen så man bliver midlertidig blind.
Hurra endelig en diagnose.
Godt det ikke var noget mere alvorligt.
Problemet er jo at læger osse er mennesker, og se bliver osse påvirket af det omgivende samfund og lige der var det åbenbart lidt svært at se andet end min overvægt.
Det er faktisk lidt det samme nu.
Som sagt har jeg ingen børn, men jeg vil gerne have nogen.
Og da jeg jo er single, tænkte jeg at inseminering var en god ide.
Det troede jeg.
Men nej – jeg skal tabe mig mange mange kg. før jeg kan får lov at få børn.
Jeg ved godt at graviditet er en belastning for kroppen, jeg kender alle fakta. Har overvægtige veninder, som har fået børn, lige bortset fra, hvordan det faktisk føles at være gravid så kender jeg risiciene.
Men jeg er tyk så jeg får ikke engang chancen.
Jeg kunne være lige glad og gå ud og knalde tilfældige mænd indtil jeg blev gravid.
Men det er ikke lige min stil og det ville være uansvarligt, med en ret høj risiko for at redde mig en eller anden sygdom.
Så jeg skal vel ud i noget med en pipette eller engangssprøjte og en frivillig til at leverer noget sæd – men hvor pokker finder jeg sådan en?
(og hvordan stiller man det spørgsmål? "Hvaa kunne du tænke dig at lægge sæd til mine børn?")
