Tanker fra en saprofyt: januar 2009

Holdaop hvor er det farligt at færdes på de danske fortove tidligt om morgenen.
Onsdage har jeg vundet åbneren, så der møder jeg tidligt, meget tidligt, alt for tidligt.
Ikke at for så vidt har jeg noget i mod at stå tideligt op - det gør jeg bare, det skal jeg jo.
Men alligevel kan man jo godt mærke at det er tidligt og kl. 14-15 stykker er man godt slidt.

Nu kan jeg høre nogen sidde og tromme utålmodigt med fingrene, mens de sammenbidt mumler "så sig dog hvor tidligt det er vi snakker her"
Ok ok da jeg ved at I ikke kan koncentrerer jer, før I har svaret; så er det sådan, at jeg om onsdagen må ud af sengen kl. 04:30.
Jeg kan godt fornemme det hånlige "pfft" fra dem, som står op kl 02, 03 og 04, men det er ualmindeligt og totalt unaturligt tidligt for mig at skulle op halvfem om morgenen. Og nej jeg er ikke b-menneske - jeg er sådan set heller ikke a-menneske. Bare jeg får mellem 7 og 8 timers søvn i døgnet (i et stræk) så er jeg udhvilet.

Nåh men tilbage til det det egentlig handlede om, nemlig hvor farligt det er at færdes på de danske fortove sådan en helt almindelig januar morgen.
Jeg var faktisk glad da jeg stod op i morges. Og min glæde fik lige en tand mere, da jeg kunne konstatere at det ikke længere var frost ude og jeg derfor kunne slippe for et lag tøj (yes!!)
Så jeg begav mig fuld af fortrøstning mod stationen, oven i købet i lidt god tid.
(Jeg er på gå-ben da busserne først begynder at køre når jeg helst skal sidde på toget på vej mod Lejre.)

Første del af "rejsen" var ikke slem. Vandtårnstien var stort set isfri. Så jeg havde et svagt håb om at det måske nok skulle gå glat (dårligt ordvalg i denne forbidnelse) på resten af turen til stationen.
Men der tog jeg fejl.... eller teknisk set havde jeg fuldstændigt ret - det gik glat helt bogstaveligt.

Jeg kan til dels tilgive husejere, at de måske ikke lige tænker på at veje og i sær fortovsfliser forbliver under frysepunktet selv om luften måske nok er over. Og derfor ikke lige får saltet aftenen før - og jeg har fuld forståelse for, at de ikke kaster sig i vinterfrakken og løber ud og salter klokken 5:17.
Lidt sværere har jeg det med at områder, som burde hører under kommunen var spejlglatte og jeg mener spejlglatte.
Jeg var flere gange i den grad ved at gå på røven (undskyld udtrykket).
Heldigvis har man boet i Norge under en vinter - Ja jeg boede faktisk i Voss, hvor der lige har været lavine - men det er en helt anden historie.
Pointen er at jeg kan gå på temmelig glatte flade, nok mest fordi jeg har lært mig at lure, hvor jeg kan få lidt fodfæste.

Endelig nærmede jeg mig stationen og tænkte, at nu var jeg snart på sikker grund, for selvfølgelig var de så smarte, at de havde saltet perronerne før første togafgang og saltet "busterminalen" (lyder flot ik'? men læs: busholdeplads) for den første bus kørte.
Jeg blev fælt skuffet!!
Stationsområdet (i sær ved busholdepladsen) var det glatteste på hele turen.
Jeg gik med bittesmå forsigtige skridt (som min 87 årige farmor) og med balancen spændt til det yderste. (jeg har aldrig haft en særlig god balance, måske noget med alt det mellemørebetændelse jeg har haft, jeg bliver også meget dårlig af at køre karruseller)
Jeg var møghamrende sur og gik og mumlede for mig selv på vej over bus-pladsen "hvis jeg falder så sagsøger jeg dem fandme"
Som I nok kan forestille jer, var jeg ret bitter da jeg i toget begyndte at sidde og regne på hvor lang tid det ville tage at komme fra Lejre station til skolen i det her isglatte føre.

Det var en desillusioneret Louise som steg af på Lejre station. Men det kunne jeg nu godt have sparet mig, for i Lejre var der saltet, fejet/skrabet og ordnet.
Ikke en glat sti, fortov eller vej at finde.
Selv oppe ved skolen havde pedellerne været i gang.

Tanker fra en saprofyt

onsdag den 7. januar 2009

ræk mig lige saltet

natteroderi