Hyggelig

Nogen gange støder man på mennesker, som er hyggelige.

Hyggelige mennesker kan godt virke lidt undseelige, de gør ikke meget væsen af sig. Og så har de en tendens til at dukke op når man mindst venter dem. De er der bare lige pludselig og gør ens dag meget bedre.

Lige sådan et hyggeligt menneske var jeg så heldig at rende ind i i går (torsdag) aftes.

Jeg var på vej hjem og blev enig med mig selv om, at det var en god ide at runde tanken.

Klokken var vel ved at være halv ti om aftenen og der var ting jeg manglede, men ikke havde haft tid til at købe.

(Jeg nærmest bor på mit arbejde for tiden – at arbejde og spille teater samme sted er ikke nødvendigvis en god ide.)

Som tænkt så gjort.

Jeg tog lidt af dit og lidt af dat også ting jeg ikke manglede men bare lige gik der og fik lyst til.

Oppe ved kassen lagde jeg tingene på disken, og så mødte jeg ham – den hyggelige mand.

Da ekspedienten åbnede munden kunne jeg med det samme mærke mit stres-niveau dale.

Stor, rolig, tryg og venlig med en varm udstråling og en bamseblød stemme ekspederede han mig.

Og jeg stod bare og blev gladere og gladere.

I det jeg trådte uden for de automatiske døre, og uden for hørevidde af nogen som helst, måtte jeg bare gi’ en lille begejstret latter og højt tilkendegive for mig selv, hvor hyggelig jeg synes, han havde været.

Google Toolbar Button Gallery

Soppetur i København

Mandag (den 26. maj) formiddag skulle jeg til København. Noget med et 3 måneders møde med min A-kasse – Hvilket for så vidt er ligegyldigt i denne sammenhæng, bortset fra det faktum at min A-kasse (DLF/A) har kontorer en spytklat fra Rådhuspladsen og Strøget.
Da jeg skulle til at gå ud af døren, overvejede jeg om det var nødvendigt med en paraply?
Men da jeg skulle med bus og tog og i det hele taget gå meget lidt ude i vejret (og i øvrigt havde forsvundet min taskeparaply), besluttede jeg mig for at jeg nok godt kunne undvære paraplyen – det regnede jo ikke synderligt meget. Jo jeg ville nok blive lidt fugtig, men herregud den smule vand kunne jeg nok overleve.
STOR FEJL.
I Holbæk regnede det ganske vist ikke ret meget, men da jeg ”ramte” Roskilde stor det klart at det var store-vaske-dag i hovedstadsområdet. Regnen stod ned i stænger uden for togvinduerne.
”Jeg køber mig en paraply på Hovedbanan” tænkte jeg fortrøstningsfuld.
Hvor kan man tage fejl!!
Toget var naturligvis forsinket forsinket og pludselig havde jeg ikke nær så meget tid til min paraplyjagt på Hovedbanegården som jeg skulle bruge.
Og hvem kunne også vide at paraplyer var så lumske og gode til at gemme sig?
Til sidst måtte jeg begive mig ud i vejret uden paraply.
Der kommer et punkt hvor man bare ikke kan blive vådere. Dette punkt nåede jeg fra fødderne til midt på læggene inden jeg nåede Rådhuspladsen.
Det er ca. 20 år siden jeg sidst fik sko, men erindringen om fornemmelsen kom pludselig tilbage til mig mens jeg soppede over Rådhuspladsen mod Strøget og min destination.
Nu er jeg ikke bare lidt af en pjevs når det kommer til regnvejr (det er løgn men det gør historien bedre), jeg er også en nærig-røv. Så jeg ville ikke ofre penge på en fancy paraply. Først da jeg fandt en klassisk, stor og sort en af slagsen til en 50’er slog jeg til og kom i nogenlunde tørvejr. (Men der var det meste af skaden sket.)
Så endelig efter at have krydset en rendestensflod og soppet ned af Kattesundet endte jeg i tørvejr hos DLF/A og dermed kom jeg uden for drukningsfare.
Indtil hjemturen i hvert fald.
Jeg havde et tidspunkt, hvor jeg overvejede at gøre som Grislingen og bruge min paraply som båd og udsende en flaskepost med følgende nødråb: Hjælp Louise (mig) på den ene side af papiret og: Louise det er mig HJÆLP HJÆLP på den anden side.